Om en norsk Ordbog

Fra Wikikilden
 
Gå til: navigasjon, søk
Om en norsk
Ordbog,
af
C. A. Holmboe.
————————
(Aftryk af NOR, IIIdie Bind.)
CHRISTIANIA.
Trykt i det Wulfsbergske Bogtrykkerie.
1844.

Norges og Danmarks langvarige politiske Forening havde en Sammensmeltning af begge Landes Literatur og Skriftsprog til Fölge; og det under Foreningen uddannede fælleds Skriftsprog har endnu, efter tredive Aars politiske Adskillelse, i begge Lande vedligeholdt sig med ringe Afvigelser. Vel forsögte den aandrige Grundtvig allerede för 1814 og senere den skarpsindige Sproggrandsker Prof. Rask at indföre et Skriftsprog, hvori den danske Udtale alene skulde lægges til Grund og udelukke de norske Elementer af det danske Skriftsprog, men de havde kun faae Efterlignere.[1] Mindre iöinefaldende, men bedre begrundede i Forholdene, ere de Afvigelser, som omtrent i det sidste Decennium ere komne tilsyne saavel i Danmark som i Norge. Deels begynder nemlig den i hvert Rige særegne Udtale af Ord, som ere fælleds, at gjöre sig gjældende i Orthographien, deels optages Ord i Skriftsproget, som kun ere i Brug i Skribentens Fædreneland. Det sidste gjælder især Norge, af den naturlige Grund, at de danske Benævnelser allerede forhen i Fælledssproget have erholdt Overvægten. Den politiske Skranke, som forhen hindrede saadanne Afvigelser eller gjorde dem sjeldne, er falden, og intet er naturligere, end at man i Skriftsproget önsker at see sit Fædrenelands Toner gjengivne saa nöiagtigen, som Omhue for at blive almindeligen forstaaet tillader. Det er derfor at forudsee, at Afvigelserne fra Fælledssproget efterhaanden ville blive talrigere, og letteligen give Anledning til Forvirring, dersom man ei söger at lede dem ved itide at enes deels om de Grændser, som ei bör overskrides, deels om de Kilder, hvoraf de nye Elementer bör öses. Herimod hörer man den Indvending, at saadanne Afvigelser bör, som den raadende Egoismes Udvæxter, ikke taales, men modarbeides af Enhver, som erkjender Gavnligheden af at holde Adgangen til saavel den ældre dansk-norske som den senere danske Literatur aaben for vore Efterkommere. Taaler man nemlig, at vort Skriftsprog i nogen væsentlig Grad bliver afvigende fra det danske, vil den kommende Generation ikke længere tilfulde forstaae det sidste, og Skaden vilde blive saameget större, som Adgangen til at faae nye Værker forlagte vilde blive betydeligen indskrænket i begge Riger, naar det læsende Publikum ei strakte sig længere end til hvert enkelt Riges Grændser. Idet man maa indrömme, at en saadan Indvending ikke er uden Vægt, maa man dog paa den anden Side bemærke, at hvad der tabtes ved nogen Fjernelse fra det Danske, vilde igjen vindes ved nogen Tilnærmelse til det Svenske, saasom den meest udbredte Udtale i Norge danner Mellemleddet mellem de to övrige skandinaviske Dialecter; og man vil derhos ikke nægte Billigheden af den Fordring, at et uafhængigt Folks Skriftsprog bliver nationalt. Denne Fordring vil i Tidens Löb blive saa bydende, at den ikke længer lader sig afvise, og hvis der ikke itide bydes en veiledende Haand, turde Ordningen af Skriftsproget da have langt större Vanskeligheder end nu. Den populære Skribent vil naturligviis stadigen beflitte sig paa at bruge et Sprog, som forstaaes af dem, han skriver for, og i Mangel af Veiledning, hvor han er i Forlegenhed for Udtryk istedetfor de i Skriftsproget almindelige, som han veed ei forstaaes af Almuen, vælger han mangen Gang Ord, som ere ham bekjendte fra den Kreds, hvori han færdes, og om hvilke han haaber at de ville forstaaes i en större Kreds, men om hvis almene Forstaaelighed han ingen Sikkerhed har. Fölgen vil blive, at der istedetfor een, om ei anseelig, saa dog agtværdig Nationalliteratur, ville opstaae flere ubetydelige Provindsialliteraturer, der hver for sig ville blive saa meget fattigere, som det læsende Publicum er lidet. Paa saadan Maade vil den af hovmodig Egoisme udsprungne og af Uvidenhed nærede Afsondringsiyst, som i vore ydre Forholde allerede mægtigen rörer sig blandt vor Almue, naae sit Culminationspunet.

Jeg anseer det derfor saare vigtigt, at en saadan sandsynlig Tingenes Tilstand bliver forebygget ved betimelige Forholdsregler, som kunne imödekomme billige Fordringer, ved deels at skaffe Materialier tilveie, hvorved man kan erholde en Oversigt over Folkets Sprogforraad, og deels sörge for en saadan Bearbeidelse af disse Materialier, at deraf Regler for Skriftsproget kunne uddrages, som ved deres egen Gehalt kunde gjöre Fordring paa Agtelse og Efterligning af enhver Fordomsfri. Lyst til at yde et Bidrag til Opnaaelsen af et saadant Öiemed skylder nærværende Opsats sin Tilværelse, og jeg tvivler ikke om, at Sagen vil nyde offentlig Understöttelse, naar den er bleven saaledes dröftet, at bestemte Forholdsregler kunne bringes i Forslag. At foranledige en saadan Dröftelse er Hensigten med Bekjendtgjörelsen af denne Opsats.

De Spörgsmaal, som nærmest frembyde sig, naar man vil söge at löse ovennævnte Opgave ere:

1) Hvorledes udfindes de fremmede Elementer, som man med Billighed kan fordre fjernede fra vort Skriftsprog?

2) Hvor finder man tjenlige Materialier til at erstatte dem?

3) Hvorledes bör saadanne Materialier, om de findes, behandles, og i hvilken Form bör de bydes Folket?

I.

At udfinde hvilke Elementer i vort Skriftsprog som fremmede efterhaanden ville forlade os, synes ikke saa vanskeligt som vidtlöftigt. Næsten Enhver vil, ved t. Ex. at gjennemgaae Molbechs danske Ordbog, kunne paavise de Ord, som ei forekomme i de Dialecter, der ere ham bekjendte; men ethvert saadant Foretagende vilde blive eensidigt, saalænge man ei veed, om Udtryk, som ere fremmede i een Egn, ere i Brug ien anden. Först, naar man har Folkets hele Sprogforraad i let Oversigt, vil man med Sikkerhed kunne udsondre de Elementer, som ikke have fæstet Rod i Nationens Bevidsthed, og som man maa forudsee efterhaanden ville vige Pladsen for de forkuede Spirer, som man overalt vil opdage ved Siden af dem, ofte i en forvandsket Form som Fölge af Aarhundreders Vanrögt, men med Roden dybt fæstet i Folkets Bevidsthed, saa dybt, at den som oftest gjenfindes i vort Oldsprog, — Spirer, som, naar de vælges med Skjönsomhed og bydes Folket i en med Sprogudviklingen forövrigt harmonerende Form, overalt ville möde en venlig Modtagelse. Antallet af de fra det egentlige norske Sprog grundforskjellige Ord, som saaledes kunde blive at udsondre, formenes imidlertid at være lidet, hvorimod flere Fælledsords Form turde gjöre Fordring paa smaae Forandringer, og mange reent norske Ord turde fortjene Optagelse i Skriftsproget

For at forklare mig tydeligere, vil jeg ved nogle Exempler oplyse, hvilke Forandringer i vort Skriftsprog maatte komme under Overveielse, naar man vilde revidere det til Fordeel for de Egne i Norge, hvis Dialecter ere mig bekjendte, i det jeg maa reservere mig imod at forstaaes saaledes, at deri indeholdes Forslag til Forandringer, naar Talen er om Sprogets Revision i det Hele.

1) Udtryk, som i nysnævnte Egne kunne undværes, da de ikke forstaaes af Almuen og sjelden eller aldrig komme paa de Dannedes Læber ere f. Ex. Allike (Kaie), Blaar (Stry), Böge (Röte), Brems (Klæg), Faarekylling (Siridse), Gynge (Huske), Hyben (Nype), Neide (Nesle), Nögle (Nöste), Rie (Trokle), Segel (Sigd), o. fl.

2) Talrigere ere de Ord, som, oprindeligen de samme, deels vanskeligen, deels slet ikke forstaaes, naar de skrives eller udtales paa den Maade, hvorpaa de betegnes i den danske Ordbog, f.Ex. Blee (Bleie), Blegne (Blæmme), Davre (Dugur), Lee (Lja), Lo (Laave), Maatte (Matte), Malle (Malje), Skyrd (Skur), Slæt (Slaat), Stob (Stöb), Sylle (Sölje), Tak (Tagg), Vaar (Var, Dynevar).

Til de lettere forstaaelige hörer en Mængde Ord, hvori constante Bogstavovergange forekomme, hvori den norske Udtale (fornemmelig i Almuens Mund) har holdt sig nærmere til Oldsproget, medens Skriftsproget har optaget de blödere danske Former. Saaledes er p mellem to Vocaler bleven til b, f. Ex. gape (gabe), gröpe (grubbe), Dröppel (Dröbel), Saape (Sæbe), supe (söbe); k til g, f.Ex. Aker (Ager), Hake (Hage), Lake (Lage), Make (Mage); t til d, f.Ex. hete (hedde), lete (lede), Oter (Odder), ute (ude); g til v, f. Ex. lage (lave), Mage (Mave), sage (save), voge (vove) o, s. v.

3) Der gives dernæst en stor Deel Ord, som i daglig Tale bruges deels udelukkende, deels hyppigere end de i det danske Skriftsprog tilsvarende, om disse end forstaaes, f.Ex. Bare (adv. blot), Binne (Hunbjörn), Bringebær (Hindbær), Bunding (Strikketöi), Ekre (hvilende Ager), emmen (væramelig), Fjös (Fæhuus), Fille (Pjalt), for sagd (forud accorderet), furte (vise sig fortrytelig), gjete (vogte Qvæg), Glöt (liden Aabning), gnaale (bede vedholdende og paatrængende), Gom (Gane), Gran (Smule), Grind (Led), gyve (drive, f. Ex. om Snee), Havn (Græsgang), herme (efterabe Ens Ord), Helle (Steenskive), Holt (liden Skov), Haav (Redskab til at tage Fisk op af Vandet med), hæfte (hindre), Kot (Aflukke), Kart (umoden Frugt), Kjeve (venstre Haand), Kjörel (lidet Kar), Kjærr (Busk), Klop (liden Træbroe), knægge (vrinske), krave (fryse til tynd Iis), krye (vrimle), Kubbe (Træklods), Laft (Stokkenes Sammenföining paa en Træbygning), Lav (lang Mose paa Træer), lugge (nappe i Haaret), Niste (Reisemad), Nu (Deigtrug), Orv (Skaft paa en Lee), Plag (Klædningsstykke), Qve (Qvæghegn), Ragg (Haar af Gjeder og fl. Dyr), Ringe (Melkekar), rise (at reise sig paa Bagbenene, om Hesten), rygge (gaae baglænds, om Hesten), Saa (Trækar til Vandbæring), Saate (liden Höestak), samfængt (sammenblandet), Seng (Bed i Haven), Sinde (Vrede), sindt (vred), sippe (græde), Skare (lisskorpe paa Sneen), skravle (snakke meget), skyve (trykke fra sig), Skur (Iling), Slider (Knivskede), Smult (Fidt), smyge (krybe), Snab (Stykke), Snefane (sammenblæst Snedynge), Snelle (Teen paa en Rok), Snit (Kneb), sope (feie), Stel (Beskjæftigelse), Sti (Blegn i Öiet), Strie (Töi af Stry, Blaar), sted (fæsted til Tjeneste), suttre (klynke), Senne (Hvæssesteen), Söppel (Feieskarn), Taggel (lange Hestehaar) Takke (Jernskive til Bagning), traakke (træde stadigen paa), Trost (Drossel), Træde (hvilende Ager, brugt til Havn), trænet (haardvoxen, om Planter), töve (valke), Urd (Masse af löse Stene), vesle (lille), vælen (frossen paa Hænderne), ærte (tirre), Ögt (Tid af 2 til 3 Timer), yste (lave Ost).

Denne Fortegnelse, der med Letlied kunde gjöres flere Gange saa lang, viser, at vort Sprog har en Mængde Ord, som, uden at være kjendte i det danske Skriftsprog, ere i almindeligt Brug i den sydöstre Deel af Norge, og for en stor Deel synes at fortjene Optagelse i vort Skriftsprog, ja ere endog tildeels allerede optagne deri i nysnævnte Egne af Landet, uagtet man savner Garantie for, i hvor stor Udstrækning de forstaaes.

4) Videre have de tre Genera i disse Egne saaledes vedligeholdt sig, at man i Almuens Mund vanskeligen vil stöde paa noget Ord, som er com. gen,; men alle ere enten masc. fæm, eller neutr., f. Ex. Sol f, g., Maane m. g., Stol m. g., Bord n. g., Huus n. g., Træ n. g., Steen m. g., Bog f. g. o. s. v. Om Optagelsen af de tre Genera igjen i Skriftsproget vil der imidlertid vel vanskeligen kunne blive Tale; hvorimod man ikke kunde undlade at tage Hensyn til Ord, som i Norsk ere af et andet Kjön end i Dansk, f. Ex. (jeg taler fremdeles om ovennævnte Dialecter)

Lænke, Dansk c. g., i Norsk n. g.
Lyde c. g., n. g.
Mos n. g., m. g.
Regn c. g., n. g.
Snöre c. g., n. g.
Speil n. g. m. g.
Söle n. g., f. g.

Ved disse Exempler har jeg saaledes blot villet henlede Opmærksomheden paa saadanne Sider af Sproget, som ved en Revision maatte komme under Overveielse; bestemte Forslag i denne Henseende ville ikke kunne fremsættes, förend man kjender Rigets Sprogforraad.

II.

Jeg vil derfor nu gaae over til at dröfte det andet Spörgsmaal, hvorfra man bör hente tjenlige Materialier til at erstatte de Elementer, som man, for at gjöre Literaturen mere national eller lettere tilgjængelig for Folkets Masse, maatte finde det rigtigst at udsondre. Her betænker næppe Nogen sig paa at henvise til vort Oldsprog; men, uagtet dette unægteligen vil være den vigtigste Kilde, hvoraf man til Öiemedets Opnaaelse kommer til at öse, vil det næppe alene være tilstrækkeligt, forsaavidt det er os opbevaret i vor ældre Literatur; thi, paa den ene Side kan man næppe antage, at det hele Sprogforraad er opbevaret i de Værker, som endnu ere i Behold fra Middelalderen af, deels vilde man, uden nöie at kjende Folkets nuværende Sprogforraad, savne Veiledning med Hensyn til de passende Grændser for Gjenoptagelsen af ældre Ord, og for den Form, hvori de hensigtsmæssigst kunde bydes.

Der lever upaatvivlelig i Folkets Mund endnu et ikke ringe Antal Ord, som forgjæves söges i vore Forfædres Literatur, og som derfor ikke fortjener mindre Opmærksomhed, naar Talen er om en Revision. En fuldstændig Samling af saadanne og en klar Oversigt over de Strækninger, hvor de ere i Brug, kan ikke haabes förend man erholder Dialectlexica fra enhver Egn. Saadanne Lexica ere altsaa en Gruiulbetingelse for en heldig Revision af Sproget. Men hvorledes skaffes disse tilveie? Dette vil kunne skee paa flere Maader. Et Par Forsög haves af Wilse og Hallager,[2] og for Tiden er, paa Foranstaltning af det kongelige norske Videnskabs-Selskab i Trondhjem og med dets Understöttelse en ung Mand, ved Navn Iver Aasen, paa hvem Hr. Biskop Neumann har henledet den offentlige Opmærksomhed som et sjeldent Talent, beskjæftiget med at udarbeide Lexica (og Grammatiker) over de bergenske Dialecter. Men, hvor fortjenstlige end disse Foretagender ere og hvor megen Nytte de ogsaa for det her tilsigtede Öiemed kunne yde, vil dette dog langt sikkrere og lettere kunne befordres ved en almindelig Foranstaltning, sigtende til at bearbeide alle Dialecter efter samme Plan, Reglerne for en saadan Bearbeidelse maatte naturligviis förend man skred til Værket, udarbeides og dröftes af Sagkyndige. Jeg vil imidlertid fremsætte den Maade, hvorpaa jeg har tænkt mig Arbeidet udfört.

Man kunde, f. Ex. efter Molbechs danske Ordbog aftrykke det fælleds Skriftsprogs Ordforraad, maaskee med tilföiede oldnorske Benævnelser, men uden Ordforklaringer. Exemplarer af disse Ordfortegnelser maatte omdeles i alle Landets Egne til dannede Mænd, som i hver Egn vare opdragne, eller i al Fald der havde opholdt sig længe nok til at stifte fortroligt Bekjendtskab med Dialecten, med Anmodning om til hvert Ord at föie den Benævnelse, hvormed samme Begreb udtrykkes der i Egnen, Ordfortegnelserne maatte forinden forsynes med en Anviisning angaaende Ordenes Orthographie; i hvilken Hensigt man maatte foröge Alphabetet med enkelte Tegn, for at faae lydelige Udtryk for hver Egns særegne Udtale, uden at tye til den Nödhjælp, man i saadanne Tilfælde hidtil benytter, at betegne enkelte Lyd ved en Sammensætning af flere Bogstaver; man burde saaledes have egne Tegn for det særegne l, som i nogle Egne udtales ved at lægge Tungen indad mod Struben, et Tegn for den Lyd, der sædvanlig udtrykkes ved ng; et Tegn for det blöde norske k, to Former for r, eftersom det udtales i Struben eller med Tungespidsen, egne Tegn for lange og korte Vocaler, o. s. v. Man kunde derhos benytte Leiligheden til at indsamle grammatiske Bemærkninger angaaende hver Dialects Særegenheder, opgive et Par Blade af en almindelig bekjendt Bog, f. Ex. Snorre Sturlesens Krönike, til Oversættelse i hver Dialect, med Mere, hvorom Overeenskomst maatte blive at træffe mellem de Mænd, til hvem Ledningen af et saadant Foretagende maatte blive betroet.

III.

Behandlingen af det tredie ovenfor fremsatte Spörgsmaal kunde maaskee synes ubetimelig, saalænge det endnu har lange Udsigter med Indsamlingen af de nysnævnte Materialier. Men Lexicographien har mange Knuder at löse, ikke alene i sin Almindelighed, men ogsaa for hvert enkelt Sprogs Vedkommende. Det turde derfor være ganske i sin Orden, at Nogle sattes i Reqvisition med Lösningen af de Knuder, Materialiernes Anvendelse kunde frembyde, paa samme Tid, som Andre beskjæftigede sig med deres Indsamling, for at man strax med Tryghed kunde skride til at anvende dem, saasnart Forraadet var samlet.

At jeg med Materialiernes Anvendelse nærmest sigter til Udarbeidelsen af en almindelig norsk Ordbog, vil Enhver, af hvad hidtil er anfört, indsee.[3] Der er i vore Dage næppe noget civiliseret Folk i Europa, som mangler en Ordbog, hvori dets Sprogforraad er fremstillet i alphabatisk Orden, med tilföiede Ordforklaringer; ja i mange Stater er der egne Akademier,[4] hvis specielle Hverv det er at værne om Sprogets Reenhed, og som betragte Udgivelsen af Ordböger som et af de virksomste Midler til Hensigtens Opnaaelse. Har man end af og til hört Klager over, at saadanne Akademier have villet opkaste sig til Lovgivere i Sproget, og har end En og Anden unddraget sig for at befölge de af Akademier og Ordböger opstillede Normer, saa er dette nok ligesaa ofte skeet af forfængelig Lyst til at tildrage sig offentlig Opmærksomhed, som af Overbeviisning om væsentlige Mangler ved Ordbögerne, og disse have alligevel i Reglen været fulgte som Sprognormer, Udarbeiderne af en norsk Ordbog bör derfor ogsaa være belavede paa Opposition; men opfatte de deres Hverv rigtigt og ikke optræde som Folk, til hvis Vilkaarlighed det er overladt at reformere Sproget, men som de, af hvis Skarpsindighed og Kundskaber man venter klar Opfattelse og Fremstilling af de Naturlove, hvis Yttringer Sprogphænomenerne ere, saa vil deres Værk ved sit indre Værd tiltvinge sig Anerkjendelse, om det end som alt Menneskehet kan have sine Mangler. Her er ikke Spörgsmaal om at lægge Sproget i Lænker, der skulde hindre dets Udvikling. Ordbogen har kun til Formaal at tjene til Forraadskammer for Sproget, som det er, og som enhver Skribent, der ei gaaer udenfor de Begreber, som i Sproget have fundet sine Betegnelser, gjör klogest i at benytte, for at blive forstaaet. Grammatiken (Orddannelseslæren deri indbefattet) er den belivende Aand, som ikke alene gjör Brug af Forraadet, men ogsaa foröger det, hvor fornödent gjöres. Den med Sprogets Aand fortrolige Skribent vil, naar han trænger til Udtryk for en Begrebsnuance, som ikke hidtil er bleven betegnet, uhindret af Ordbogens Taushed, vide af Grundbegrebets Rodord at udvikle en Ordform, som uden tilföiet Forklaring i Folkets Bevidsthed finder sin Tolk, og som hjemler sig Adgang til Ordbogen ligesaa snart som Hensigtsmæssigheden bliver erkjendt.

En norsk Ordbog er altsaa det Middel, jeg anseer tjenligst til at forebygge den Sprogforvirring, som endog en nær Fremtid turde föde af sig, dersom ingen Forholdsregler gribes til at tilfredsstille billige Fordringer til nogen Forandring i det Bestaaende.

Jeg kommer nu til at tale om de Principer, hvorpaa Udarbeidelsen maatte være baseret. Disse maatte nærmest have Hensyn til Ordenes Valg, Form og Orden.

1) Hvad Valget af Ord betræffer, da vil man af det Ovenanförte see, at jeg formener, man bör holde sig saa nær til det Bestaaende som muligt, og ikke udsondre andre Ord end de, som ved Sammenligning mellem Dialecterne befindes ingensteds i Talesproget at være i Brug, hvorimod man med Hensyn til Optagelsen af Udtryk fra Talesproget vil have en videre Mark for sig, da her ikke alene bliver Spörgsmaal om at erstatte de udsondrede med ligegjældende, men ogsaa om at optage saadanne Ord, som vise sig at være i mere udstrakt Brug end de tilsvarende, der i Skriftsproget have vundet saa megen Hævd, at man kan finde det betænkeligt at udsondre dem, samt Udtryk for saadanne Begreber, som ellers antydes ved Omskrivninger.

Naar nu det Begreb, til hvis Betegnelse et fra Skriftsproget afvigende Ord önskes optaget, i forskjellige Egne udtrykkes paa forskjellig Maade, bör vistnok Oldsproget være den vigtigste Veileder ved Valget; men man glemme, ikke, at Oldsproget har været mere omfattende end den Literatur deri, som har naaet os. Naar derfor et Ord, om end under forskjelligen modificerede Former, findes at være i Brug i en stor Deel af Landet, tör man vel med temmelig Sikkerhed antage, at det har sin Oprindelse fra Oldsproget, om det end ikke findes i Literaturen. Der bör altsaa ved Valget af Ord ogsaa tages meget Hensyn til Udstrækningen af det Gebeet, hvor ethvert er i Brug. Man vil indsee, at her ikke kan være Tale om egentlige Kunstudtryk; den, som ikke kjender den Kunst eller Videnskab, hvortil de höre, er kun ilde tjent med et Surrogat istedetfor det almeen antagne Kunstudtryk.[5]

2) Med Hensyn til den Form, i hvilken Ordene kunde blive at optage, maatte man, for ei at volde en skrigende Disharmonie, fölge Analogien af de Formforandringer, som i det Hele have gjort sig gjældende i Skriftsproget. Man bemærker saaledes mange constante Overgange, saasom den gamle Endelse sla til sel eller else f. Ex. Innfærsla, Indförsel, Hærdsla, Hærdelse, Geymsla, Gjemsel. Endelsen ari er bleven til er f. Ex. Skapari, Skaber, Domári, Dommer, Malari, Maler, o. s. v. Diphthongen ei til e eller ee f. Ex. Stein, Steen, Deila, Dele, Heil, Heel o. s. v. Dipht. au til ö f. Ex. Staur, Stör; laus, lös, Laun, Lön, Grautr, Gröd o. s. v. Dipht. ey til ö f. Ex. Reyfari, Röver, steypa, stöbe, reykja, röge o. s. v. Infinitivendelsen a til e, f. Ex. draga, drage, glamra, larme, höggva, hugge m. m .

Naar Ord af deslige Former skulde optages, maatte de altsaa omformes efter Analogie.

3) Den lexicalske Ordfölge er i de fleste europæiske Ordböger stræng alphabetisk, uden Hensyn til Ordenes Slægtskab; i de asiatiske er den derimod som oftest kun alphabetisk med Hensyn til Ordenes Rödder, medens alle Afledsord ere ordnede under Primitiverne. Den förste Maade er vistnok for Begynderen den beqvemmeste, og derhos den eneste mulige i Blandingssprog, som det engelske; men den anden medförer væsentlige Fordele i de Sprog, hvor den kan gjennemföres; den giver nemlig ikke alene den letteste Oversigt over hele Sprogmassen, men ogsaa over hver enkelt Rods Frugtbarhed, og bidrager derhos til betydelig Besparelse i Ordforklaringerne, da samme deels ganske kunne bortfalde, nåar en almindelig Orddannelseslære forudskikkes, deels kunne indskrænke sig til korte Henviisninger til det Foregaaende, og kun blive nödvendige ved Rödderne og de Former, som afvige fra de almindelige Regler. De Vanskeligheder, som en saadan Ordning möder, at det nemlig i enkelte Tilfælde ei lettelig lader sig bestemme, hvad der er Rod, og at de uregelmæssige Ordformer give Anledning til at söge dem paa urette Sted, ere maaskee ikke saa lette at overvinde, men turde dog kunne afhjælpes ved at henstille saadanne Ord, hvis Antal næppe er stort, baade paa de Steder, hvor de efter deres Slægtskab formenes at henhöre og paa de Steder, hvor de efter den alphabetiske Orden kunde söges, med tilföiet Henviisning til hine Steder. Sagen er i det Mindste et Forsög værd.

For at anskueliggjöre Beskaffenheden af en saadan Ordning, vil jeg her opföre de Rodord: För (at före) og Gaa med deres Derivater i den Orden, som jeg anseer hensigtsmæssig, uden tilföiede Ordforklaringer.[6] Fuld Nöiagtighed og Fuldstændighed er dermed ikke tilsigtet, som mindre nödvendige for Öiemedet.

A. Ordet Före med sine Afledsord (138 Artikler).

För
+ bar
+ hed
+ e
+ else
+ ing
+ sel
Af +
+ bar
+ hed
+ else
+ ing
+ else, sel
+ er
Be +
+ else
+ er
Bort +
+ bar
+ hed
+ else
+ er
+ ing
For +
+ else
+ er
+ ersk
+ isk
+ lig
U +
Forbi +
+ else
+ er
+ ing
Fra +
+ else
+ er
+ ing
Frem +
+ bar
+ hed
+ else
+ er
+ lig
U +
+ hed
U +
+ ing
Gjennem +
+ bar
+ hed
+ else
+ ing
U + lig
+ hed
Hen +
+ bar
Hen + hed
+ else
I +
+ else
+ er
+ ing
Ind +
+ bar
U +
+ hed
U +
+ else
+ er
+ lig
+ hed
+ ing
+ sel
Med +
+ bar
+ hed
+ else
+ ing
Ned +
+ bar
U +
+ hed
U +
+ else, sel
+ er
+ ing
Op +
+ bar
U +
+ hed
+
+ else
+ er
+ ing
+ sel
Over +
+ bar
+ hed
+ else
+ er
+ ing
+ lig
U + lig
Paa +
+ bar
+ hed
+ else
+ er
+ ing
Sammen +
+ bar
U +
+ hed
U +
+ else
+ er
+ ing
Til +
Til + bar
U +
+ hed
U +
+ else, sel
+ er
+ ing
Ud +
+ bar
U +
+ hed
U +
+ else, sel
+ er
+ lig
U +
+ hed
U + hed.

B) Ordet Gaa med sine Derivater (84 Artikler). Gaa (Gange)

Gaa (Gange)
Gang
+ bar
U +
+ hed
U + hed
Gaa en
Gang er
Ad gang
Af gaa
gang
An gaa
Be +
gængelig
U +
+ hed
U +
Fore +
+ else
Forbi +
+ else
gang
gængelig
U +
Forud +
Fra +
gang
gængelig
U +
gaa else
Frem +
gang
gængelig
U +
Gjen ganger
Gjennem +
Gjennem gang
gaaelse
Hen +
gang
Igjen +
Ing +
gang
Med +
gang
Mellem +
Mod +
Ned gaa
gang
Om +
gang
gængelig
U +
+ hed
U +
+ else
Op gaa
gang
Over gaa
gang
gaaelig
U +
Til gaa
gang
gængelig
U +
+ hed
+
Ud gaa
gang
+ er
Und gaa
+ lig
U +
+ hed
Under +
gang
Ved gaa
gaaelse.


Det undgaaer ikke min Opmærksomhed, at jeg ved at bringe nærværende Anliggende paa Bane, berörer Interesser, om hvis Ordning selv sindige og agtværdige Mænd kunne være af ulige Meninger. De fleste Ældre blandt de höiere Dannede i Landet ere opdragne med det danske Sprog for Öie som det Ideal, hvortil de i Tale og Skrift havde at stræbe hen, og have tildeels ved flereaarigt Ophold i Danmarks Hovedstad fuldendt deres Dannelsescursus. Det danske Skriftsprog er derhos den Norm, som i alt Væsentligt fremdeles fölges ved den offentlige Underviisning, og bör vedblive at være det, indtil en velbegrundet Norm for det mere Nationale bliver etableret. Det vil derfor ikke være at undres over, om Flere, især blandt de Ældre, skulde være af den Formening, at det fælleds Skriftsprog baade kan og bör vedligeholdes, uagtet den politiske Adskillelse. En saadan Mening bör, om den end ikke billiges, dog som Yttring af en i sig selv agtværdig Egenskab, Kjærlighed til det, som har været Fædrene dyrebart, behandles med Agtelse. Men paa den anden Side vil man ogsaa billigen indrömme, at man, med al Agtelse for hvad der er dansk, kan forbinde Overbevisningen om det for Norge Gavnlige i at læmpe Skriftsproget noget mere efter norsk Tale.


  1. Nærværende lille Afhandling er oprindelig nedskreven som Grundlag for en udförligere Behandling af Emnet. Et Tilfælde motiverede mig imidlertid til i afvigte Efteraar at foredrage den for den philologiske Forening her i Staden, hvor der yttrede sig megen Interesse for Sagen, Jeg er derfor senere bleven opfordret til at bekjendtgjöre den for et större Publikum, og da jeg forudseer, at det vil vare længe, inden jeg faaer Tid til den paatænkte udförligere Bearbeidelse, har jeg fulgt Opfordringen, i det Haab, at den allerede i sin nærværende Form vil kunne fremkalde Sagkyndigeres Erklæringer over Gjenstanden,
  2. Ligeledes haves Bidrag i topografisk Journal, i Saga, o. fl. St. Hallager omtale ogsaa en Samling af 3000 Ord, brugelige i Thelemarken, samlede af Stiftsprovst Wille, i Manuscript skjænket til det norske Videnskaps Selskab; om den nogensinde er trykt, er mig ubekjendt.
  3. Hr. Justitsraad C. Molbech har i sin “Danske Ordbog” vistnok taget meget Hensyn til Sprogbrugen i Norge, men, som det synes, dog hovedsagelig i den Hensigt at holde Adgangen til den ældre Fælledsliteratur aaben for sine Landsmænd, for hvem vist allerede nu mangt et norsk Udtryk vilde være uforstaaeligt, uden Adgang til nysnævute Ordbog. Heraf kommer det formeentligen, at han ved mangt et Ord, som endnu er i fuld Brug i Norge, har tilföiet “forældet” (nemlig for Danmarks Vedkommende). Med al Agtelse for det Fortjenstfulde ved dette Værk vil man dog af det Ovenanförte see, at Savnet at en norsk Ordbog ikke derved er afhjulpet.
  4. f. Ex. Académie française, Svenska Academien o. fl.
  5. Man hörer ikke saa sjelden videbegjærlige Almnesmænd klage over, at den Lecture, man byder dem, indeholder saa mange Ord, de ikke forstaae. Hermed sigtes nu deels til de fremmede Ord, som kunne undgaaes og med Billighed kunne ventes erstattede med udenlandske, men deels ogsaa til Kunstudtryk, i hvilken Henseende de faae dele Skjæbne med enhver Anden, som heller ikke fatter Kunstudtrykkene i en Videnskab, der er ham fremmed.
  6. For at undgaae unödvendige Gjentagelser, har jeg betegnet Gjentagelsen af Rodordet ved et Kors og de övrige Stavelser ved en horizontal Streg.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.