en eller anden mirakuløs maade slaaet ud paa jorden, og den brave prest fik den ikke at drikke.
Lad os forestille os, hvilket liv folk maatte føre, som ikke bare nu og da, men altid, ved nat og ved dag, vaagne som isøvne var udsatte for disse efterstræbelser, skøierstreger og bedragerier. Den af alle mest forfulgte var kanhænde en karthäusermunk ved navn Ricalmus, abbed af Schönthal i Würtemberg; man ved ikke nøiagtig, naar han har levet. Denne hædersmand skrev eller lod skrive en latinsk bog „om de efterstræbelser, skuffelser og spilopper, som djævlene udføre imod menneskene,“ sikkerlig et af de mest mærkværdige mindesmærker over troeslivet i middelalderen, som er bevaret helt ned til vor tid. Han fortæller de spilopper, som er blevet spillet baade ham og andre. Djævlene kaldte ham, uden at vise spor af respekt for hans stand og alder, en elendig, skidden snauskolt, lod maven svælle op paa ham, foraarsagede ildebefindende og svimmelhed hos ham, gjorde ham hans hænder saa tunge, at han omtrent ikke mere kunde gjøre korsets tegn, lod ham falde isøvn i koret, hvorpaa de snorkede, forat munkene skulde tro, at det var ham. De snakkede med hans stemme, fik ham til at hoste og tirrede ham til at harke og spytte, de skjulte sig hos ham i sengen, tilstoppede næse og mund paa ham, saa han næsten ikke kunde puste, truede ham til at lade vandet, bed ham som lopper, og naar han for at bekjæmpe søvnen udsatte sine hænder for kulden, dækkede de dem til for at varme dem. Undertiden lod de appetiten for gaa ham ved bordet, men da hjalp han sig med et lidet
