Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/678

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
652
Olaf Haraldssøn.


Heraf benyttede Thorfinn sig klogeligt. Omtrent paa samme Tid havde han sendt Thorkell Fostre over til Øerne for at indkræve hans Skatter, men Einar, der især gav Thorkell Skylden for at han havde maattet dele sine Besiddelser med Thorfinn, efterstræbte ham saa ivrigt, al han neppe vilde være kommen levende derfra, hvis ikke hans Venner havde givet ham betimelige Vink derom. Han skyndte sig derfor tilbage til“Katanes, og klagede sin Nød for Thorfinn, der sendte ham til Norge, vistnok lige saa meget i Egenskab af sin Agent ved Kongens Hof, som for at sikre ham mod Einar. Thorkell, der var en forstandig og behagelig Mand, kom snart i stor Yndest hos Kong Olaf, ved hvis Hof han opholdt sig i Nidaros om Vintren (1019–1020). Kongen tog ham ofte paa Raad med sig, og Thorkell benyttede sig paa det bedste af den Indflydelse, han saaledes havde erhvervet, til at tale Thorfinns Sag og fremstille Einars Færd i et hadefuldt Lys. Følgen heraf var, at Kongen tidligt om Vaaren sendte et Skib til Katanes med venskabelig Hilsen til Thorfinn og Anmodning om, at han vilde komme øster til ham. Thorfinn gjorde sig ogsaa strax rede og begav sig endnu samme Sommer til Olaf, der just var kommen tilbage fra sit Haalogalandstog. Olaf modtog ham meget venligt, og Jarlen tilbragte Slutningen af Sommeren hos ham. Det synes noget underligt, at den herskesyge og overmodige Thorfinn skulde være saa villig til at nærme sig Olaf, om hvem han jo maatte vide, at han gjorde Fordring paa at ansees som hans Lensherre, men deels har han vel følt, at han neppe uden Olafs Hjelp vilde kunne udføre sine ærgjerrige Planer med Hensyn til Herredømmet over Øerne, deels er det ikke usandsynligt, at hans Morfader Kong Mælkolm paa denne Tid har været i nogen Knibe og derfor ikke kunnet yde ham saa kraftig Understøttelse, som ellers[1]. Man erfarer imidlertid af det følgende, at Olaf endnu ikke ved det første Besøg af Jarlen fremkom med nogen Fordring paa, at han skulde hylde ham som Overherre. Han har neppe endnu anseet Tiden moden dertil, eller vovet at sætte Thorfinns Venskab paa Spil, men foretrukket at lægge Raad op med ham mod den anmassende og urolige Einar, for først at gjøre denne uskadelig. Olafs Venlighed mod Thorfinn gik faa vidt, at han ved Afskeden endog forærede ham et stort og godt Langskib med fuld Udrustning, og de skiltes ad, heder det, med stor Kjærlighed. Thorkell Foster fulgte Jarlen hjem, og fik af ham det Skib, hvorpaa denne var kommen til Norge. Einar Jarl havde imidlertid samlet Folk og Skibe, for at være rede til at møde ham, men hen fredelskende Bruse søgte atter at megle, og bragte det virkelig dertil, at de sluttede et Forlig,

  1. At Mælkolm Kenedhs Søn havde Magten netop omkring 1018, synes at kunne sluttes af hvad Simeon af Durham fortæller ved dette Aar, nemlig at Mælkolm Kenedhs Søn leverede Jarlen af Northumberland et stort Slag ved Carr. (Mon. hist. Br. I. S. 594.) Se nedenfor.