Side:Det oldnorske verbum.djvu/17

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Oversigt.

Naar vi med eet Blik overskue de forskjellige Verbalstammer i begge Sprog, bliver Slægtskabet end tydeligere; vi ville i denne Hensigt opstille de forskjellige Suffixers fælleds Brug i begge.

Sanskrit. Oldnorsk.
Passiva og mange Verba neutra paa j tildeels j (eller g eller k).
Causalia og Factiva i Almindelighed j i Almindelighed j (Do).
i enkelte Tilfælde p sandsynligviis p.
Desiderativa s tildeels s.
Denominativa: 1. ved Suffix j j.
2. ved blotte Flexionsendelser i begge Sprog

Det er interessant at bemærke, at i de yngre indiske Dialecter vise sig samme Phænomner med Hensyn til Aftagelsen af de særegne Verbalstammers Dannelse, som i Oldnorsk. Ligesom i dette Causativet bedst har vedligeholdt sig, saaledes ogsaa i Prakrit, hvor derhos Suffixet j i Passivet ogsaa undertiden hærdes til ǵ.[1] Af Desiderativa findes i Prakrit kun svage Spor.[2] Til det sanskritiske Intensivum findes i de yngre indiske Dialecter ligesaalidt Spor, som i det Oldnorske.

CONJUGATIONER.


Ved Sammenligning mellem Conjugationerne i de to Sprog, synes ved förste Öiekast ingen Lighed at finde Sted; men dette kommer af, at Grammatikerne vælge en forskjellig Inddelingsgrund. Forsöger man at anvende samme Inddelingsgrund, vil Ligheden ogsaa her blive klar. Man inddeler i Oldnorsk Verberne med Hensyn til Flexion i to Hoveddasser, hvoraf den förste (den saakaldte stærke) har sit væsentlige Særkjende i Vocalforandring i Stammens Indre, hvorved Præt. (Imperf.), eneste Tempus foruden Præsens, for hvilket Sproget har en egen Form, spiller Hovedrollen. Denne Classe deler man igjen

  1. Lassen, Inst. l. pr. p. 360.
  2. Ib. p. 367.