DUEN
En due så jeg skjælve
i en stormbyges torden;
dit bølgerne sig hvælve,
blev den reven fra jorden.
Jeg hørte den ej skrige,
jeg den ej hørte klynke:
den kunde ikke stige —
og så måtte den synke.
MODERENS SANG
Herre, tag i din stærke hånd
barnet, som leker ved stranden!
Send du din værdige helligånd,
at det kan leke selvannen;
Vandet er dypt og bunden glatt;
Herre, får han først i armen fat,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåde-rik hæver.
Moderen sitter i tunge savn,
vet ikke, hvor det farer,
ganger for døren, roper dets navn,
hører slet ikke, det svarer.
Tænker som så: Hvor æn det er,
han og du er altid nær;
Jesus, dets lille broder,
følger det hjæm til moder.
KILLEBUKKEN
Killebukken, lammet mit!
Skjønt det ofte går tungt og stridt
opefter slette fjælle’, —
følg du vakkert din bjælle!
Killebukken, lammet mit,
pas så dygtig på skinnet dit;
mor vil ha det i fællen,
som hun syr sig om kvællen.
