Side:Det oldnorske verbum.djvu/17

Denne siden er korrekturlest

Oversigt.

Naar vi med eet Blik overskue de forskjellige Verbalstammer i begge Sprog, bliver Slægtskabet end tydeligere; vi ville i denne Hensigt opstille de forskjellige Suffixers fælleds Brug i begge.

Sanskrit.			Oldnorsk.
Passiva og mange Verba neutra paa		j	tildeels	j (eller g eller k).
Causalia og Factiva i Almindelighed		j	i Almindelighed	j (Do).
i enkelte Tilfælde		p	sandsynligviis	p.
Desiderativa		s	tildeels	s.
Denominativa:	1. ved Suffix	j	–	j.
	2. ved blotte Flexionsendelser i begge Sprog

Det er interessant at bemærke, at i de yngre indiske Dialecter vise sig samme Phænomner med Hensyn til Aftagelsen af de særegne Verbalstammers Dannelse, som i Oldnorsk. Ligesom i dette Causativet bedst har vedligeholdt sig, saaledes ogsaa i Prakrit, hvor derhos Suffixet j i Passivet ogsaa undertiden hærdes til ǵ. Af Desiderativa findes i Prakrit kun svage Spor. Til det sanskritiske Intensivum findes i de yngre indiske Dialecter ligesaalidt Spor, som i det Oldnorske.

CONJUGATIONER.

Ved Sammenligning mellem Conjugationerne i de to Sprog, synes ved förste Öiekast ingen Lighed at finde Sted; men dette kommer af, at Grammatikerne vælge en forskjellig Inddelingsgrund. Forsöger man at anvende samme Inddelingsgrund, vil Ligheden ogsaa her blive klar. Man inddeler i Oldnorsk Verberne med Hensyn til Flexion i to Hoveddasser, hvoraf den förste (den saakaldte stærke) har sit væsentlige Særkjende i Vocalforandring i Stammens Indre, hvorved Præt. (Imperf.), eneste Tempus foruden Præsens, for hvilket Sproget har en egen Form, spiller Hovedrollen. Denne Classe deler man igjen