og Drikke-Varer. En Aften kom Rørek meget silde til sit Sovekammer. Han havde drukket sterkt, og var meget lystig. Strax efter kom en af hans Venner, ved Navn Finn litle, ind med en Kande Mjød. Denne Finn var fra Oplandene, efter nogles Sigende var han af finsk Æt; han var meget liden af Væxt, men overvættes rap til Fods, saa at neppe engang nogen Hest kunde indhente ham; han havde fordum længe været i Røreks Tjeneste og udrettet hans vigtigste og fortroligste Ærender. Paa Oplandene kjendte han alle Veje og mange af de fornemste Mænd. Da Rørek var fangen, sluttede Finn sig til Kongens Tjenerflok, og søgte ofte at komme til at tale med Rørek, der dog aldrig talte længe ad Gangen med ham, for ej at vække Mistanke. Da de vare komne ud i Viken, hendte det oftere at Finn blev hørte i nogle Dage og atter kom igjen; man blev tilsidst vant derved, og lagde ikke videre Merke dertil. Han var nu atter ved Hirden. Den Mjød, han hiin Aften havde bragt ind, var paasat med Urter og overmaade sterk, saa at alle de tilstedeværende, for hvilke Rørek efter Sædvane lod skjenke i, efter en Tids Forløb sovnede, hver i sit Rum. Finn havde imidlertid atter forladt Værelset. Noget efter vakte Rørek de Mænd, der plejede at opvarte ham, og sagde, at han skulde ud i Gaarden i et nødvendigt Ærende. De tændte en Lygte ved det Lys, som endnu brandt i Kammeret, og fulgte ham ud til Vandhuset, der stod paa Stolper, og til hvis Dør man gik op ad en Trap. Medens Rørek og Hirdmændene sad der inde, hørte de udenfor Slagsmaal: der raabtes: „hug ham ned!“ derpaa hørtes et Hug og et Fald. Rørek bad sine Ledsagere skynde sig ud og skille de stridende ad. De gjorde saa, men da de kom ud paa Trappen, bleve de selv nedhugne. Sagen var nemlig, som man siden erfarede, den, at Finn litle var kommen med Røreks forrige Merkesmand, Sigurd Hit, og 13 andre; Slagsmaalet var forstilt, i den Hensigt at lokke Røreks Paapassere ud og dræbe dem. Da dette var lykkets Røreks Venner, slæbte de Ligene hen mellem Husene, toge Rørek med sig, skyndte sig ned til Fjorden og roede afsted med ham saa hurtigt de kunde. Men imidlertid traf det sig, at Sighvat Skald, der sov i Kongens Kammer, ogsaa skulde ud med sin Skosvend i samme Ærende som Rørek. Da han skulde gaa tilbage og.kom ned ad Trappen, gled han, tog for sig med Haanden og følte noget vaadt, men da det var belgmørkt, kunde han ikke see, hvad det var, og sagde leende: Kongen har nok i Kveld bevertet os saa godt, at flere af os ere blevne usikre paa Foden“. Da han kom ind i Kammeret, hvor der brandt Lys, saa Skosvenden at han var ganske blodig, og gjorde ham opmerksom derpaa, i det han spurgte om han havde skrubbet sig. „Nej langtfra“, sagde Sighvat, „men dette betyder nok noget andet“; han vakte sin Sængkammerat, Merkesmanden Thord Folessøn, og de gik tilsammen ud med en Lygte for at undersøge hvad der var paa Færde. De Fandt Ligene, og
