Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/71

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
65


ere vi henviste til Slutninger. Sigurd Jonssøn, der allerede i 1449 havde faaet en Statholders Værdighed, vedblev fremdeles at besidde den og fik formodentlig nu Tønsberghus Len, som Erik Sæmundssøn ved sin Optræden for Karl havde forbrudt.[1] Iøvrigt havde jo Christiern allerede ved sin Haandfæstning forpligtet sig til at lade sin Formands Lensbreve staa ved Magt, og de store Hovedlen, Akershus, Baahus og Bergenhus, se vi ogsaa i den nærmeste Tid fremdeles i sine tidligere Indehaveres, Hartvig Krummedikes, Kolbjørn Gersts og Olaf Nilssøns, Hænder. I Thrøndelagen er Henrik Jenssøn vistnok allerede nu bleven Høvedsmand, og maaske har ogsaa Peder Nilssøn havt en Forlening paa denne Kant.[2] Man ser derhos, at Hr. Erlend Eindridssøn beholdt Sogn og fik dertil Valders og Romsdal som Pantelen.[3]

Hvilke Forhandlinger denne Gang have fundet Sted med Hanseaterne, vides ikke. De have, naar man skal slutte fra deres Opmærksomhed ved at give Kongen det store Æresfølge til Throndhjem, neppe undladt ved Udsendinge at drive paa Fornyelsen af Privilegierne, men dette have de i ethvert Fald ikke opnaaet. Det norske Rigsraad har rimeligvis endnu formaaet at hindre saadant Derimod fandt Christiern selv Leilighed til mod Kjøbmændenes Vilje at skaffe sig en uventet og betydelig Indtægt. En Flaade af Bergefarere fra Lybek havde paa Veien til Norge stødt paa to store engelske Skibe under Skagen. Da der paa den Tid var Misforstaaelse mellem England og Lybek, angreb nogle af Bergefarerne disse Skibe og bemægtigede sig det ene

  1. Han kaldes 1452 Norges Riges Høvedsmand. Dipl. Norv. V, S. 563.
  2. Dipl. Norv. II, S. 593.
  3. Dipl. Norv. VI, S. 565.