Som vi have hørt, skulde der i 1454 holdes et af de Fredsmøder, hvorpaa denne Tid er saa rig, men det kom ikke istand, denne Gang paa Grund af de Danskes Udeblivelse. Begge Konger nærede fremdeles krigerske Planer, og enhver af dem haabede altid at gjøre store Erobringer fra den anden, omtrent som det noget over hundrede Aar senere var Tilfældet i Syvaarskrigen. Christiern vilde, som vi vide, helt ud fortrænge Karl fra Kongedømmet i Sverige, men Karl vilde paa sin Side gjenvinde Norge og Gotland, ja endog fornye Magnus Smeks Herredømme over Danmarks skaanske Provindser. Mindet herom levede fremdeles hos de Svenske, saameget mere som Valdemar Atterdags Gjenerhvervelse af hine vigtige Lande aldrig var formelig erkjendt ved nogen Traktat, hvilket overhoved ikke blev Tilfældet førend ved Stettinerfreden 1570.[1]
- ↑ F. H. Jahn i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XXII. S. 417, cfr. F. Schiern, Nyere historiske Studier, II, S. 103.
