Dagen efter (Tirsda 24de Juli 88).
Jei har igjen tilbragt en samme slags dag, luskende syk og fortvilet omkring paa vejen mellem Vestby og Hvitsten i haap om aa faa se henne gaa forbi — men hun er ikke kommen. Saa tilslut, utpaa eftermiddan, er jei sunket aldeles sammen og ligger der halldø bâk en stor sten inni skoven, strax paa nedsiden a vejen, tætve husene — og aarker ikke rejse mei mer; hver nerve og hver muskelfiber hele mit legeme over bævrer sløvt, det kjennes som at naa endeli er alle kræfter uttømte til siste rest, mit legeme gaar sin opløsning imøte — og jei bare ligger der me et sløvt ønske om at gid jei hadde kunnet faa set henne ennu engang innen det er forbi...
Hvor længe jei har ligget der slik har jei ingen idé om, min bevissthet er omtrent strøket ut — da jei pludseli skvætter nervøst til ve aa høre fottrin tæt ve. Og da jei sykt løfter hode og ser frem om kanten a stenen jei ligger bâk, tar hele mit legeme til aa storskjælve —: det er Vera og Majken som er kommet op paa vejen og gaar fort inover mot
