Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/80

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
60

skrækkelige præcipicer mod öst, og er selv et af de östligste punkter i den samling af alper, som strække sig hen til Sogn, og som udelukkende bestå af Syenit. Min rejsefælle botaniserede med særdeles held på og omkring Bitihornet. Ranunculus glacialis vokser lige til det överste. Hödnstölen, d. e. Hornsæteren, ligger ved hornets fod på en höjde af 3250 franske fod, og omkring den vokse endnu små birke. Dette træs vegetationslinje turde være 3300 franske fod i Valders. Vi lagde vejen over en bro ved Vinstervandets nordre os, forbi Synshorn, vestefter Bygdins nordre bred. Her ankom vi den 11te juli i et nedslående vejr til Hestevoldbod, hvor der var et fælæger af 3—400 stkr. slagtekvæg. Mugnafjeldet stiger på denne side op fra Bygdin, og Hestevoldboden ligger på dets græsrige fod. — Den fölgende dag var vejret godt, og vi bestege Mugnafjeldet. 1600 fod over Bygdin begynder den store snebræ, som uafbrudt vedvarer lige til det överste; på det sted, ovenfor hvilket den i mands minde aldrig var borttöet, foretoges en måling, som angav 5000 franske fod. Når det nu må antages, at de store snemasser selv nedsætte temperaturen og derved forårsage en synken af snelinjen, som ikke vilde finde sted, dersom hin lokale, kuldebringende årsag var borte, så er det vist rigtigt med v. Buch at ansætte den evige snees grænse til 5200 fod i denne egn af Norge. Og er v. Buch’s angivelse ikke fuldkommen rigtig, så ligger det kanske deri, at han regner 100 fod for meget. Man ser ingen is på denne side af Mugnafjeldet, men det er sandsynligt, at den overordentlig tykke snebræes underste lag er virkelig is, der måske i meget varme sommere henimod hösten kommer tilsyne. I förstningen gik vi ret magelig på den faste sne; som en fjern, fjern torden hörtes en elv under bræen; ganske trygge gik vi over den, uden i förstningen at vide, hvad det egentlig var. Op imod det överste blev sneen blödere, og stundom sank vi ned i den til armene. Jeg tör ikke afgöre, om det punkt, vi nåede og fandt 6745 fod over havet, er det höjeste på Mugnafjeldet. Så jævnt det stiger op fra Bygdin, så stejlt er det afstyrtet mod norden; græsselige præcipicer indeslutte der en gyselig dal. Faldjökler stige fra alle sider ned mellem fjeldklöfterne, og gletschere af förste rang efter Saussures inddeling opfylde dalbunden. De temmelig faste snekaver hænge frem over de bratte vægge som et tag; og når et sådant frem-