Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/106

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest
100

dem er bleven anerkjendt som Erkebiskop, ligesom han allerede før var bleven det af Kongen.[1]

Nu, under Christierns Ophold i Bergen, kun faa Maaneder efter, at vi have seet Henrik Kalteisen som tilstedeværende ved sit Sæde, finde vi ham atter i Bergen, men som den, der allerede har resigneret sit Embede. Den 15de Oktober 1453 udstedte fire norske Rigsraader, nemlig den Matthæus, der gjorde Fordring paa Holes Bispestol, Sigurd Bjørnssøn, hidtil Erkepræst i Oslo, men nu udvalgt Biskop af Stavanger, Hr. Hartvig Krummedike og Hr. Magnus Gran, Høvedsmand i Bergen, som det heder i det hele norske Rigsraads Navn, en Skrivelse til Paven, der skulde overbringes denne ved to Geistlige, Tydskeren Daniel Kepken (de Nulant), der var bleven anbragt som Kannik i Throndhjems Kapitel, men vistnok aldrig havde sit Ophold der og egentlig kun var en af Kongens Cancellister,[2] og Magnus Krafse, en dansk Hofgeistlig. I dette Brev gjøres først opmærksom paa, at Kongen den Gang, da Kalteisen forestillede sig for ham som Erkebiskop, ikke havde nogen af sit norske Raad hos sig, men kun sit danske, „hvem denne Sag var aldeles uvedkommende“. Dernæst fortælles der, at Kalteisens Antagelse i Embedet har hos hele den norske Almenhed vakt den høieste Forbitrelse mod Kongen, som ved sin Ed har forpligtet sig til ikke at antage Udlændinge uden Rigsraadets Samtykke. Endvidere, heder det i Brevet, „var der skeet et saa heftigt Oprør mod Henrik, at Kongens Embedsmænd med Nød og neppe formaaede at udrive ham af Oprørernes Hænder“. Ja, Forbitrelsen var saa stor, at hele Norges Riges Almenhed var bestemt

  1. Dipl. Norv. VIII, S. 453.
  2. Kongen var en Mand, under hvem saadanne Klerke kunde gjøre sin Lykke, hvilket udtrykkelig bemærkes i en gammel optegnelse: „Christiernus I fuit praeclarissimus fautor pauperum clericorum.“ M. Jacob Madsens Visitatsbog, udg. af Crone, Odense 1853, S. 1.