Norges gamle Love/Fortale

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Utgitt av R. Keyser og P. A. Munch,  Chr. Gröndahl, 1847 (Bind 1, s. III-XII).

Idet undertegnede Commission herved fremlægger for Almenheden 1ste Bind af Norges gamle Love, anseer den det fornödent at forudskikke en kort historisk Udsigt over de Skridt fra offentlig og privat Side, der have fremkaldet dette Verk, og over Maaden, hvorpaa de forberedende Arbeider ere blevne udförte, samt derhos at gjöre Regnskab for de Grundsætninger, hvorefter selve Udgaven bliver besörget.

I Aaret 1830 androg nu afgagne Professor G. F Lundh for det da samlede Storthing paa, en Udgave af de gamle Norske Love skulde foranstaltes paa offentlig Bekostning. I Anledning heraf bevilgede Storthinget under 21de Juli s.A. en Sum af 1500 Spd. een Gang for alle, nemlig 500 Spd. aarlig for de tre Skatteaar fra 1ste Juli 1830—33, hvis Anvendelse til ovennævnte Öiemeds Opnaaelse overlodes den Kongelige Norske Regjering, hvem Prof. Lundhs Andragende tilstilledes med Anbefaling til höieste Opmærksomhed.

Regjeringens Departement for Kirke- og Underviisnings-Væsenet, hvem det paalaa at föie de nödvendige Foranstaltninger for denne Sags Fremme, bevirkede en Commité nedsat, bestaaende af fire Universitets-Lærere, for at tage Sagen under OVerveielse og derom afgive sin Betænkning. Da denne Commité fandt, at den paa Statscassen anviste Sum langtfra ikke vilde strække til Dækningen af alle de med den tilsigtede Udgivelse af de gamle Norske Love forbundne Omkostninger, henvendte den sig til det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Throndhjem med Forespörgsel, om dette vilde yde Foretagendet sin Understöttelse, og erholdt af Selskabets Direction Tilsagn om et aarligt Bidrag af 250 Spd. i 5 Aar. Den Plan til Arbeidets Udförelse, som Commitéen fremlagde, befandtes imidlertid af Regjeringen ikke at være iverksættelig med de forhaandenværende Pengemidler, og Foretagendets Paabegyndelse stilledes derfor for det Förste i Bero.

Da Storthinger næste Gang samledes i Aaret 1833, og det blev samme meddeelt, at Regjeringen, paa Grund af Utilstrækkeligheden af de til Udgivelsen af de gamle Norske Love af Storthinger anviste og forövrigt forhaandenværende Pengemidler, havde fundet det utilraadelig at træffe Foranstaltninger til bemeldte Verks Paabegyndelse, besluttedes under 24de April, at Regjeringen skulde anmodes om paa muligste Maade at fremme Samlingen og Udgivelsen af de gamle Norske Love med de Summer, som til dette Öiemed allerede vare anviste. Ifölge denne Anmodning kom Foretagendet paany under Overveielse, og da man havde bestemt sig til at benytte den af Storthinget anviste Sum til de for Udgivelsen nödvendige Forarbeider, nemlig til Afskrivning og Collationering af de gamle Haandskrifter af Norske love ældre end 1387, og det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Throndhjem havde erklæret, at det til Understöttelse af denne forelöbige Deel af Arbeidet vilde yde et Belöb af 600–800 Spd., medens det forholdt sig med Resten af det tilforn lovede Bidrag at understötte Udgivelsen i Trykken, naar dertil, som haabedes, senere de behörige Midler bleve anviste, – saa skred Regjeringen til at föie Foranstaltninger til Arbeidets Paabegyndelse. Ved kongelig Resolution af 27de August 1834 bestemtes, at undertegnede daværende Lector Rud. Keyser med Bistand af undertegnede daværende Candidatus juris P. A. Munch skulde udföre de til Udgivelsen af de gamle Norske Love fornödne forberedende Arbeider, og med dette Öiemed begive sig til Danmark og Sverige, hvor de gamle Haandskrifter, som maatte benyttes, fandtes bevarede; – samt at en Commission, bestaaende af Professorene Steenbuch, Hersleb og Lundh skulde sammentræde i Christiania for at före Overopsynet med Arbeidets Udförelse.

I Mai Maaned 1835 paabegyndtes de forelöbige Arbeider af ovenmeldte dertil naadigst udnævnte Mænd i Kjöbenhavn, hvor det betydeligste materiale maatte söges i forskjellige derværende videnskabelige Samlinger: det store Kongelige Bibliothek, Universitets-Bibliotheket, Geheime-Archivet, og fremfor alt i den med Universitets-Bibliotheket forbundne Arnamagnæanske Samling, hvis rige Skatte maatte betragtes som den egentlige Hovedkilde. Bestyrerne af disse Samlinger ligesom og vedkommende höiere Autoriteter mödte Foretagendet med udmærket Forekommenhed, og i Löbet af Aarene 1835 og 1836 bleve de i Kjöbenhavn værende Kilder benyttede. I April Maaned 1837 begave derpaa de samme Mænd sig til Sverige, hvor de, mödte af en lignende Forekommenhed som i Danmark, efterhaanden benyttede hvad der for deres Arbeide fandtes i de i Stockholm, Upsala og Lund værende Samlinger. Da Munch kort efter ankomsten til Sverige blev udnævnt til Lector i Historie ved det Norske Universitet, og derfor i Löbet af Sommeren maatte reise til Christiania for at overtage sine Embedsfunctioner, udförte Keyser alene de tilbagestaaende forelöbige Arbeider deels i Sverige dels under et kort gjentaget Ophold i Kjöbenhavn, hvorpaa han, da Arbeidet, forsaavidt det tiltrængtes udfört udenfor Norge, var fuldendt, i December Maaned 1837 vendte tilbage til Christiania.

De saaledes udförte forberedende Arbeider bestode, som allerede ovenfor antydet, i Afskrivning og Collationering. At afskrive ethvert enkelt Stykke af det forefundne Materiale var hverken hensigtsmæssigt, eller engang muligt, uden derpaa at anvende en Tid og Möie, der langt fra vilde svare til Udbyttet. Hvor der nemlig, som Tilfældet er med mange Love, især den nyere Landslov, findes af een og samme Lov Codices i et betydeligt Antal, af hvilke kun de færreste fra Sprogets og Indholdets Side ere characteristiske eller specielt mærkelige, vilde det have været tidspildende og overflödigt at afskrive hver enkelt; en Beskrivelse over Codex og dens Egenheder i Almindelighed og Anförelse af dens Afvigelser i Form af Varianter paa Afskriften af den Codex, der paa Grund af sin Fortrinlighed valgtes til Hovedcodex og derfor blev heel afskreven, maatte her være tilstrækkelig. Imidlertid blev dog herved den störste Forsigtighed anvendt, og i alle Tvivlstilfælde valgte man heller at afskrive for meget end for lidet. Saaledes blev i flere Tilfælde meer end eet af de vigtigste Haandskrifter af en Lov heelt afskrevne, og denne Fremgangsmaade blev stedse anvendt, hvor Haandskrifterne af een og samme Lov fremböde saa betydelige indbyrdes Forskjelligheder, at de maatte ansees snarere som fra hinanden afvigende Recensioner end som blotte Afskrifter af samme Original.

Afskrifterne bleve forövrigt tagne med den mest samvittighedsfulde Nöiagtighed. Saavel i Hovedtexten som i Varianterne blev Originalens Bogstavering paa det omhyggeligste gjengiven, endog Feilene, der dog bleve bemærkede som saadanne. Forkortningerne bleve oplöste, men betegnede ved forskjellig Skrift, og hvor der var Tvivl om den rette Maade, hvorpaa et Ord skulde læses eller en Forkortning oplöses, blev Stedet anfört i Margen i Facsimile.

Til Benyttelse ved Beskrivelsen af Codices og for i sin Tid lithograferede at ledsage Udgaven bleve fuldstændige Facsimiler tagne af enhver benyttet Pergaments-Codex.

Efterat den Deel af de forberedende Arbeider, som egentlig omfattede Indsamlingen af det til en Udgave af Norges gamle Love nödvendige Materiale af Afskrifter og Jævnförelser, paa ovenanforte Maade var tilendebragt, blev Fortsættelsen af hine Arbeider, der skulde foregaae i Christiania og nu væsentligen bestod i Ordningen af det Samlede og dettes videre Bearbeidelse for Trykken, overdraget undertegnede Professor Munch under Overopsyn af förnævnte Commission, i hvis Personale imidlertid var indtraadt den Forandring, at ved Professorerne Lundhs og Herslebs' efter hinanden indtrufne dödelige Afgang, Justitiarius i Stiftsoverretten i Christiania J. Chr. Berg og daværende Professor juris U. A. Motzfeldt vare komne i deres Sted. Munch var sysselsat med bemeldte Arbeide i de nærmest paafölgende Aar, indtil deels Mangel paa pecuniære Hjælpemidler, deels Commissionens virksomme Medlems og Formands Prof. H. Steenbuchs Död i Aaret 1839 bevirkede en midlertidig Standsning. Arbeidet optoges dog igjen i 1844, efterat Professorerne R. Keyser og P. A. Munch vare blevne udnævnte til Commissionens Medlemmer og havde paataget sig i Forening det til Udgivelsen nærmest hörende Arbeide, Correcturen af Trykningen derunder indbefattet; og da Storthinget i 1845 bevilgede de fornödne Midler til med Kraft at sætte Verkets Udgivelse i Gang, kunde der endelig skrides til dets Offentliggjörelse ved Trykken.

Det hele Verk, der skal gjengive Norges ældre Love, forsaavidt de endnu ere forhaanden, i Original-Sproget, er beregnet paa at skulle udgjöre fire Bind. Det 1ste som her leveres, indeholder de forhaandenværende Norske Love ældre end Udgangen af 1263 eller Kong Magnus Haakonssöns (Lagaböters) Regjerings-Tiltrædelse, fra hvilket Tidspunct en ny Epoche i Norges Lovgivnings-Væsen maa regnes. Det 2det og 3die Bind vil komme til at indeholde de under sidstnævnte Konge og hans Efterfölgere indtil Kong Olaf Haakonssöns Död i 1387 udgangne Love og Forordninger. Det 4.de Bind endelig er bestemt at skulle meddele Beskrivelse over de ved Udgivelsen benyttede Codices med Facsimiler, samt maaskee et Real- og Verbal-Register. Hvert Bind er beregnet paa at blive omtrent af samme Störrelse som nærværende, og det hele Verk forhaabes at ville udkomme i Löbet af 4—5 Aar.

Med Hensyn til Indretningen af nærværende Udgave maae vi tillade os at bemærke Fölgende:

1. Ved ethvert Stykke, hvoraf flere Codices findes, er i Almindelighed een enkelt udvalgt og lagt til Grund for Hovedtexten, medens Afvigelserne i de övrige ere anförte som Varianter; kun hvor Variant-Codices vare altfor afvigende til at kunne gjengives saaledes, eller de fra Sprogets, Indholdets eller Ældens Side havde noget sær Mærkeligt, ere de vedföiede in extenso.

2. Texten er nöiagtigen aftrykt efter Afskriften af Hovedcodex, og dennes Bogstaveringsmaade aldeles bibeholdet, hvor et godt Pergaments-Haandskrift eller ogsaa en aldeles paalidelig nyere Afskrift af et nu tabt gammelt og godt Haandskrift er benyttet. Hvor man derimod, som f. Ex. ved den ældre Frostathings-Lov, Bjarköretten o. a., har maattet benytte nyere Papirs-Afskrifter, hvis Beskaffenhed tydelig viser, at Afskriveren ikke nöiagtigen har fulgt sin Original, men vilkaarligen forandret dens Retskrivning, har man troet at burde restituere denne, saavidt det lod sig gjöre, saaledes at man enten, hvor Retskrivningen viste sig blot at være i mindre Grad forvansket, har berigtiget den efter den Analogi, Hovedafskriften selv antydede, eller, hvor en slet islandsk Retskrivning fra forrige Aarhundrede var anvendt, har i dens Sted optaget en saadan regelmæssig grammatisk Skrivemaade, som den nyeste Tids Undersögelser have godtgjort at maatte ansees som den normale for det oldnorske Sprog i det 13de og 14de Aarhundrede. Saaledes er den ældre Frostathings-Lov kun berigtiget efter Textens egen Analogi; Bjarköretten derimod aftrykt med fuldkommen grammatisk Retskrivning. Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Pergaments-Bögernes Bogstavering er gjengiven, bemærkes endvidere, at der gives flere især yngre, der aldeles ikke gjöre nogen Forskjel imellem d og ð, men anvende disse Bogstavtegn i Fleng, maaskee blot for Afvexlings Skyld. Ved at aftrykke deslige Codices er overalt blot d anvendt, idet man er gaaet ud fra den Forudsætning, at da Afskriveren ingen Forskjel erkjendte, var det ligegyldigt, hvilket Tegn man brugte, medens dog, naar blot eet Tegn skulde anvendes, ð aldrig kunde sættes for d, d derimod altid for ð. En lignende Fremgangsmaade er anvendt med Accenterne, der forefindes i enkelte Codices. Hvor disse kun sjelden anvendes, som i den gamle Pergaments-Codex af den ældre Gulathings-Lov, ere de nöiagtigen bibeholdte i Udgaven; hvor de forekomme hyppig, saaledes at man kan skjönne, at det har været Afskriverens Mening at bruge dem som vedtagne Tegn for Modificationer i Lydene, som f. Ex. i den ældre Frostathings-Lov, ere de ogsaa anvendte i Udgaven, men den noget usikkre Anvendelse i Codex berigtiget efter grammalicalske Regler; hvor de derimod, som i 4de Brudstykke af Bjarköretten, tydeligen vise sig kun at være tilföiede som et Slags caligrafisk Prydelse, saa at de staae saagodtsom over hver eneste Bogstav, endog over Consonanter, ere de i Udgaven aldeles udeladte. Det ligger forresten i Sagens Natur, at de faa Ord, hvis Skrivemaade i Texten kunde give flere Fortolkninger Rum, ogsaa ere bibeholdte uforandrede, men med tilföiede Noter, hvori Læseren gjöres opmærksom paa denne Omstændighed og tilsyneladende Inconseqvents.

3. Forkortningerne i Original-Codices ere overalt oplöste, uden at man har anseet det nödvendigt i Udgaven at betegne dem med forskjellig Tryk. De fleste Forkortninger ere nemlig saa simple, at de blot kunne oplöses paa een Maade; de forekomme derhos saa hyppig, at en Forandring i Typer for enhver af dem kun vilde vanzire Trykken og trætte Læseren. Desuden er enhver Forkortning, der endog blot i fjærneste Maade kunde synes tvetydig, eller give Anledning til meer end een Oplösning, bemærket i Noterne. Skrivemaaden af de i Originaltexten forkortede, men i Udgaven oplöste Stavelser eller Stavelsesdele er nöiagtigen lempet efter den i hvert enkelt Stykke herskende Retskrivning.

4. Aabenbare Feil i Codex, der saa tydeligen fremtræde, at kun een Berigtigelsesmaade er mulig, ere i Udgaven rettede i Texten, men med Tilföielse af en Note, hvori Stedet anföres saaledes som det forekommer i Codex. Hvor Feilen dog blot bestaaer i en Udeladelse af eet eller flere Ord eller Bokstaver, ere

disse simpelthen, uden Note, optagne i Texten, men indesluttede i (). Mistænkelige Steder, ved hvilke man dog ei vovede at foretage nogen berigtigende Conjectur, ere ved Noter blot paapegede; andre, hvis Feilagtighed er vis, medens de dog muligen kunne berigtiges paa meer end een Maade, ere rettede i tilföiede Noter.

5. I at anföre Varianterne har man, hvor disses Masse var saa stor, at man nödvendigviis maatte gjöre et Udvalg, anseet dem, der medförte en Forandring i selve Meningen, vigtigere end dem, der blot antydede en orthographisk eller grammatisk Egenhed. Disse sidste ere derfor i saadanne Tilfælde udeladte.

6. Varianterne ere anförte i Form af underlöbende Noter med Talhenvisninger til Texten. De henvisende Tal ere i Texten anbragte umiddelbar bag ved det Ord eller den Sætning, hvoraf en forskjellig Læsemaade anföres. Gjælder Variant-Noten kun et enkelt Ord, der i Variant-Codex enten ombyttes med et andet eller mangler, er ingen yderligere Betegning eller Bemærkning tilföiet; gjælder den derimod flere Ord eller en heel Sætning, er Stedet, hvorfra Varianten skal regnes, enten i Texten betegnet med [, der i Noten gjentages, eller det er i Noten bemærket ved henvisende Ord. For at spare Rum, har man desuden vedtaget i Varianterne at bruge enkelte Forkortninger, nemlig: "mgl." for "mangler", "tilf." f. "tilföies i", "saal." f. "saaledes", "m. a. H." f. "med en anden Haand", og lignende, der uden nogen Forklaring ville kunne forstaaes.

7. Til Lettelse ved Benyttelsen og Sammenligningen af de enkelte Love ere ved hvert Capitel af en Lov tilsvarende Steder i de andre Love, hvor saadanne lade sig paavise, anförte i et eget Rum paa hver Side, under Texten og over Noterne. Her ere for Kortheds Skyld folgende Signaturer vedtagne:

G. betegner den ældre Gulathings-Lov.
F. — den ældre Frostathings-Lov.
Bj. — Bjarköretten eller den ældre Bylov.
Hk. — Hákonarbók.
E. — den ældre Eidsivathings-Lov eller sammes Christenret.
B. — den ældre Borgarthings-Lov eller sammes Christenret.
Sv. — Kong Sverrers Christenret.
L. — den nyere eller Kong Magnus Lagaböters Landslov.
Bl. — den nyere Bylov.
H. — Hirdskraa.
M. — Kong Magnus's Christenret.
J. — Erkebiskop Jons Chrisenret.

8. Hver Lov danner et eget nummereret Afsnit i det Bind, hvortil den hörer, og ved Begyndelsen af ethvert saadant Afsnit Endes en Fortegnelse over de benyttede Codices med Angivelse af sammes Bevaringssteder og formodede Alder. De mindre omfangsrige Forordninger eller Retterböder, som optages i Bindet, ere samlede i eet nummereret Afsnit, men foran hver især er angivet, efter hvilke Codices den er leveret, paa samme Maade som ved de vidtlöftigere Love. Den nöiagtige Beskrivelse af de benyttede Codices ligesom Facsimilerne eller Skriftpröverne af dem ere, som allerede ovenfor yttret, forbeholdne at meddeles i 4de Bind.
-----------

Nærværende forste Bind indeholder, som allerede bemærket, Alt hvad man hidtil har forefundet af Norges Lovgivning for Magnus Haakonssön, nemlig:

I. Den ældre Gulathings-Lov. Af denne existerer kun den eneste nogenlunde fuldstændige Codex, efter hvilken Texten er nöiagtig aftrykt. Forresten gives kun sparsomme Brudstykker, hvilke anföres deels i Form af Varianter, deels som Anhang aftrykte in extenso. Brudstykkerne betegnede C. ere især vigtige forsaavidt som de vise sig at være Levninger af en Codex ældre end selve Hovedcodex, og efter al Sandsynlighed fra Midten af det 12te Aarhundrede. Hovedcodex, der omtrent i Midten har en Lacune, som ikke lader sig udfylde ved noget af de tilstedeværende Brudstykker, antyder ikke ved særskilte Afsnit nogen Inddeling i Bolker, hvorfor i nærværende Udgave Capitlerne ere betegnede med fortlöbende Tal. Afskriverens Mening synes imidlertid at have været den, at

1. Christendoms-Bolken skulde regnes fra...........Cap. 1— 33.
2. Kjöbe-Bolken.......................................— 34— 71.
3. Landsleie-Bolken.................................. — 72—102.
4. Arve-Bolken .......................................— 103—130.

Disse Bolker tilsammen synes at have skullet udgjöre 1.ste Deel af Lovbogen, hvortil har sluttet sig et Anhang af blandet Indhold fra Cap. 131—150. Derpaa folger som anden Deel:

5. Mandhelgen (i hvis Begyndelse Lacunen findes) fra Cap. 151—252.
6. Tyve-Bolken — 253—264.
7. Odelslösnings-Bolken — 265—294.
8. Landværns-Bolken — 295—315.;

hvorpaa det Hele har sluttet med et Anhang — 316—320.

II. Den ældre Frostathings-Lov, forsynet med en Indledning indeholdende flere nye Bestemmelser af Kong Haakon Haakonssön, samt inddeelt af ham i 16 Parter. Af denne Lov existerede ligeledes kun een, tildeels defect Hovedcodex, der undergik i Kjöbenhavns Ildebrand 1728, men af hvilken flere Afskrifter findes, hvilke ere lagte til Grund for nærværende Udgave. Blandt disse Afskrifter er der een ufuldendt af Arne Magnussön, der blot indeholder Lovbogens Begyndelse indtil et Stykke ind i Christenretten. Ved at sammenligne de övrige fuldstændige Afskrifter med denne, der synes at være aldeles nöiagtig, viser det sig, at hine afvige betydelig i Retskrivningen, hvilken Afskriverne saaledes vilkaarlig maae have forandret. I nærværende Udgave er derfor Retskrivningen bleven berigtiget efter den i Arne Magnussöns egenhændige Afskrift antydede Analogi, dog saaledes at Accenterne, der i denne findes anvendte i altfor stor Mængde og tildeels paa urette Sted, i Udgaven kun ere satte hvor de bör findes. Den Omstændighed, at de ældre Christenretter, hver i vedkommende Lagdömme, indtil videre forbleve gjældende længe efterat Magnus Haakonssöns Lovbog var udkommen, har bevirket, at man af Frostathings-Lovens Christendoms-Bolk har to særskilte Pergaments-Afskrifter, af hvilke den ene her er benyttet som Text for den Deel, den omfatter, og aftrykt uforandret. Den af Kong Haakon Haakonssön foranstaltede Part-Inddeling af Frostathings-Loven tager forövrigt aldeles intet Hensyn til de oprindelige Bolker, hvilke synes at have været fölgende:

1. Christendoms-Bolken fra II. (S. 129) til Enden af III. (S. 156).
2. Mandhelgen fra IV. (S. 156) til Enden af VI. (S. 197).
3. Landværns-Bolken hele VII. (S. 197—204).
4. Arve-Bolken fra VIII. (S. 204) til Enden af IX. (S. 216).
5. Kjöbe-Bolken fra X. (S. 216) til Enden af XI. (S. 235).
6. Odelslösnings-Bolken hele XII. (S. 235—239).
7. Landsleie-Bolken fra XIII. (S. 239) til XIV., 11 (S. 252).
8. Tyve-Bolken fra XIV., 12 (S. 252) til Enden af XV. (S. 257).
Tillæg af Retterböder hele XVI. (S. 257—258).

Som Anhang til Frostathings-Loven er her meddeelt den saakaldte Hákonarbók, ogsaa benævnt, uvist af hvilken Grund: Jærnside (Járnsiða), aftrykt efter den eneste af samme tilværende Pergaments-Codex. Denne Lov, eller maaskee rettere dette Lov-Udkast, har vel egentlig været bestemt for Island; men da den i Hovedsagen er formet efter Frostathings-Loven og paa mange Steder endog stemmer ordret med denne, saa har man troet at burde optage den i nærværende Samling, da den kan tjene til baade at udfylde enkelte af de Huller og berigtige mange af de Feilskrivninger, der i selve Frostathings-Lovens Text, saadan som vi nu have den, forefindes.

III. Bjarköretten eller den ældre Bylov. Den er her leveret efter forskjellige Brudstykker, af hvilke kun to paa Pergament, det ene meget gammelt, men skrevet med en forsaavidt besynderlig Orthographie, som Accenter — rimeligviis blot til Ziir — ere satte næsten over hvert Bogstav, endog Consonanter, hvorfor de i Udgaven ere ganske udeladte. Da man ei har denne Lov fuldstændig, og et Par af Brudstykkerne desuden ere at betragte mere som Uddrag end som virkelige Afskrifter, kunde her ikke foretages nogen ordentlig Inddeling. Meget maatte endog anföres tvende Gange. For lettere Oversigts Skyld valgte man at betegne alle Capitlerne gjennem de 4 forskjellige Brudstykker med fortlöbende Tal, selv hvor et i et foregaaende Brudslykke anfört Capitel forekom paany. Saa mangelagtig end denne Bjarköret i sin nærværende Form er, saa kan det dog neppe antages at, med Hensyn til Materien, særdeles meget fattes; og det maa ansees som et stort Held, at den S. 302 omtalte islandske Papirs-Codex, der nu tilhörer Universitets-Bibliotheket i Christiania, opdagedes; thi det er især den, der har gjort det muligt at levere meget mere af denne Lov, end Paus i sin Tid, ved Hjælp af de blotte arnamagnæanske Haandskrifter, formaaede at tilveiebringe. Det er forövrigt let iöinefaldende, at den her leverede Bjarköret slutter sig til Frostathings-Loven, og maaskee endog aldrig har bestaaet i andet end Optegnelser af de Punkter, hvori Byretten afveg fra Landretten, ligesom Tilfældet er med de fleste Afskrifter af den nyere Bylov. Men hvorvidt i saa Fald denne Bjarköret har gjældet for alle Byer i Landet, og om der ikke existerede andre Bjarköretter for Kjöbstæderne i Norges övrige Lagdömmer, maa lades uafgjort.

IV. Den ældre Borgarthings-Christenret. Dennes Bevaring, medens den övrige ældre Borgarthings-Lov er gaaen tabt, skyldes ganske vist den allerede ovenfor ved Frostathings-Loven berörte Omstændighed, at de ældre Christenretter vedbleve at have Gyldighed længe efter den nyere Landslovs Indförelse under Kong Magnus Haakonssön. Hidtil kjendte man den kun i den Form, hvori den under Titelen: "Jus ecclesiasticum Vicensium" er udgiven af Johannes Finnæus (Hannes Finnssön). Her leveres foruden denne Recension (I.) endnu tvende andre, der nu först ere dragne for Lyset, den ene af en Pergaments-Codex i den arnamagnæanske Samling, den anden af en Pergaments-Codex i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Disse sidstnævnte Bearbeidelser ere især mærkelige derved, at de have optaget Stykker, der egentlig henhöre til den verdslige Lov, og saaledes indeholde de eneste Levninger, man har, af den ældre Borgarthings-Lovs verdslige Deel. Man har, paa Grund af de forskjellige Recensioners indbyrdes Forhold, troet det hensigtsmæssigst at optage alle 3 i Udgaven, hver saa fuldstændig som den forefindes.

V. Den ældre Eidsivathings-Ckristenret. At denne er os levnet som den eneste nu tilværende Deel af den ældre Eidsivathings-Lov, skyldes den samme Omstændighed, som for ved Frostathings- og Borgarthings-Christenretter er omtalt. Af den fandtes ogsaa to temmelig afvigende Recensioner, hvilke begge ere blevne gjengivne.

VI. Kong Sverrers Christenret, egentlig en blot Compilation af Gulathings- og Frostathings-Christenretter.

VII. Retterböder og Forordninger ældre end Udgangen af 1263.

At omtale vidtlöftigere Indholdet af nærværende Bind formenes overflödigt, da den udförligere Beskrivelse af de benyttede Codices og Fremstillingen af sammes Historie, ligesom og Oversigten over de forskjellige Loves og deres afvigende Recensioners indbyrdes Forhold, som forhen antydet, efter Verkets Plan er forbeholdet det sidste eller 4de Bind. At Verket vil udfylde et længe fölt Savn hos Fædrenelandets Lovkyndige og Historiegrandskere, derom troer Commissionen sig overbeviist. Forövrigt maa Arbeidet tale for sig selv, idet Udgiverne ere sig bevidste efter yderste Evne at have bestræbt sig for at levere det saa fuldkomment som Omstændighederne tillode, til Fyldestgjörelse for Nationen i Almindelighed og for den videnskabelige Forening i Særdeleshed, der saa liberalt har understöttet det. Christiania den 19de Juni 1846.

J. Chr. Berg, Overrets-Justitiarius.

U. A. Motzfeldt, Höiesterets-Assessor.

R. Keyser, Professor.

P. A. Munch, Professor.