Side:Columbus og Amerikas opdagelse.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
76
CHRISTOFER COLUMBUS.

mange Arter og mange forskjellige Frugter. Inde i Landet er der mange Malmgruber og en uberegnelig Folkemængde.

La Española er vidunderlig. Bjerge og Fjelde, Skove, Sletter og Enge er saare herlige og frodige til at plante og saa, opføde Husdyr af alle Arter, bygge Byer og Landsbyer. Man maa have seet Havnene, saavelsom de mange og store Floder af friskt Vand, af hvilke mange er guldførende, for at tro derpaa. Træerne, Frugterne og Urterne der er meget ulige dem paa Juana. Paa denne findes Krydderier i Mængde og rige Gruber paa Guld og andre Metaller.

Indbyggerne paa denne og alle de andre, som jeg har fundet eller faaet Kundskab om, gaa ganske nøgne, baade Mænd og Kvinder, saaledes som deres Moder har født dem, med Undtagelse af nogle Kvinder, som dækker et eneste Sted med et enkelt Blad eller et Stykke Bomuldstøi, som de tilvirker i denne Hensigt. De har hverken Jern eller Staal eller Vaaben, ei heller skulde de kunne benytte saadanne, — ikke fordi de ikke er velbyggede eller af høi Væxt; men fordi de ere saa forunderlig frygtagtige. De har ingen andre Vaaben end Rørstokke, i hvis Ende de fæster et lidet Stykke spidst Træ; men ikke engang det vover de at bruge.

Mange Gange har det hændt, at jeg sendte tillands til en eller anden Landsby to eller tre Mænd for at komme i Tale med dem. Indbyggerne kom dem imøde i stor Mængde, men naar de saa dem nærme sig, flygtede de. Faderen uden at vente paa sin Søn. Og dette var ikke, fordi vi havde tilføiet nogen af dem ondt; thi tvertom — hvor jeg har været og faaet dem i Tale, — har jeg altid givet dem af alt, hvad jeg havde, enten Tøier eller mange andre Ting; men fordi de er saa uforbederlig modløse. Men efterat de har fattet Tillid [til os] og overvundet denne Frygt, er de saa ligefremme og gavmilde med, hvad de har, at man ei skulde tro det uden at have seet det. De siger aldrig nei, om man beder dem om noget af, hvad de har, men tilbyder det af sig selv, og de viser saa stort Venskab, at de skulde give bort sit Hjerte og alt andet af Værdi, og hvor lidet det end er, som man giver til Gjengjæld, er de tilfredse dermed. Jeg forbød [mine Folk] at give dem saa daarlige Ting som Stykker af knuste Fade, Glasstykker og Taugstumper, endskjønt de, naar det lykkedes dem at faa saadant, troede at have faaet den skjønneste Juvel i Verden. Det er sikkert, at en af vore Sømænd byttede et Snørebaand med en