efter skal Karl have slaaet femten nye‘Riddere, blandt dem formodentlig ogsaa nogle af de Svensker, der ledsagede ham.
Samme Dag havde Kongen udstedt sin Haandfæstning. Den ligner ikke lidet den, som Christiern havde givet Raadet i Marstrand, og af hvilken Aslak naturligvis har havt et Exemplar hos sig. Saaledes gjentages blandt andet Bestemmelsen om, at Kongen hvert tredie Aar skulde besøge Norge. Han skulde da, hed det, styre sin Gaard med disse Embedsmænd: Hovmester, Kantsler, Kjøgemester og Fodermarsk, og med indfødte norske Mænd efter Raadets Raad. Riget skulde efter hans Død have sit frie Kaar, Rigsraadet skulde ikke uden i Nødsfald kaldes til Sverige. Fremmede skulde ikke indtrænges i Riget enten i dets Len eller i geistlige Stillinger. Paa et Punkt ser man tydelige Spor af Aslak Bolts bekjendte Iver efter at kalde Hierarchiets gyldne Dage tillive igjen. Ligesom han for mange Aar siden havde villet tvinge Suffraganbisperne til at adlyde ham som Metropolitan, saaledes fremdrog han nu den bekjendte Overenskomst, som Magnus Lagabøter havde indgaaet med Erkebiskop Jon, men som allerede under Sønnen Erik var bleven afskaffet og siden var gaaet i Forglemmelse. Aslak lod Karl i Haandfæstningen atter vedtage denne gamle Akt.[1] Hvor lidet dette stemmede med Tidens Aand og med den Vending, som Forholdet mellem Stat og Kirke havde taget under det nys afsluttede Concilium i Basel, behøver ikke nærmere at udvikles.
Den 24de November gav han et Beskjærmelsesbrev for Nidaros Domkirke, Prælater, Gods og Tjenere og stadfæstede ældre Privilegier.[2] Af samme Datum er ogsaa et andet, langt interessantere Dokument. Det Parti, som for Øieblikket havde Magten i Throndhjem, lod nemlig den „norske Almue, baade nordenfjelds og søn-
