Side:Det oldnorske verbum.djvu/7

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
VERBALSTAMMER.

Ved Siden af den Masse af Verbalstammer, som i Form falde sammen med Roden, har Oldnorsk ligesaavel som Sanskrit en Mængde, som ere dannede ved et Tillæg i Enden, med den mere eller mindre tydeligt fremtrædende Hensigt at modificere Rodens Betydning. Men allerede i den ældste Form, hvori vore Fædres Sprog ligger for os, viser Bevidstheden om saadan Hensigt sig i flere Henseender fordunklet, og har havt Forvexlinger til Fölge, som ved Sammenligning med Sanskrit lade sig nogenledes opklare.[1] Vi skulle gjennemgaae dem enkeltviis.

Endelserne ga, ja, ha.

Endelserne ga, ja og ka eller rettere g, j og k, betegne deels det reent neutrale Tilstandsbegreb, deels Inchoativer og Passiver deels Causativer eller Factiver. Denne Sammenblanding af saa forskjelligartede Begreber vækker Formodning om, at her forskjellige Former ere forvexlede, eller sammensmeltede, og denne Formodning bliver til Vished, naar vi see, hvorledes de tilsvarende Former i Sanskrit ere holdte ud fra hverandre.

Det er nærmest Bogstavet य, j, som i Sanskrit har de samme Functioner, som g, j, k, i Oldnorsk. Den 4de Verbalclasses Særkjende er nemlig Indskydelsen af denne Consonant foran Flexionsendelserne i de saakaldte Specialtempora, og de Verba, som henhöre til denne Classe, ere for en stor Deel Verba neutra, f. Ex. स्विद्, svid (svidja), at svede, कुथ्, kut῾ (kut῾ja), at stinke; तूर्, tûr (tûrjja), at skynde sig, o. s. v.[2] Paa lignende Maade have enkelte Verba neutra j tilsat i Oldnorsk, f. Ex. liggja, sitja, dvelja, þyrja (baade i Form og Betydning svarende til det nysnævte tûr), o. s. v. Men ved Siden af

  1. Det Gotiske, som i flere Henseender yder Bidrag til at forklare Phænomener i vort Oldsprog, er her ikke istand til at bringe synderligt Lys.
  2. I Prakrit bruges denne Form endnu oftere, i Verba neutra. See Lassen — Institutiones lingvæ pracriticæ, p. 343.