Niels Klims underjordiske Reise/Fortale

Fra Wikikilden
Niels Klims underjordiske Reise
Oversatt av Jens Baggesen.
I. Levin (s. 7-12).
Peder Klim og Andreas Klim,
Thomas Klims Sønner, og Klim den Stores Sønnesønner,
til
den velvillige Læser.

Da det er kommet os for Øre, at Een og Anden har kaldet denne Histories Sandhed i Tvivl, og at Udgiveren af den underjordiske Reise af denne Aarsag hist og her er kommen i slemt Udraab, have vi, for i Tide at forekomme alle falske Beskyldninger, holdt for raadeligt, at forsyne denne nye Udgave med Vidnesbyrd fra Mænd, hvis Ærlighed og Oprigtighed er ophøiet over al Mistanke, og hvis Udsagn betrygger fuldkommen Udgiveren mod alle Indvendinger. De tvende første af disse Vidner vilde vi at have været samtidige med vor Helt, de øvrige have levet nær ved hans Tider, og alle ere de almindeligen bekiendte som Folk af gammel Dyd og Ærlighed, der ikke lode sig selv binde noget paa Ærmet, og aldrig gave Andre Liimstangen at løbe med. Ved saa anseelige Personers egenhændige, med deres Segl forsynede Vidnesbyrd binde vi Munden paa alle falske Bedømmere og Skumlere, og bringe dem til at erkiende deres Vantro, og tage deres uforsigtige Beskyldninger tilbage. Den mig og min Broder tilsendte Attest lyder saaldes:

»Paa de hæderlige, meget agtværdige unge Menneskers, Peder Klims og Andreas Klims Begiering bevidne vi Underskrevne, at vi iblandt den berømte Niels Klims efterladte Boger have fundet et Haandskrift, med den Titel: underjordiske Reise. Til samme Reise var heftet en underjordisk Grammatik med en Ordbog i tvende Sprog, nemlig Dansk og Qvamitisk. Ved at sammenligne den berømmelige Abelins latinske Oversættelse, som for nærværende Tid er i hver Mands Hænder, med dette gamle Haandskrift, erfares, at Oversættelsen ikke afviger i mindste Maade fra Grundtexten. Til dets ydermere Bekræftelse have vi hosføiet vre Segl.

Adrian Petersen, mpp.
Jens Thorlaksen, mpp.
Svend Klak, mpp.
Jokum Brander, mpp.
Jens Gad, for mig og min Broder, mpp.
Hieronymus Gibs, Skotlænder. mpp.«

Vi haabe, ved et saa udmærket og troværdigt Vidnesbyrd tilstrækkeligen at hæve alle Tvivl; men skulde der desuagtet gives Een og Anden saa haardnakket, at han, trods disse Beviser, fremturede i sin Mistanke, ville vi see til, at betvinge hans Vantro med andre Vaaben. Det er en bekiendt Sag, at der i den Deel af Norge, som kaldes Finmarken, gives Folk, som i den naturlige Troldom (en Videnskab, hvori andre Nationers Lærde neppe have kikket) have drevet det saavidt, at de kunne opvække Storm, og stille den igien, forvandle sig til Ulve, tale adskillige og i vor Verden aldeles ubekiendte Sprog, og reise fra Nordpolen til Sydpolen i mindre Tid end een Time. En saadan Fin, ved Navn Peyvis, kom nylig hertil Bergen, og viste, efter Byfogdens Befaling, saa mange forunderlige Prøver paa sin Kunst og Lærdom, at alle Tilstedeværende dømte ham Doctor-Hatten fuldkommen værdig; og da der paa samme Tid var udkommet en skarp Kritik over den underjordiske Reise, hvori Recensenten henførte den til Ammestue-Eventyrer, fik samme Peyvis, da der handledes om at redde de Klimers Ære, Befaling, at samle alle sine Kunster sammen, for at forsøge en Reise under Jorden. Han lovede, at adlyde Byfogdens Befaling, og udbredte sig over sine Færdigheder omtrent i følgende Udtryk:

  Hvad vil du? saa siig!
Det Stærkeste, Vældigste, Største paa Jorden,
Fra Syden til Norden,
  Maa adlyde mig.
Jeg Regnbuen bryder,
Jeg stjerner, og Solen, og Maanen nedskyder,
Jeg Torden at dundre ved Maaneskin byder,
Mig Stormen og Vindenes Hvirvel adlyder,
Jeg giør, at af Klippen sig Honning udgyder,
At Nordhavets Bølge, som Bækkenes, flyder,
At Hekkenfeld fryser, og lisbierget syder.
  Hvad vil du? saa siig!
Hvad findes i Havet, hvad er der paa Jorden,
I Luften og Ilden, fra Syden til Norden,
  Som lyder ei mig?

Alle gyste af Forskrækkelse ved at høre disse utrolig klingende Tilsagn. Men Finnen lavede sig strax uforsagt til Reisen, klædte sig af, og (forunderlige Syn!) pludselig forvandlet til en Ørn svang han sig op, og forsvandt i Luften. Efter en heel Maaneds Fraværelse, treen en Fredag Morgen tidlig, noget før Solens Opgang, vor foranderlige Doctor ind i Byfogdens Stue, men ganske udmattet og aandeløs, som en Hest, der har gaaet op ad Banke; hans Kræfter havde reent forladt ham, og Sveden styrtede strømmesviis ned af hans Pande. Men gav ham Tid at komme til sig selv igien; og da han havde pustet lidt, og faaet en Slurk Brændeviin at styrke sig paa, begyndte han udførligen at beskrive sin Reise, og berettede stykkeviis alt hvad der var hændet ham paa hans Luft-Seilads og i de underjordiske Lande. Han fortalte, at efter adskillige Træfninger, som siden vare holdte, og hvori det klimske Parti havde beholdt Overhaand, Regieringen igien var kommen til vores Nielses Søn; at Samme længe havde ført Scepteret under sin Moders Formynderskab; men at han nu selv, gammel, og forherliget ved mange store Bedrifter, regierede vidt og bredt i den underjordiske Verden, under Navn af Niels den Anden. Alt hvad denne lærde Mand fortalte blev strax, Ord for Ord, ført i Pennen. Det vil blive et høist vigtig Bidrag til de Annaler, som de Lærde i Bergen have lovet at udgive under Titel af: Fortsættelse af det femte Monarkies Historie. Foruden disse Annaler skal tillige en qvamitisk Grammatik komme for Lyset, som for nærværende Tid vel ikke kan være til synderlig Nytte, men vil blive desto vigtigere for Efterkommerne; thi da vort Fædreneland (uden at rose os selv) er overmaade frugtbart paa Projektmagere, ville disse vist anvende al muelig Tid og Flid i Nætter og lyse Dage, paa at oprette en Handel med Qvamiterne, og ikke helme, før de have opfundet Maskiner, hvormed de trygt og uden Troldoms-Kunster kunne seile ned under Jorden.

 Skammer Eder nu, I vantroe Dødelige! og lærer herefter, i vigtige Sager at gaae frem med mere Forsigtighed! Skammer Eder, I Skumlere! og beder om Forladelse for Eders ugrundede Beskyldninger! Skammer Eder endelig, I Recensentere! og at den lærde Verden ikke skal lide under Eders formastelige og ubillige Domme, saa qvæler dem herefter i Fødselen, eller, om I heller ville, Eder selv.