ker; de sidste Tårer randt sagte nedover Kinderne, men ingen ny kom efter; hun foldede Hænderne, men rørte sig ellers ikke. Rejste hun sig pludselig med et Smil, ludede sig nedover Ingrid og gav hende et varmt, langt Kys.
Dette rørte Ingrid meget, uden at hun forstod hvorfor; men før hun kom sig til at sige Noget, følte hun sin Hånd greben og trykket: „Farvel Ingrid. Nu vil jeg gå opover alene.“ — Og hun vendte sig meget hurtigt.
„Det var den Seddelen“, hviskede Ingrid efter hende. „Seddelen?“ spurgte Synnøve. Ingrid var allerede oppe, ledte den frem og gik hen til hende med den; men idet hun nu med sin venstre Hånd puttede den ind på hendes Barm, slog hun sin højre omkring hendes Hals, trykkede hende inderlig rørt op til sig og gav hende nu Kysset igjen, medens Synnøve følte hendes Tårer falde varme og store på sit Ansigt. Så skjød Ingrid hende ud af Døren og lukkede den i; for hun havde ikke Mod til at se Resten.
Synnøve gik sagte ned af Trappen på sine Hosesokker; men da Tankerne var hende formange, kom hun uforvarende til at gjøre Støj, blev ræd, hoppede ud af Gangen, greb Skoene og ilte med dem i Hånden forbi Husene, over Markene og lige bort til Grinden; der stansede hun og trak dem på, begyndte at gå opover og skyndte sig, fordi Blodet var kommen i Fart og Tankerne med. Det var ikke godt at vide, hvilke disse var, men nok er det, at hun gik og småsang og altid skyndte mere og mere på, så hun tilsidst blev træt og måtte sætte sig. Så huskede hun Seddelen.
Synnøve blev nok siddende der den Nat. I alle Fald var hun ikke hjemme, da Buhunden gjorde Støj den næste Morgen, Gutterne vågnede og Kjøerne skulde malkes og slippes.
Som Gutterne endnu lå og undrede sig på, hvor hun kunde være og fandt ud, at hun ikke havde lagt hele Natten, — kom Synnøve. Hun var meget bleg og stille. Uden at sige et Ord gav hun sig til at lage Mad for Gutterne, lagde Niste ned og hjalp siden med at malke.
Tågen trykkede endnu de lavtliggende Aase, Lyngen glittrede af Dug henover den brunrøde Hej, det var lidt koldt, og når Hunden gjøede, svarte det rundtomkring. Buskapen blev sluppen; den rautede mod den friske Luft og Ko på Ko tog afsted udover Råket; men derfremme sad alt Hunden, tog mod dem og mødte for dem, til alle var slupne, hvorpå også han slap dem frem; Klokkelyden dirrede henad Aasen, Hunden gjøede så det skar igjennem, Gutterne prøvede, hvem som kunde hauke stærkest. Fra al denne Larm gik Synnøve bort og ned til det Sted på Stølen, hvor Ingrid og hun plejede sidde. Hun græd ikke, sad stille og stirrede, og mærkede af og til hin iltre Støj, som nu fjernede sig og flød bedre sammen, jo længere bort
