Naar vi med eet Blik overskue de forskjellige Verbalstammer i begge Sprog, bliver Slægtskabet end tydeligere; vi ville i denne Hensigt opstille de forskjellige Suffixers fælleds Brug i begge.
| Sanskrit. | Oldnorsk. | |||
| Passiva og mange Verba neutra paa | j | tildeels | j (eller g eller k). | |
| Causalia og Factiva i Almindelighed | j | i Almindelighed | j (Do). | |
| i enkelte Tilfælde | p | sandsynligviis | p. | |
| Desiderativa | s | tildeels | s. | |
| Denominativa: | 1. ved Suffix | j | – | j. |
| 2. ved blotte Flexionsendelser i begge Sprog | ||||
Det er interessant at bemærke, at i de yngre indiske Dialecter vise sig samme Phænomner med Hensyn til Aftagelsen af de særegne Verbalstammers Dannelse, som i Oldnorsk. Ligesom i dette Causativet bedst har vedligeholdt sig, saaledes ogsaa i Prakrit, hvor derhos Suffixet j i Passivet ogsaa undertiden hærdes til ǵ.[1] Af Desiderativa findes i Prakrit kun svage Spor.[2] Til det sanskritiske Intensivum findes i de yngre indiske Dialecter ligesaalidt Spor, som i det Oldnorske.
Ved Sammenligning mellem Conjugationerne i de to Sprog, synes ved förste Öiekast ingen Lighed at finde Sted; men dette kommer af, at Grammatikerne vælge en forskjellig Inddelingsgrund. Forsöger man at anvende samme Inddelingsgrund, vil Ligheden ogsaa
her blive klar. Man inddeler i Oldnorsk Verberne med Hensyn til Flexion i to Hoveddasser, hvoraf den förste (den saakaldte stærke) har sit væsentlige Særkjende i Vocalforandring i Stammens Indre, hvorved Præt. (Imperf.), eneste Tempus foruden Præsens, for hvilket Sproget har en egen Form, spiller Hovedrollen. Denne Classe deler man igjen
