Mand, og I kender jo mange Svensker og véd, at det er et stort Folk, med prægtige, herlige Egenskaber, de er mere storskaaret end noget af vore Folk, det har deres Historie ogsaa vist, — men naar en Svensker blir sint, er han noget af det urimeligste paa Jorden.
Vi kan jo tage som Eksempel, hvordan I nu staar til ham. Dersom I ikke havde holdt med Eders gamle Forbundsfælle gennem mere end 500 Aar, naar han var i Fare og Nød, tør jeg spørge: Hvad var I saa for et Folk? Dersom I, naar det gjaldt vor Selvstændighed, ikke holdt med os som vilde være selvstændige, men med dem, der vilde hindre det, spørger jeg atter: Hvad var I saa for et Folk? Jeg gaar videre. Jeg siger: hvis I aldeles ikke var I Slægt med os eller havde haft nogen Historie sammen med os, men bare saa paa, at en Stor og en Liden sloges, dersom I ikke da holdt med den Lille, var I et daarligt Folk! Jeg haaber og tror, at den Tid snart er inde, da Svensken selv vil indse dette og smile en Smule i sin Vrede.
Men jeg vil ogsaa sige et Ord, som forklarer; ti det, som forklarer, forsoner. Jeg vil minde Dem om en Erfaring, som kanske
