og større hjælp til at faa bugt med den samlede indtægt, som havnede i fru Sars’s lomme. Især da begge brødrene i et og samme aar, 1874, blev professorer. De havde delt verden mellem sig og delt den broderlig. Den yngre bror, Georg Ossian, fik vistnok den større halvdel, nemlig naturhistorien. Men til gjengjæld fik Johan Ernst den del, som ligger os nærmest, nemlig menneskenes historie. Medens de saaledes delte riget mellem sig, beholdt imidlertid fru Sars den allernærmeste del, hele magten og myndigheden i huset. Denne del af verden laa begge de langsynte forskere for nær. I hver sin videnskab var de hver dag ude paa langfærd, samtidig med at de stadig bodde hjemme hos sin mor. Hvilken art af fri og fremskreden regjeringsform de end hyldede i stat og samfund, — i sit hjem har de hyldet matriarkatet eller moderstyret, som siges at ha været den ældste eller en af de ældste forforfatninger.
Eftersom fru Sars’s døtre blev voksne, blev deres veninder føiet til kredsen, og det hændte atter og atter, at den politiske og filosofiske diskussion, som tændtes i et nu og kasted gnister af vid og visdom gjennem tobaksrøgen — især fra det sted, hvor Ernst Sars sad ved bordenden —, blev overskyllet og næsten druknet i en latterbølge fra den anden ende af bordet, hvor Mally og Eva Sars sad omringet af sin kreds. Men de alvorlige emner dukked op igjen af disse styrtsjøer, forfriskede som efter et bad. Professorerne havde ikke delt hele verden mellem sig. Som gode brødre havde de levnet den mest betagende del til sine søstre, sangens og latterens rige. Det forekommer mig, at dette var
