Klokken er toll om middan, det er klart solskin me rén høj knall-blaa luft, fjoren ligger solbeskinnet utover, mørk blaa me en hvit sejler paa her og der.
Op og ned vandrer jei bestandi deroppe mellem det hvite huse og det graa veskure og stirrer forvillet utover mot pynten derute tilhøjre — stirrer og stirrer, som venter jei hvert øjeblik aa faa se den hvite sjægten skyte frem om pynten, me henne i. Jei vét jo at hun ikke kommer, gud vét om jei i det hele tat faar se henne mer — men jei lissom venter det allikevel; alle mine nerver sitrer, hver enkelt liten muskel hele kroppen over dirrer, og jei gaar der og syns at noe, noe! maa der ske... noe! naa! strax! enten at hun kommer, eller noe andet, men noe, noe ialfall! — aah for dette kan jo ikke vare ve...
— Nej, ingen ting... ingen ting... aahhh! — jei vrier mine hænder og ser mei fortvilet omkring...
Borte ve den andre pynten, den derute tilvenstre, ser jei ennu Gaarder i sin pram — han ror roli ut aa
