Side:Det oldnorske verbum.djvu/38

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


vita, veizt veizt, du veed,[1] ganske som Gotisk vaist for vaitt, du veed, anabaust for anabaudt, du befalede, som i Græsk ὄισϑα for οιδϑα, du veed. Spor til denne Egenhed har man vel ikke hidtil paaviist i Sanskrit, men den tör findes i Vedaerne, ligesom man allerede har fundet den i Zend vaes̓ta for vaedta, du veed.

Tredie Person Sing. Denne er i Præs. kjendeligen dannet ved Agglutination af Hjælpeverbet, i Oldnorsk som i de övrige ovennævnte Sprog, i det hiint har beholdt r for s, disse -t (eller d) af ast eller est. I Præt. er Suffixet, (ligesom oftest i förste Person) bortfaldet.

Förste Person Plur. Her er Bogstavet m det Kjendebogstav, som ikke alene i de her nævnte, men i mange flere af de beslægtede Sprog, udmærker denne Person. Hvad Oprindelsen betræffer, söger Bopp at godtgjöre, at det Thema, hvoraf Casus obliqvi i 1ste Pers. Sing. dannes (i Sanskrit ), ligger til Grund for Suffixet. Til Bestyrkelse, saavel heraf som af en lignende Oprindelse af de tilsvarende Suffixer i de beslægtede Sprog, kan tjene, at i nuværende norske Almuesdialecter (især i Fjelddalene langs Filefjeld) me er bleven Formen for Nominativ af det personlige Pronomen i 1ste Person Pluralis ligesom ogsaa, at i det Throndhjemske og i de tilgrændsende Dele af Agershuus Stift os, bruges som Nominativ.[2] I Oldn. ferekommer derhos, ligesom i Singular, ogsaa udenfor samme Endelsen umk, f. Ex. den ældre Edda S. 23, Str, 19: mælumk i sessi saman, lad os tale siddende sammen, og S. 165, Str. 29, gumi inn gunnhelgi görðumk at vigi, vi skulde dræbe den fredhellige Mand.

Her fristes man atter til at antage k for henhörende til Personalendelsen, ligesom h i Prakrit; men, ihvorvel et Par af de Steder, jeg har havt Anledning til at sammenholde, kunne med Lethed opfattes saaledes,[3] ere dog de fleste af den Beskaffenhed, at de maae opfattes som Reflexiver. Men her kan der være Spörgsmaal, om Bogstavet k er at betragte som Forkortelse af sik eller af okkr, Acc. Dual. af ek. Alle de Exempler, jeg har samlet

  1. Dette veizt höres endnu i bergenske Almuedialecter, hvor tillige Personalsuffixet t i enkelte andre Verba er vedligeholdt f. Ex. fu fort, Imperf. af fara, reise.
  2. Almuen i Oxfordshire bruger us for I; i Cornwall us for we, see Höfer’s Zeitschr. f. d. Wissesch. d. Sprache, II, S. 157, 160. I det Persiske er من men, jeg, ما mâ, vi; i Hindui मै, mai, jeg.
  3. Et af de Exempler, som i Munchs og Ungers Gram. S. 97 anföres, synes lettest at kunne forklares som 1 Pers. Plur. uden Reflexiv, nemlig: ef vér firrumk únýt orð, oversat: dersom vi fjerne os fra o. s. .v. mon ei: dersom vi fjerne unyttige Ord?