Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/73

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
67


gurd Jonssøn, Kolbjørn Gerst, Guttorm Eivindssøn og Gaute Kane synes at have været med ham, og hvor han udstedte et Privilegium for Stavanger By.[1] Her har han da sandsynligvis sagt Norge Farvel, og kort efter var han i Danmark igjen.

Ved sin Hjemkomst modtog Christiern, for hvem alle Ting syntes at føie sig efter Ønske, et nyt Glædesbudskab. Hans unge Dronning havde sytten Dage før,[2] end han gjensaa hende, født ham en Søn. En Kongesøns og sandsynlig Thronfølgers Fødsel maatte altid være en vigtig Begivenhed, men paa denne Tid var den en overordentlig. Det var netop hundrede Aar, siden en Kongesøn sidste Gang var bleven født i Danmark, nemlig Valdemar Atterdags kort efter bortdøde yngre Søn af samme Navn. Derefter var Kong Valdemars ældste Søn død før Faderen, Kong Olaf Haakonssøn var ikke engang bleven gift, Erik af Pommern og Christopher af Bayern havde været barnløse. En gammel Krønike kunde med Føie tale om den Ufrugtbarhedens Beskjæmmelse, hvorunder det danske Kongehus saalænge havde lidt, og hvorfor nu Dorothea befriede det.[3] „Alle priste derfor Gud med enstemmig Røst, at der endelig var født Landet en Kongesøn, og Kongen festligholdt hans Daab ved et stort Gilde.“[4] Sønnen fik Navnet Olaf efter Norges Patron og Nordens Hovedhelgen, hvis Hvilested Faderen saa nylig havde gjestet. Men den samme Vanskjebne, der ligesiden det tolvte Aarhundrede havde hvilet over norske Kongesønner, der opkaldtes efter St. Olaf, rammede ogsaa Christierns Førstefødte, thi han døde endnu i sin spæde Alder.[5]

  1. Dipl. Norv. IV, S. 677.
  2. M. v. Behaim, l. c. Vorrede, p. XLI.
  3. „Regina, statim a Christierno impraegnata, opprobrium sterilitatis a domo regali Daciae removit.“ Chron. Sclavicum, hg. v. Laspeyres, Lübeck 1865, p. 199.
  4. M. v. Behaim, l. c. Digteren var selv Gjest ved Barselsfesten.
  5. I. P. F. Kønigsfeldt, Genealogisk.-historiske Tabeller over de nordiske Rigers Kongeslægter, 2. Udg., S. 44.