Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/56

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
50

havde Kong Karl ladet sig krone i Throndhjem, saa at nu begge Konger kaldte sig Konge af Norge, De danske Raader maa naturligvis have fremlagt Rigsraadets Valg- og Hyldingsakt og protesteret mod Karls Valg og Kroning som ulovlige Handlinger. De svenske Raader, der vare tilstede i Halmstad, og som nu aabenbart maa have ønsket, at Karl aldrig var bleven Konge i Sverige, følte fra sit Partistandpunkt ingen Lyst til at se hans Magt forøget ved Besiddelsen af Norge og indsaa ialfald, at han siden det uheldige Tog til Oslo i Virkeligheden havde forspildt dette Rige eller ialfald ikke kunde hævde det uden ved en Krig med Danmark, hvilken de just vilde undgaa. De forpligtede derfor Karl til uden videre at frafalde sine Fordringer paa Norge og at overlade det til Christiern. Paa Kongens Vegne lovede de derhos, at han skulde bekræfte denne Afstaaelse inden St. Olafs Dag, idet de i modsat Fald selv forpligtede sig til et Indlager i Helsingborg.[1] Ligeledes indestode de for, at alle de Fanger, som vare gjorte i Norge, skulde løslades.[2]

Det følger af sig selv, at Karl med stor Forbitrelse erfarede Udfaldet af Halmstadmødet.[3] Hans Stilling tillod ham imidlertid ikke at gjøres Modstand, og han føiede sig da i Nødvendigheden og afstod sine formentlige Rettigheder til Norge i Arboga den 10de Juni 1450. Hans Ærgrelse fremskinner imidlertid selv gjennem Kancellistilen. „Ville Norges Riges Indbyggere have Kong Christiern til Konge eller Herre, da tillade Vi det og ville ham ikke

  1. Dipl. Norv. VIII, S. 386.
  2. Dipl. Norv. III, S. 587.
  3. „Hade konung Karls rad alle warit thro,
    The hade ey dagtingat så.“

    (Rimkrøniken, Klemmings Udg., II, S. 280).