Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/65

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
59


og en Broder, der ligeledes var Franciskanermunk, men kaldte sig Johanniterridder, udgave sig begge for pavelige Legater og vilde som saadanne ved Hjelp af en falsk Pavebulle indsamle Penge for at udløse den af Saracenerne fangne Konge af Cypern. Biskoppen af Lybek mærkede imidlertid Uraad, tvang Marcellus til at udlevere de samlede Penge og holdt ham fast, men han undveg. Da Paven havde faaet Underretning om disse Sager, befalede han saavel Biskoppen af Lybek som ogsaa Biskop Henrik af Winton, almindelig kaldet „Kardinalen af England“, der ved den Tid som virkelig Legat reiste i paveligt Ærinde i Tydskland, at gribe ham, hvis det lod sig gjøre. Stolende paa Landsmandskabet indfandt Marcellus sig ogsaa i Trier hos Kardinalen, men denne behandlede ham med Strenghed og lod ham sætte i et haardt Fængsel paa Bruel, et Slot, der tilhørte Erkebiskoppen af Køln, ja efter en anden Beretning endog dømme til Døden i Kølns Domkirke af en Ret, bestaaende af ham selv, Erkebispen af Køln, Hertugen af Berg og Junker Ruprecht af Julich og Berg, blandt andet fordi han skulde have modtaget Stikpenge af Hussiterne og meddelt dem „de Christnes“ Forbund imod dem. Marcellus fandt imidlertid Leilighed til at indynde sig hos Erkebiskoppen ved at bistaa ham som Læge i en Sygdom og slap derfor siden løs. Dette Fængsel var ikke det eneste, Marcellus havde fristet, thi han havde ogsaa siddet fangen i Venedig og reddet sig .derfra ved List.[1] Ogsaa andre lignende Bedrifter tillægges denne Mand, men han har ogsaa havt Venner og efter de ovenfor fortalte Begivenheder opnaaet geistlige Stillinger i Kølns og Münsters Stifter. I

  1. Lüb. Chroniken, hg. v. Grautoff, II, S. 48—50. L. Ennen, Gesohichte der Stadt Köln, III, Köln u. Neuss 1869, S. 363—364. C. Paludan-Müller, i Dansk hist. Tidsskr. 3 R., I, S. 312 fgg. „Marcellus, falsarius literarum papae“, Scr. Rer. Dan. VI, p. 616.