Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/107

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
101

paa hellere at finde sig i Død, Ulykke og Tilbagefald fra Troen end at taale Broder Henrik Kalteisen eller nogen anden Biskop, som ikke var valgt af Kirken og kaldet af Kongedømmet, og saadant var heller ikke retfærdigt, hverken mod Kongerne og Fyrsterne, som med stor Bekostning havde grundet Kirkerne, eller mod dem, som havde tilbragt sin Tid i disses Tjeneste, ligesom det ogsaa maatte erindres, at Norge stedse havde vist største Lydighed mod det apostoliske Sæde. Broder Henriks Sæder vare derhos aldeles forskjellige fra Nordmændenes, han var en svagelig Mand, som ikke taalte Klimatet eller duede til at øre de lange Reiser, som her vare nødvendige. Derfor havde han ogsaa selv indseet, at han var uskikket til sin nye Stilling, og tilbudt sig at resignere sit Erkebispedømme i Pavens Hænder, og denne opfordres derfor til paany at raade over Embedet. Brevet ender med at tilkjendegive, at Kongen nu ønsker Magister Olaf Throndssøn til Erkebiskop, og at erklære forskjellige ufordelagtige Ytringer om Marcellus af Skaalholt for urigtige. Kepken og Krafse ville personlig kunne give Paven yderligere Oplysninger.[1]

Enhver, der læser dette Brev, vil forstaa, at det bruger overdrevne Udtryk og indeholder usandsynlige Ting. At man i Norge ikke havde megen Lyst til at faa en Udlænding, som ikke engang forstod det norske Sprog, en Mangel, der dog forunderlig nok ikke berøres i Brevet, til Rigets Erkebiskop, altsaa til Landets første Mand næst Kongen, er vistnok begribeligt. Man har ogsaa fra det foregaaende Aarhundrede Beviser paa, at der er stillet meget bestemte Fordringer i denne Henseende til de fremmede Geistlige, der skulde opnaa Beneficier i Norge.[2] Men at der allerede saa

  1. Dipl. Norv. III, S. 598—600. S. 599 L. 12 f. n. staar „e … at“, hvilket C. Paludan-Müller (Dansk hist. Tidsskr. 3 R., I, S. 322) vistnok med Føie udfylder til exoptat, hvorved Kongens Anbefaling for Mag. Olaf fremkommer.
  2. P. A. Munch, N. F. Hist., 2den Hovedafd., II, S. 110—111.