Side:Det oldnorske verbum.djvu/37

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Citater af Oldsagn. Herfor taler videre den paafaldende Lighed med Prakrit, hvor Endelsen mhi aldeles svarer til det oldn. mk, naar sees hen til, at Endevocalen i af de indiske Endelser, i Oldn., som i Gotisk, stadigen er bortfalden, og at h i Ordenes Ende jævnligen gaaer over til k.[1] Jeg formener derfor, at 1 P. Præs. Ind. af vera, oprindelig har hedt emk[2] som i Prakrit amhi, af Sanskr., asmi; at k senere er bortfalden; at ligeledes i andre Verba Endelsen opr. har været mk (med en Bindevocal foran), dernæst m, hvorpaa heller ikke Exempler mangle. Saaledes læses i den yngre Edda S. 97: ek hugdumst d. e. ek hugdum sik; i Fornmannasögur, 5, S. 25: eigi berjumst ek.[3]

Senere er ogsaa Endelsen m bortfalden. Det er mærkeligt, hvorledes i denne Henseende Oldnorsk staaer omtrent paa samme Trin, som Oldtydsk, hvor som ovennævnt den samme Endelse ligeledes viser sig at være beholdt fra Oldtiden, men dog at være i Aftagende, medens Gotisk, som ellers har et mere antikt Præg, allerede har mistet denne Endelse (naar Verbum subst. undtages).

Anden Pers. Sing. I Betegnelsen af denne afviger Imperfectum i 1ste Conj. fra Præsens. Aarsagen hertil synes at ligge i en forskjellig Oprindelse, da Kjendebogstavet -r i Præs. og 2den Conj. Imperf. lettest udledes af Verb. subst., medens -t i 1ste Conj. Imperf. lettest udledes af Pron. þu. Endelsen -s i Sanskrit gaaer i Oldn. jævnligen over til -r (en Overgang som ogsaa inden hvert enkelt Sprogs Omraade ikke er sjelden); i Analogie hermed er es i det nyere Sprog bleven er; jeg antager derfor, at Suffixet -r i anden Pers. oprindelig er Hjælpeværbet es, der er bleven er, r, ligesom i Sanskrit -si erkjendes at være forkortet af asi, 2 P. af Verb. subst. At -t i 1 Conj. Imperf. kommer af þu, uagtet Tenuis istedetfor Aspirat, tör ansees for sikkert, naar man bemærker, at þu i Oldn. jævnligen hænges som Suffix til Verbet og da hedder -tu f. Ex. skaltu, du skal, ertu eller ert, du er, o. s. v. Paa samme Maade forklarer Bopp (v. Gram. S. 640 flg.) Oprindelsen af थ, ta, i den tilsvarende Form i Sanskrit og bemærker derhos, at den er egen for det reduplicerede Præteritum, der svarer til Imperf. af den stærke (den

ældste) Conjugation i Oldnorsk. I de Verber, hvis Stamme ender paa t eller ð, forandres dette foran Suffixet t til z, f. Ex. kveða, kvað, kvazt, du talte; bita, beit, beizt, du beed;

  1. Man sammenligne लिह्, lih = likjast, at ligne, कुह्, kuh, at gjögle, kukl, Gjöglerie, स्तृह्, stṛh, = strikja, at prygle; रिह्, rih = rækta, at dyrke.
  2. emk forekommer oftere f. Ex. Vafþruðnismál, Str. S (Egisdrekka, Str. 14, men forklares i Almindelighed som en Contraction for em ek.
  3. Rask, som i sin lille Grammatik S. 51 citerer disse Exempler, antager, at Pluralformen er brugt i Singular, en Vilkaarlighed, som man efter min Forklaringsmaade ei behöver at tye til.