de første menneskers synd. Naturen er gjennemdjævlet; Satans aand gjennemtrænger og behersker den. Munken, der lever indmuret i sit kloster som i en fæstning, betragter naturen med hemmelig frygt og ser paa en vis maade i den sine utallige fienders krigsleir. De dybe, dunkle skove, de steile bjergtinder, en uhyre klippeblok, der hænger paa randen af en afgrund, en vild, uhyggelig dal, en livløs vandflade i en ødemark, en skogstrøm, som brusende og skummende styrter ned over rullende stenblokke, er for ham et truende billede, bag hvilket en frygtelig snare skjuler sig, hvorifra det ondes tøileslø?se magt hvert øieblik bryder frem og trænger ind i hans tilflugtssted. Naar det, som vi benævner naturfølelse, i middelalderen synes saa omtrent udslukket, er dette ikke noget forunderligt. I skybjergene, som i stormen jager hverandre over himmelen, i taagen, der lægger sig over land og sjø, i regnet, der faar floderne til at svulme, i haglbygen, der ødelægger ager og eng, i strømhvirvelen, der suger skibene under, — i alting er Satan; Satan brøler i vinden, luer op i flammen, breder sig ud i mørket, hyler i ulven, skriger i ravnen, hvisler i slangen, dølger sig i en frugt, i en blomst, i et sandkorn, er overalt, er alle tings sjæl.
Men uagtet hans jurisdiktion (ɔ: retmæssige myndighed) udstrakte sig over den hele natur, endskjønt han kunde opslaa sit paulun og udøve sin magt paa ethvert sted somhelst paa jorden, gaves der dog steder, som han og hans folk foretrak til opholdssted fremfor andre, og som ganske særdeles blev behersket af ham og hans. Almindeligvis var
