se underligt nok ud, at man nu tilbød ham Rigets Krone. Men for det første var aabenbart Tanken om ad den Vei at gjenvinde Slesvig en Hovedhensigt med Tilbudet, og for det andet er det ikke usandsynligt, at der netop fra den lange Krig mellem Hertugen og Erik af Pommern har bestaaet visse gamle Forbindelser mellem det holstenske Hus og en Del af det danske Aristokrati, ja det er endog muligt, at saadanne hemmelige Forstaaelser allerede i sin Tid have bidraget sit til, at Holsten saalænge formaaede at modstaa de tre Rigers forenede Magt i Kampen om Slesvig. Adolf havde imidlertid efter en Ungdom fuld af Uro og haarde Prøvelser lært at sætte Pris paa Freden og higede ikke ud over de to Fyrstendømmer, hvis Forening han med Stolthed betragtede som sit Livs store Verk, hvortil kom, at han jo var barnløs. Hvad enten det nu er sandt, at den syv og firtiaarige Mand har undskyldt sig med sin Alder, eller ikke, modtog han i ethvert Fald ikke Tilbudet.
Men Adolf havde tre unge Søstersønner i Grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst, Christian, eller som man dengang i Norden kaldte det Christiern, Moritz og Gerhard, Sønner af den i 1440 afdøde Greve i disse Lande, Diderik, der i Historien kaldes den Lykkelige, skjønt hans Liv gik hen i Feider og han havde endt det som en banlyst Mand.[1] Om det nu er sandt, at Adolf kun i Almindelighed skal have foreslaaet at vælge en af disse tre Brødre til Konge i Danmark og til Kong Christophers Enkes Gemal, saaledes som det er blevet fortalt,[2] eller om han strax bestemt har
- ↑ G. A. Halem, Geschichte des Herzogthums Oldenburg, I, Oldenb. 1794, S. 319 fgg. Oldenburgs Fortid hører til de mindst bearbeidede Felter af Tydsklands Provindsialhistorie.
- ↑ Cfr. Gram i Meursii Hist. Daniae col. 623 (efter Joh. Svaning). Svanings af Gram meddelte Fortælling forekommer mig paatagelig at være en Oversættelse af det lille historiske Skrift fra Frederik I’s Tid, der er udgivet i Danske Maga-
