Side:Det oldnorske verbum.djvu/3

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
FORORD.

Da jeg for halvandet Aar siden udgav min Afhandling „Sanskrit og Oldnorsk“, var det min Hovedhensigt at henlede mine Landsmænds og nærmest mine yngre Medstuderendes Opmærksomhed paa det nære Slægtskab mellem de to Sprog og paa den deraf flydende Vigtighed af Sanskritsprogets Studium for et fuldstændigt Kjendskab til vort eget. Til denne Hensigts Opnaaelse troede jeg hellere at burde vælge en Masse af slaaende Exempler inden enkelte Begrebssphærer end en mere dybtgaaende Sammenligning i enkelt Retning. Nærværende Afhandling har ikke alene den Hensigt end yderligere at begrunde Slægtskabet, men fornemmelig den at lede til en rigtig Anskuelse af adskillige blandt de Former, hvorunder Verbet fremtræder i vort Oldsprog og tildeels endnu i vort nyere Tale- og Skriftsprog. Uagtet man medrette sætter stor Priis paa vort Oldsprog som Grundvold for Studiet af det nyere, nödes man nemlig dog til at erkjende, at det selv i den ældste Skikkelse, hvori det ligger for os, allerede har tabt meget af sin oprindelige fuldkomnere Dannelse, hvorom vi ved Sammenligninger og Analogier kunne danne os en Forestilling. Saavel Conjugationen som især Declinationen har mistet en Deel af sine charakteristiske Former, og flere Ords Skrivemaade viser sig forandret; men, ligesom Reminiscentser fra Ungdommen ofte med en forunderlig Klarhed fremstille sig for Oldingen, saaledes sees ogsaa Sprogene undertiden igjen at optage forlængst forsömte Former, som det synes uden tydelig Bevidsthed om, at de forhen have været i Brug. Det er saaledes et paafaldende Phænomen, at vort nyere Sprog i nogle Enkeltheder tydeligen slutter sig nærmere til Kilden end det Oldnorske, som det optræder i