Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/89

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
83

sestæderne ønskede ikke at se Christierns „Bøhmer og Dravanter“ paa sine Enemærker og hindrede deres Gjennemmarsch,[1] medens det dog lykkedes Christiern at faa andre Tropper fra Tydskland i sin Tjeneste.

Samtidig med sin Krigserklæring havde imidlertid Kong Karl foretaget alvorlige Rustninger og i Christierns Fraværelse med en meget talrig Hær gjort sit bekjendte Indfald i Skaane, som var saa føleligt for de Egne, der hjemsøgtes, at Ødelæggelsen endnu i Arild Huitfeldts Tid ikke var glemt, hvorfor Toget ogsaa nylig er blevet betegnet som „et Mordbrændertog uden Lige i Nordens Historie“.[2] Karl var dog ikke istand til at gjøre nogen varig Erobring og trak sig meget snart tilbage, hvorefter Christiern fra Halland af trængte ind i Vestergøtland, og en Flaade under Hr. Oluf Axelssøn gjorde et Angreb paa Stockholm, uden at dog heller disse Foretagender bragte nogen blivende Frugt, uden forsaavidt, at Karl fik nye Beviser paa, at han inden det høiere Aristokrati havde mange og farlige Fiender. Flere af Sveriges Magnater, saasom Thure Thuressøn, Eggert Krummedike og Lagmanden Bengt Gylta, forlode Landet og begave sig til Kong Christiern. Erkebispen havde tilstrækkelig vist, hvad han førte i sit Skjold, og en af Landets fornemste Damer, Fru Birgitte Thott, dømtes til Døden for Forræderi.

I Slutningen af 1452 og i Vinteren 1453 udstrakte Krigen sig ogsaa til Norge og berørte baade det Nordenfjeldske og Østlandet. I Thrøndelagen var den allerede flere Gange nævnte Ridder Hr. Henrik Jenssøn kongelig Lensmand. Han tilhørte en Slægt, der oprindelig hørte hjemme i Gudbrandsdalen, og som optræder

  1. Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 147.
  2. C. Paludan-Huller, De første Konger af den Oldenborgske Slægt, S. 58. De bedste Oplysninger om Toget findes hos Styffe, l. c. III, L seg.