Mormoder Thora var en Datter af Kong Eystein (rimeligviis Eystein ildraade) og Astrid, en Datter af Kong Adils den svarte[1]. Ragnas Fader Adils var død, og hun var hans eneste Barn Harald var da tolv Aar gammel, og Ragna af samme Alder. Harald fattede stor Kjærlighed til hende. Men da han i et stort Julegilde paa Hadeland erklærede hende sin Kjærlighed, svarede hun: „vistnok kan jeg ingen hæderligere Bejler faa, end Eder, der baade er af kongelig Byrd, selv Konge og af et fagert Udseende; men førend jeg fatter fuldkommen Kjærlighed til Eder, ønskede jeg dog først at vide, om det er Eder, Herre Konge, eller Gandalfs Sønner, som skal arve Eders Frænde Nerid den raadspake“. Harald blev vred, og svarede at hun for denne Bebrejdelse fortjente at blive hans Frille istedetfor hans Egtehustru, som han havde tænkt. Men Ragna bad ham ikke vredes over, hvad hun havde sagt i Spøg. „Det sømmer sig ikke for Eders kongelige Værdighed“, sagde hun, „at strides med Kvinder, allermindst med Smaapiger som mig; søg heller Eders Hæder i at overvinde de Konger, der nu herske rundt om Landet; hvad mig angaar, da vil jeg, hvis jeg faar raade mig selv, hverken blive Eders eller nogen anden Mands Frille, og enten skal jeg vorde den Mands Egtehustru, der underkaster sig hele Norge, eller jeg skal ingen Mand have“. Da Kong Harald hørte disse Ord, aflagde han strax det højtidelige Løfte ved sit Hoved, at han ikke skulde have nogen anden Egtehustru i Norge, end Ragna, og dog kun paa den Betingelse, at han skulde have gjort alle Mænd i Norge til sine Thegner. Han gav ogsaa en ny Lovbestemmelse om Kvindernes Ret, nemlig at hver den Mand, som tog en Kvinde med Vold, skulde være utlæg, og ikke kunne kjøbe sig Fred igjen uden for 40 Mark Sølv, men at den Kvinde, der hemmeligt lod sig forføre, skulde gaa som Tyende i Kongens Gaard, og være ufri indtil hun udløstes med tre Mark Sølv. Han lovede og, tillægges det, ikke at offre til nogen af de Guder, som Folk plejede at hædre, men alene til den Gud, som skabte Solen eg ordnede Verden; „thi“, sagde han, „efterdi jeg ikke har ringere Formaal end at vorde Enevoldskonge over hele Norge og underkaste mig andre Konger, der baade ere rige og mægtige, vil jeg ikke stole paa nogen anden end den, som selv er den mægtigste og raader for Alt; jeg vil heller ikke have synderligt Venskab før den, som dyrker nogen anden Gud, thi det er dog tydeligt at see, at hverken jeg eller nogen anden kan have Hjelp af en Gud, hvis hele Magt kun er indskrænket til en Steen eller en Skov“. Da Guthorm hørte dette, stod han op, og priste saavel Haralds som Ragnas Ord for hele den talrige Forsamling „Det kommer nu an paa“, sagde han, „at hans Mænd troligen ville understøtte ham, indtil hans store og hæderlige Forsæt er fuldført“. Og selv svor han ligeledes ved sit Hoved, at
- ↑ Om denne Adils svarte finder man ellers intet i Sagaerne.
