mislige Bedrifter, udbad sig Raadets Hjelp til at sætte ham i geistligt Fængsel, og efter Marcellus’s egen Beretning trængte Byens Constabler og nogle Borgere med Magt ind i hans Bolig, kastede ham til Jorden, mishandlede ham og førte ham i Fangenskab, idet hans Eiendele plyndredes. Han fandt imidlertid Leilighed til at undfly „ved egen Kunst og Fornuft“ og kom tilbage til Norden, hvor hans Klager for Christiern bevirkede et Brud mellem denne og Staden Køln, hvoraf adskillige Forviklinger bleve Følgen.[1] Derimod valgte Paven selv ved Provision en ny Erkebiskop af Throndhjem, nemlig Dominikanerbroderen Mag. theol. Henrik Kalteisen, en Tydsker fra Koblenz, der tidlig var indtraadt i hin Orden, havde studeret i Wien og Køln og været Lærer ved Universitetet i den sidste Stad, senere havde hørt til det pavelige Parti ved Conciliet i Basel og endelig var bleven Magister palatii i Rom, efterat have været anvendt i Gesandtskaber, f. Ex. til Universitetet i Køln.[2] Under 27de Februar 1451 meddelte Paven ham den formelige Udnævnelse og ledsagede den med Breve til Kong Christiern, den norske Kirkes Lydbiskopper, Nidaros’s Kapitel, samt Stiftets Geistlighed og Almue.[3] Efter den canoniske Rets Bestemmelser har der neppe kunnet indvendes noget imod denne Pavens Handlemaade, thi ved at postulere Marcellus, en allerede til anden Bispestol indviet Mand, havde Throndhjems Kapitel selv bragt Sagen ind under pavelig Afgjørelse. Naar saa Paven forkastede Postulationen, hvortil han i ethvert Fald var berettiget, og hvortil han i dette Tilfælde, da det gjaldt en Person som Mar-
