Hun gjæmte huen i tyve år,
måtte ikke slite den ud!
Jeg bærer den vel engang som brud,
når jeg for alteret går.
Hun gjæmte huen i tredive år,
måtte ikke skjæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for Vor Herre står.
Hun gjæmte huen i fireti år,
hugsede ænnu på sin mor.
„Vesle min hue, for visst jeg tror.
vi aldrig for alteret står.“
Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leter frem til dens gamle sted.
da var der ikke tråden igjæn.
Træet stod færdigt med blad og med knop.
„Skal jeg ta dem?“ sa frosten og pustede op
„Nej kjære, lad dem stå,
til blomster sitter på!“ —
bad træet, og skalv ifra rot og til top.
Træet fik blomster, så fuglene sang.
„Skal jeg ta dem?“ sa vinden og viftet og svang
„Nej kjære, lad dem stå.
til bæret sitter på!“ —
bad træet, i vinden det dirrende hang.
Og træet fik bær under soløjets glød.
„Skal jeg ta dem?“ sa jænten så ung og så rød.
„Ja kjære, du kan ta
så mange du vil ha!“
sa træet, og grenen det bugnende bød.
