Side:Det oldnorske verbum.djvu/10

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


fækka, hækka, lækka, stækka, bruges baade i den neutrale Betydning, at blive færre, blive höi, lav, stor, og i den causale, at gjöre færre, gjöre höi, lav, stor. Dette synes, at være gaaet saaledes til, at fæhja, (af fá-r = pauc-i), at gjöre færre, er hærdet til fækka, ligesaavel som fahga, at blive færre; og paa samme Maade det causale hæhja, (af = hoch) (got. hauhjan) og det neutrale hahga; det caussale lægja, (der ogsaa bruges) og det neutrale lágga; det caus. stæhja, og det neutr. stohga. Ganske i samme Tilfælde, som Suffixet j (ja), bruges v (va), oftest for at betegne Causalia og Factiva, sjældnere i neutral Betydning, f. Ex. döggva, vande, dökkva, formörke, fölva, gjöre bleg, götva, opspore, höggva, hugge, hrökkva, forfölge stærkt, klökva, udsige med klagende Röst, mölva, bryde istykker, niörva, sammenhæfte, röggva, nedönske Gudernes Vrede, rökkva, at blive mörkt, skrökva, opdigte, slökva, slukke, slöngva, slynge, stöðva, standse, stökkva, bestænke, vökva, vande.[1] I alle disse Exempler sees Endelsen, ifölge sædvanlig Regel for Omlyden, at have bevirket Overgang fra a til ö i foregaaende Stavelse; men hvad der har bevirket Valget af v her istedetfor j, er ikke saa klart.[2] Grunden er maaskee at söge i Trang til at distingvere Former, som ellers vare udsatte for at forvexles, saasom klökva fra klækja, udklække, röggva, fra reigja sig, opföre sig overmodigen, rökkva fra rikja, regjere o. s. v.[3] Finder man end ikke i det Sprogforraad, som er os levnet, tilstrækkelig Grund til et saadant Valg for hvert Ords Vedkommende, saa maa man erindre, at Meget er tabt.

Foruden de anförte Tilfælde forekomme Endelserne ka og ga, tildeels med Fordobling af Consonanten, i mangfoldige Verber, som ei henhöre under de omtalte Kategorier, og angaaende hvilke det vel vil være forgjæves at forsöge paa at opdrage en skarp Grændselinie imellem dem, hvori g eller k ere radicale og dem, hvori de ere Suffixer. Om et lignede Suffixum i Prakrit har en ældre indisk Grammatiker, Vararući, fremsat den

  1. I Latin svare Endelserne e-o, (eller i-o), og u-o (eller v-o) til de her omtalte, f. Ex. de nautrale Verba: albeo, areo, audeo, caleo, fugio, furio, æstuo, fluctuo &c., og de factive og causative: augeo, clipeo, doceo, amplio, crucio, haurie, arguo, calvo, cernuo, iduo. I samme Forhold som liggja til leggja staaer til jaceo til jacio.
  2. I det Hindustanske dannes Causalia ved at lægge â eller til Roden. Garcia de Tassy, Rudiments de la langue hindoustani. Paris 1829, 4to. p 68. Ligesaa i det Bengalske, hvor dog j ofte kommer istedetfor v. Cfr. Carey — Gram. of the beng. lang. 4th ed. p.47, ligesom man i Oldn. siger uden Forskjel byggja og byggva, bygge, þröngva og þrengja, bringe i Trængsel.
  3. Man finder ellers ogsaa begge Former ved Siden af hverandre f. Ex. dökkva og i Pass. dekjast; hrökkva = hrekja.