Havn, som jeg kaldte Retrete (Tilflugt); jeg maatte søge ind til den med ligesaa megen Fare som Sorg: thi mine Skibe var i daarlig Tilstand og mine Folk trætte. Der maatte jeg blive i 15 Dage som Følge af Uveiret, og da jeg haabede, at mine Lidelser skulde ende, maatte jeg begynde fra nyt af. Det var der, jeg forandrede Beslutning med Hensyn til at gaa tilbage til Guldleierrie, og jeg lagde Planer til foretage noget, medens jeg ventede paa god Vind til at seile videre. Jeg havde allerede faret 4 Leguas, da Stormen begyndte igjen, og den udmattede mig saaledes, at jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulde holde det ud: mit Saar aabnede sig igjen, og i 9 Dage havde man opgivet Haabet om mit Liv. Aldrig var Sjølen saa høi, saa frygtelig og saa skumbedækket. Vinden ikke alene hindrede vor Fremgang, men endog at naa ind forbi et Næs; den holdt mig ude i dette Hav, der var som Blod og syntes at koge som en Kjedel over en stor Ild. Aldrig saa Himmelen saa frygtelig ud. Dag og Nat brændte den som i en Ovn og udsendte saadanne Flammelyn, at jeg hvert Øieblik saa efter, om ikke Master eller Seil var ødelagte. Disse Lyn faldt med en saadan Voldsomhed, at vi alle troede, at Skibene skulde blive opbrændte. Den hele Tid strømmede Himmelens Vande ned; man kan ikke kalde det at regne, thi det var som en Gjentagelse af Syndfloden. Mine Folk var da saa forknytte, at de ønskede Døden som en Befrielse fra alle Ulykker. Skibene havde allerede 2 Gange mistet sine Baade, Ankere og Taugværk, og laa nu uden Seil.
Da det behagede Vor Herre, vendte jeg tilbage til Puerto-Gordo, hvor jeg udbedrede Skaden saa godt, jeg kunde. Jeg begav mig endnu en Gang paa Veien til Veragua, skjønt jeg neppe var istand til at vove dette. Vind og Strøm var fremdeles imod mig. Jeg kom næsten saa langt som forrige Gang; men da Vind og Strøm fremdeles hindrede Fortsættelsen, vendte jeg atter tilbage til Havnen; jeg vovede nemlig ikke at oppebie Saturns Opposition [mod Solen] i et saa oprørt Hav og ved saa farefuld en Kyst, da den pleier at medføre Storm eller Uveir. Dette hændte Juledag, ved Messetid. Jeg vendte saaledes endnu en Gang efter mange Anstrengelser tilbage til mit Udgangspunkt; men ved Nytaarstid forsøgte jeg paany. Skjønt jeg nu havde godt Reiseveir, var Skibene ikke længer istand til at seile, og mine Folk var dels døende, dels syge. Epifaniadagen [6te Januar] kom jeg udmattet til Veragua, Der lod Vor Herre mig finde en
