som Formanden Christopher havde indrømmet dem, og hvorpaa de havde sat saa stor Pris, at de i Anledning deraf havde bygget en Kirke i Amsterdam til St. Olafs Ære.[1] Nogen fast Bekræftelse paa sine gamle Privilegier formaaede Hanseaterne heller ikke at opnaa hos ham i de første Aar, om han end havde føiet dem i at afskedige Hr. Olaf Nilssøn i Bergen og ved to Gange midlertidig at fornye de Rostokkerne særlig indrømmede Friheder i Oslo. Kongens Broder, Grev Gerhard, hvem han i 1454 havde overdraget den ham tilkommende Del af Oldenburg og Delmenhorst, havde i det samme Aar fra Kjøbenhavn af drevet Fribytteri i Søen, fornemmelig ved Norges Kyster, hvorover Hansekjøbmændene beklagede sig, idet de endog lode sig mærke med, at de ansaa Kongen for at have været i Ledtog med ham.[2]
Under sin Kamp med Kong Karl og Sverige havde Christiern i Begyndelsen, udentvivl ikke mindst ved Hertug Adolfs Indflydelse, havt Stæderne paa sin Side. Men nu skede der en Tilnærmelse mellem dem og Karl. Denne søgte deres Venskab og lovede 1454 de tydske Kjøbmænd Beskyttelse og Fordele i sit Rige, hvorfor han i Juli s. A. modtog en Taksigelse fra Raadet i Lybek.[3] Endnu i samme Maaned besvarede han denne Skrivelse, gjentog sine tidligere Løfter og lod Raadet vide, at han havde til Hensigt at „gjenerobre“ Skaane, Halland og Gotland. Lykkedes det ham, da skulde stæderne, forsikrede han, faa store Fordele med Hensyn til Øresundsseiladsen og den vigtige Sildehandel i Skaane. Han betroede dem videre, at han ogsaa tænkte at gjenerhverve det ham lovlig tilkommende Norge, hvor han forlængst var kronet til Konge, og „hvor Almenheden hellere vilde have ham end nogen
