Kort Avhandling om den Danske Skriverigtighed til nøyere Overveyelse

Parva libellum fustine patientia,
Severitatem frontis dum placo tuæ.

Enhver kan lettelig slutte, at Skrive-Kunsten har, som de flæste Videnskaber, i sin Begyndelse været meget ufuldkommen, da man just ikke paa engang kunde udfinde alle, net op de beqvemmeste Bogstaver; men til de faa i Begyndelsen er siden lagt flere. Nødvendigheden lærede da i Begyndelsen, at man maatte tage en, eller og to tilsammen, af de Bogstaver, man havde, for at sætte i den manglendes Stad. Denne Urigtighed, da den ved Vanen ligesom var bleven autoriseret, kunde siden ey saa let igjen afskaffes, men har indsneget sig, skjønt paa ulige Maade, nesten i alle Sprog; da man, deels for at efterfølge de ældre Slægter, deels og formedelst Nationernes forskjellige Udtale, ja vel og fordi man syntes, at derudi var en Slags Ziirlighed; enten har beholdet visse ufornødne Bogstaver (som hos os c, q, x, z), eller sættet flere sammen, hvor en kunde være nok, eller og sættet en Bogstav i Stæden for en anden; som man vel kan see af det Engelske, Franske og mange flere Sprog. Enhver maae dog vel tilstaae, at saadant i sig selv er en stor Urigtighed, som medfører en Hoben Vanskelighed, og derfor engang burde reformeres og forandres, om ikke alt paa en Gang, saa dog Tid efter anden. Thi da Skrift vel ikke anderledes er at ansee, end som stiltiende Tale, og Bogstaver de Leed, hvoraf samme er hæftet sammen; saa følger deraf ligefrem denne Slutning, at Skriften saa vidt muelig bør stæmme overeens med Talen, og at man bør bestæmme sine Ord paa Papiret, net op med de Bogstaver som tydeligst i Udtalen høres. Vort Danske Sprog, naar det tales rigtig (thi en urigtig Tale, eller efter en og anden Dialect, kan ey bestæmme noget) er i Udtalen simpel og ligefren, og behøver ingen Aspiration af h, i og andre Bogstaver, eller at man skal tvinge sammen 2 à 3 Bogstaver, for at udtrykke en besynderlig og sammenløbende Lyd, som vel skeer i visse andre Sprog; og derfor lettelig kan forandres til en simpel og tydelig Skrivemaade, i Fald ellers ikke Vanen, som ofte misbruger sit Herredømme, som og tildeels (hos nogle) Overilelse, Ukyndighed, og den skadelige Fordom, at man veed det rigtigste; maaskee vilde sætte sig derimod, og udraabe den liden Forandring, som derved maatte skee, for noget sælsomt og urimeligt.

Jeg veed vel, at naar en Forbedring eller Forandring skal bestaae deri, at man afskaffer en gammel Feyl, for igjen at indføre en anden af en nyere Mode; saa gjør den klogest, som bliver ved det gamle, naar Middelveyen ey kan tages. Men en langt anden Sag er det, naar noget kan gjøres let, naturligt og fatteligt, saadan Forandring bør vel hos kloge Folk finde Stæd. Nu iblandt dette er det en Sag af en ey saa ringe Vigtighed, at man indretter Skrivemaaden saa let, naturlig og ligefrem, skee kan efter Udtalen. Det er dog vel ingen virkelig Zirat i et Sprog, at man gjør det forvirret og vanskeligt, som kunde være tydeligt og let? Naar Sproget skrives ligefrem, da kan Børn (hvor mange fattige og ordinære Folk, saa vel Voxne som Børn, kan ey ret læse i Bog?) saa meget lettere og snarere lære at bogstavere, læse og skrive rigtig, Fremmede hastigere forstaae Sproget, og ustuderede Folk ey saa meget tage Feyl i Skrivningen; da de endog i de Ord, som skrives ligefrem, oftest fⱥrseer sig, allene fordi de veed, at det eller hint Ord skrives anderledes, end det udtales; da de f. Ex. gjør saadan Slutning: det Ord Skielm, strives med k, i og, e; altsaa bør man og skrive, Skiel (i St. f. Sjæl) efterdi Udtalen er aldeles liig.

Mange mener, formedelst Vanen, at de skriver saa ligefrem, stee kan, og at de derimod taler ligte efter Skriften; men (iblandt andre) nys anførte Ord, Skielm, som det almindelg skrives, viser, at de kan tage Feyl. Thi 1) høres k ikke, uden man tvinger sig til at udtale den. 2) Bør i ikke skrives uden hvor reen i høres, som ey skeer i dette Ord, thi saa blev det to Stavelser; men her bør staae j. 3) Høres tydelig i dette Ord æ, men ey e; altsaa bør man skrive, Sjælm. Jeg troer ikke, nogen med Sandhed kan sige, at det er urigtigt.

Jeg har vel hørt dem, som har sagt: at man i Udtalen kan høre: f. Ex. g i giøre, h i hvad, k i Skielm; men hvorvidt saadant er sandt, overlades til enhvers upartiske og betænksomme Dom.

Men for nu nærmere at vise en simpel, og med Udtalen overeenstæmmende Skrivemaade, maae jeg igjennemgaae, eller vise:

1. De fornødne Bogstaver, som udfordres til at skrive Sproget ret, efter den rigtige Udtale.
2. De fornødne Regler, som bør vise disse Bogstavers rette Brug, og hæme deres Misbrug.

1. De fornødne Bogstaver mangler vi vel ey i vort Sprog, untagen en, i vis Stæd vi bruger to, nemlig Aa, aa, hvilken bør kun være en Bogstav, saavel i Skrivten, som i Udtalen, og bør have sit eget rigtige Navn. Bogstaverne, veed man, er enten 1. Vocaler, som uden Hjelp af en anden Bogstav udsiges, og har sit Navn i sig selv, eller 2. Consonanter, som maae tage en Vocal til Hjelp, om de skal udsiges.
   1. Vocalerne bør være 9. nemlig: a, aa, æ, e, i, o, ø, u, y.
   Mærk:
   1. Nogle mene vel (fornemmelig Tydske) at der er kun 6 egentlige Vocaler: a, e, i, o, u, y; dærimod anseer, aa, æ, ø, som Diphtonger, eller dobbelt lydende Vocaler, som dog er urigtigt; thi aa, æ, ø, kan snart være lange, snart korte, ligesaa vel som de øvrige; derfor maae ingen tænke: at aa er det samme, som to sammentrækkede aer, æ det samme som a og e, ø det samme som o og e; men de ere simple, rene Vocaler, som man af deres enkelte Lyd, naar de med Consonanterne sammensættes, vel kan høre.
   2. Alle Vocaler, efterdi de ere selvlydende bør kun have et enkelt Navn, som just net op bør være det, som de lyder, naar de med en Consonant sammensættes. Altsaa er det ikke rigtigt, at kalde nogen Vocal a-a, eller a-e; thi det er et dobbelt og ikke et enkelt Navn. Deres Navne give de selv tilkjende, som man let kan høre i de Ord: Saa, Knæ. Heraf følger nu
   3. At aa ey bør skrives med dobbelt a, da det er kun et enkelt Bogstav, og den bør have sin egen enkelte Figur, at den tydelig kan stilles fra alle de øvrige Bogstaver, og ey have noget Vedhæng af a, e &c. Jeg antager her, til at betegne denne Vocal, en af de to Aer, og behandler den i Skriven og Tryk, ligesⱥm man giør mæd O, o, naar den skal betegne Ø, ø; det er man slaaer Stræg over, saaledes: Ⱥ, ⱥ; som herefter bestandig bruges i St. f. Aa, aa. Og bør denne Vocal udsiges kun med et Ⱥndedræt; ligesom og æ, da Børn bør lære dem sⱥledes; thi nⱥr Bogstaven nævnes rigtig, sⱥ falder og Stavelsen let og ret; men ellers, nⱥr æ skal kaldes a-e, sⱥ mⱥ og det Ord, Knæ naturligviis udsiges Kna-e.
   2. Consonanterne bør i vort Sprog i det høyeste kun være 17, nemlig: b, d, f, g, h, j, k, l, m, n, p, q, r, s, t, v, x. Mærk:
      1. C og Z bør ey skrives i noget Dansk Ord, ey heller i noget fremmet, nⱥr det bruges som Dansk, ikke heller i noget Skrift, som skal være til læg Mands Brug; men i den Stæd, S og K: s. Sitron, Sirat, Kaffe, Kapitel &c.
      2. Q og X kan vel for sⱥvidt beholdes, da de ey medfører sⱥ megen Vanskelighed, efterdi q aldrig strives uden for v, i St. f. k, og x er det samme som ks; dog synes mig, at de og med Tiden bør afskaffes; thi som man æy bør unvære nogen fornøden, sⱥ bør man ey heller have nogen ufornøden, Bogstav til almindelig Brug.
      3. Nⱥr man nøye vil ansee det, da burde alle Konsonanter have et overeensstæmmende Navn, da det vilde blive lettere at lære at stave, og kaldes f. Ex. be, de, fe, ge, he, je, ke, le, me, ne, pe, re, se, te, ve. Sⱥ burde og alle ni Vokalerne sættes først i Alphabetet, da mange ey veed at gjøre Forskjel imellem Konsonanter og Vokaler. Man burde og i Trykken have Nogen Forskjel pⱥ den store Jod og den store I.
2. De fornødne Regler ere følgende:
   1. I Almindelighed bør man skrive Ordene med de Bogstaver, som nærmest passer til den Mⱥde at tale pⱥ, som er brugeligst, og forstⱥes af alle Danske og Norske i Almindelighed. De almindelige Ord, som man da skal betjene sig af, er de, som for det meste høres va Prædikkestolen, eller i andre offentlige Taler, eller af fornemme og studerede Folk, nⱥr de taler med Beskjedentlighed. Og dette er Hoved-Regelen, hvoraf de øvrige hænger. Mærk:
      1. Hvor mange forskiellige Dialekter der end er i et Sprog, sⱥ er der dog en almindelig Mⱥde at tale pⱥ, som forstⱥes af alle i det samme land, hvilken mⱥ antages for den rigtigste i Talen og Skriven: f. Ex. Præsterne til Fjelds i Norge, de i Jylland og de i Kjøbenhavn, bruge de samme Ord at prædikke med, og forstⱥes ligevel på de Stæder, ihvor forskjellig end deres Dialekter er. Derfor
      2. Enhver, som taler offentlig, bør da fornemmelig bruge de almindelige rigtige Ord, og ey i sine offentlige Taler indføre sⱥdanne Ord, som allene henhører til en vis Dialekt, eller han selv har vænnet sig til: det var f. Ex. ey rigtig at sige: Bⱥgen, Rije, Nøyel, Føder, hⱥns &c. i St. f. Bogen, Rige, Nøgel, Fødder, hans. Dog om en brav og retskaffen Mand skulle have vænnet sig til et eller andet sⱥdant Ord, da var det meget uforstandig at dadle ham derfor; men ingen burde dog efterabe ham deri.
   2. Fremmede Ord, fornemmelig Nomina Propria af Mennesker, nⱥr de anføres som fremmede, kan i lærde Skrifter vel skrives med Latinske Bogstaver: s. Cicero, Xerxes &c. men i sⱥdanne Bøger, som er til almindelig Mands Brug: s. Bibler, Katekismer &c. bør altid bruges Danske Bogstaver og Dansk Skrivemⱥde: s. Matens, Filipus, Jerusalem, Katekismus &c. derimod bør ommældte Nomina Propria, enten de er verdslige eller bibelske Navne, ikke (efter den Franske og Tydske Mⱥde) i deres Endelser, i Udtalen, forandres; thi det er ey rigtig: See D. C. F. Hempels Hochteutsche Sprachlehre: Pag. 205. &c. §. 222. Thi, om man vil kalde f. Ex. Mateus-Mat, Paulus-Pⱥl, Jeremias-Jerm &c. sⱥ kan man med Sandhed sige: De Mennesker har aldrig hⱥft sⱥdant Navn. Men hvad gammel Brug har ligesom fastsat, kan vel ikke sⱥ let forandres.
   3. Ord, som enten er virkelig Danske, eller antagen af fremmede Sprog, og bruges som Danske, bør skrives efter den Danske Udtale, og man bør ey agte om det Sprogs Skrivemⱥde, hvorfra de nedstammer; thi læg Mand forstⱥer jo ikke Gresk, Latin, Fransk, Tydsk &c. Og ligesⱥvel som man kan skrive efter Udtalen, Tyrk, skiønt Ordet heder i Latinen Turca; ligesⱥ vel kan man (nⱥr man vil bruge fremmede Ord) skrive: f. Ex. Humør, Portosjæse, Kontribusjon, Stelasje, Sjalusi &c. Mærk:
      I sⱥdanne Bøger, Breve &c. som egentlig skrives for dem, der skal lære, eller forstⱥer, Latin, Frank &c. er derfor ey sagt, at man jo kan bruge det Sprogs Ortografi, som det eller hint Ord nedstammer fra. Og i de Bøger som handler om Sprogs eller Videnskabers Kundskab, er det temmelig fornøden at skrive visse Ord med Latinske Bogstaver og efter Latinsk &c. Skrivemⱥde.
   4. Man bør bruge de Vokaler og Konsonanter, som best kan betegne den Lyd, som i Udtalen høres; og altsⱥ bør man ey bruge en Bogstav i Stæden fⱥr en anden, men lade enhver Bogstav giøre den Forretning, som den tilkommer: f. Ex. man bør ey skrive, giemme, men jæmme; thi sⱥ lyder Udtalen. Altsⱥ
   5. Ⱥ (aa) bør bruges (og ikke o) alletæds, hvor ⱥ (aa) høres tydelig i Udtalen: f. Ex. Ⱥvn, ⱥm, Ⱥmsvøb, sⱥm, Sⱥmmer, Sⱥrg &c. thi nⱥr en Bogstav skal betyde en anden, sⱥ kan jeg ligesⱥ vel tage den anden, sⱥm den betyder, sⱥ er det tydelig hvorledes den skal udsiges. Men hvor o er tviilsⱥm, sⱥm i den Latinske Endelse or, der er ingen ret Ⱥrsag til at forandre den: s. Rektor, Professor, Professorens &c.
   6. Æ bør strives allevægne, hvor den tydelig kan høres: f. Æx. Ælske, æfter, ær, dær, hær, Tært, Lære, Modæl, Tabæl &c. Mæn hvor dæn ær tviilsⱥm, ⱥk man ikke tydelig kan høre æ, sⱥm fⱥrnæmmelig skeer i visse korte, Ændelser, i Plurali &c. ær hæller ikke nogen ræt Ⱥrsag at forandre e: for Æx. Fabel, Fabelen: Handske, Handsker: Høre, Hører, hørendes &c. thi f. Æx. i Fabel, Handsker &c. ær ikke tydelig æ; desuden hjælper Derivasjonen til at høre e. Mæn f. Æx. i Subst. Meen (Lyde) og Conjunctio, mæn, kan man væl lydelig høre Forskjællen. I de Ord: dæn, dæt, dæm, rænse &c. ær hæller ikke æ tviilsⱥm; dærimod i sⱥdanne Ord: s. evig, ve, vemodig, Greve &c. bør man ikke, sⱥm nogle gjør, strive æ, da e høres tydelig nⱥk.
   7. I, i, bør skrives, nⱥr i høres i Udtalen: s. Sige, liderlig, ind &c. mæn ællers j: fⱥr en Vokal: s. Kjæp, ja, &c. ikke: Kiep, ia &c. it. æfter en Konsonant; s. Ⱥlje, Færje, Talj &c. dog see 17. Regel. Mæn æfter en Vokal bør bruges y, thi det bliver da en Diftⱥng, sⱥm ikke kan gjøres mæd j: f. Æx. Æy, jæy, hæy, sæy, fæy; enhver kan læt dømme, hvor vidt dæt passer mæd Udtalen at skrive: ieg, hei, seig, feig &c.
   8. De Bogstaver, sⱥm bruges i Ordets Roed æller Stamme, bør ⱥk fræmdeles bruges, sⱥ længe dæt æy støder mod Udtalen: s. Sagt, steegt &c. af sige, stege: thi ⱥfte kan af Udtalen æy sⱥ nøye høres, ⱥm i en Stavelse ær b æl: p, d æl: t, f. æl: v, g. æl: k: f. Æx. sagt, kunde væl ⱥk æfter Udtalen skrives mæd k: mæn nu kⱥmmer dæt av sige, ⱥk bør dærfⱥr skrives med g. Mæn hører man i Udtalen en virkelig Fⱥrskiæl, da bør man ⱥk rætte sig deræfter, ⱥk æy sⱥ nøye agte Derivasjonen: f. Æ. Svække mⱥe skrives mæd k, skjønt dæt kⱥmmer av svag: væye mæd y, skjønt av Vægt: haft mæd f, skjønt av have: ⱥ. s. v. Dæt ær desuden en gammel Regel: Litteræ unius organi facile inter se alteenant. ɔ: Bogstaver av samme Ⱥndelav fⱥrvæxles lættelig mæd hinanden. I de Ord, sⱥm man ikke æfter Udtalen æller Derivasjonen sⱥ væl kan bedømme, bør man rætte sig æfter Brugen: s. Pagt, Magt &c. dog ⱥm ustuderede Fⱥlk av Uvidenhed kⱥm til at skrive, Pakt, Makt &c. mⱥtte dæt ansees llgegyldig.
   9. De Bogstaver, sⱥn ikke ved Conjugation, Derivation &c. kan kⱥmme til at høres, bør ganske udelades: f. Æx. Sanse, unflye &c. thi hvo udsiger væl d i Sands, æller i dæn Partikel und? Sⱥ bør man ⱥk skrive, jænnem, ijæn &c. thi hvorledes vilde dæt væl lyde, ⱥm man udtalede g i giennem, giøre &c.? Fⱥrnæmmelig misbruges i vⱥrt Sprⱥg: g, h, k: f. Æx. Hvad, thi, giemme, gielde, Skiers, Skjold &c. Vad Ulæylighed kunde dæt væl føre mæd sig, ⱥm man lige æfter Udtalen skriver: Vad, ti, jæmme, jælde, Sjærs, Sjⱥld &c.? Vorfor skulde dæt væl være vanskeligere, at skrive rigtig ligefræm æfter Udtalen, ænd læt at skrive urigtig imod Udtalen? Mærk:
      1. Man vil væl sige: I nogle Ord bør man iagttage Stamme-Ordet (vorⱥm i den 8. Regel,) ⱥk altsⱥ behⱥlde ⱥmmældte Bogstaver: f. Æx. Besjæmme burde skrives mæd k, æfterdi dæt kⱥmmer av Skam. Mæn kan man uden sⱥdan Skrupel fⱥrandre a til æ, aa (ⱥ) til i, o til ø, v til y; ja ⱥfte bortkaste ⱥk ijæn indstikke ulige Bogstaver: f. Æx. Arm, Erme, Bⱥnd, binde, Foed, Fødder, Plov, pløye, slⱥe, Slæt, Løgn, lyve, sort, Sværte &c., sⱥ kan man mæd samme rigtige Grund bortkaste æller fⱥrandre g, h, k, ligesⱥm man jør dæt i Udtalen.
      2. Mange ansee sⱥm en fⱥrnøden Regel: Man bør skrive visse Ord mæd fⱥrsjællige Bogstaver, æfterdi de har en fⱥrsjællig Bemærkelse. Mæn har de Ord ikke dæn samme fⱥrsjællige Bemærkelse i Talen? Kan man nu i dæn hastige Tale fⱥrstⱥe sⱥdanne ligelydende Ord av Meningen, sⱥ kan man langt bædre fⱥrstⱥe dæm i Skrift, vor man bⱥde kan læse ⱥm ijæn, ⱥk betænke sig. Skulde ⱥmmældte tages i Agt, da mⱥtte sⱥre mange Ord skrives mæd farsjællige Bogstaver: ja nogle mⱥtte skrises pⱥ 5 à 6 adsjillige Mⱥder: f. Æx. dæt Ord, Rede, betyder 1. et Fugle-Rede. 2. berede, lave til: s. at rede Sængen, rede Maden til &c. 3. færdig: s. han er alt rede. 4. Rigtighed, Fⱥrklaring: s. han jør god Rede fⱥr sig. 5. rædde: s. vordan skal jæy rede mig hærfra? 6. behandle: at rede en ilde til &c. Roe betyder: 1. Vile, Fred. 2. Krog, Hylde. 3. Skⱥrpe pⱥ Sⱥr. 4. Roed, Næpe. 5. at bruge Ⱥrer i en Bⱥd &c. Ⱥk mange fiere sⱥdanne Ord.
   10. Nogle Ord bør skrives ⱥk udtales fⱥrsjellig: f. Æx. Vie (indvie) Vidie (et Træ). Spil (Leeg &c.) Spild (Affald, Avner) Spel (pⱥ et Sjib). Fôr (til Klæder) Foder (til Qveg) &c., dog kan ikke altid dæn nøyeste Agtsⱥmhed udfordres.
   11. De Konsonanter, sⱥm uden Affæktasjon ⱥk Vanskelighed kan udtales, ⱥk kan give en Mandighed i Udtalen, bør æy fⱥrkastes: f. Æx. Sølv, Sølvet (ikke Søl, Søllet). Mand, Manden. Ild Ilden &c. ti en kjælen Udtale ær æy smuk.
   12. Nⱥr en Bogstav i Udtalen ær tviilsⱥm, da kan gemenlig læres av Genetivo &c. av Plurali, av Verbo, ved at gⱥ tilbage til Stamme-Ordet, it. ved at sammensætte mæd andre Ord, vorledes et Ord bør skrives: f. Æx. Mand mæd d, ti Genit. Mandens. hand uden d, ti Dat. hannem. Skrab (ikke Skrap) ti Infin. skrabe, væl (gⱥt) ikke væld, ti vælanstændig. Væld (Kilde) ikke Væl, ti dæt heder, at vælde ud. Mærk:
       Dæn i Dansk Ændelse ⱥfte fⱥrekⱥmmende d bør i mange Ord, da dæn æy udsiges, ganske udelades: s. Dans, hsøt, unvære, Tysk &c. i St. f. Dands, hørdt, undvære, Tydsk &c. I nogle Ord kan dæn d æfter Udtalen unværes, mæn æfter Derivasjonen behⱥldes: s. ont, gⱥt, sant æller ondt, gⱥdt, sandt. Det første synes mig rigtigst; dog bør man skrive: Ondskab, Godhed, Sandhid &c. sⱥsnart d noget høres.
   13. To Kⱥnsonanter av et Slags bør æy skrives sammen, uden de bægge høres: f. Æx. Skriv ⱥk læs: al, Hærskab, fⱥrsukre &c. mæn: alle, Hærre, Sukker. Ligeledes, nⱥr en Ændelse tillægges, sⱥm begynder av samme Bogstav, sⱥm dæt fⱥregⱥende Ord ændes med: f. Æx. Mund ⱥk Dask, skriv, Mundask. Mand ⱥk dⱥm, skriv Mandam; mæn høres tvende, mⱥe de ⱥk skrives: s. iagttage, sparsⱥmmelig &c. ti hær høres dⱥbbelt t ⱥk m.
   14. Nⱥr man i Dansken vil tilkjændegive, at en Vokal ær lang, bruger man snart to Vokaler av et Slags: s. Meel, viis &e. snart sætter man e til: s. Hoer, Foed, Bye &c. nu ijæn kun en Vokal: s. Bog, Lyd, ud. Vad fⱥrⱥrsager dæt andet ænd Vanskelighed? Da man av Meningen kan fⱥrstⱥe de Ord, sⱥm skrives kun mæd en Vokal, sⱥ kan man, jo ⱥk fⱥrstⱥe de øvrige; ⱥk dærfⱥr bør kun skrives en Vokal: s. Mel, vis, Hor, Fod, By &c. Mærk:
       Dæt var bæl ikke utjænlig, at man (fⱥrnæmmelig fⱥr Børn ⱥk Fræmmedes Sjyld) havde et Tægn, vorved man kunde sjille en lang Vokal fra en kⱥrt, vor dæt syntes nødvændig: vilket kunde allene bestⱥe i en liden Punkt, sⱥm man satte under dæn lange Vokal. Dæt burde fⱥrnæmmelig sjee i. de Ord, sⱥm har en Bemærkelse, nⱥr Vokalen er lang, mæn en anden, nⱥr dæn ær kⱥrt: sⱥm i de Ord: Vis, Læg, Fⱥr, Hør, Klister &c. Dætte Tægn kunde væl ⱥk undertiden i visse andre Ord vsre førnøden; dog sⱥm førhæn sagt, fⱥrnæmmelig. fⱥr Børn ⱥk Fræmmede. Man kan hærvæd mærke, at Vokalen, sⱥm i Simplex ær lang, taber ⱥfte sin lange Tone i Composita ⱥk Derivata, sⱥm væl kan høres i de Ord: Løs, løsne. Bog, Bogstav. Rød, rødme. Tid, altid: ⱥ. a. fl.
   15. I de Ord, vor e i Ænden æy hørcs, æller vor dæn kan unværes, bør dæn æy hæller skrives: for Æx. i de Ord, Kjole, Tjænere, Ekonomie, Liberie &c. behøves e æy i Ænden; untagen dæt kunde være i Poesien. Mærk:
       Jæy tør væl næppe unlade, fra dænne Regel at untage Præs. Infin. Act. vor e bør skrives, ⱥm dæn sjønt æy høres: s. Mⱥe, see, groe, sye &c. ⱥk dærfⱥr har jæy i følgende ændet alle Verba mæd e. Dog skal jæy sige min sande Mening, synes mig, at dæn e i Infinit. sⱥm æy høres, bør æy hæller skrives; ti dæn mindste Del av dæm, sⱥm kan skrive, ved, vad Infinitivus vil sige. Ⱥk ligesⱥvæl sⱥm dæt kan være en Untagelse i Ⱥrtografien, ligesⱥvæl kan dæn Untagelse være ved Infinitivo: næmlig Følgende Verba monosyllaba mæd Compositis bortkaste e i Infin. Mⱥ, gⱥ, fⱥ, sⱥ &c. ⱥk dær kunde ⱥmmældte Punkt beqvæmmelig bruges i dæt første, siden avskaffes.
   16. Ord, sⱥm ær fⱥrældede, bør skrives, ikke sⱥm de fⱥrhæn blev, mæn sⱥm de nu blive udtaled: f. Æx. Man siger, ⱥk bør skrive: Fiær, ikke Fier æller Feer. Have, ikke Hauge. Tⱥuv æller Tav, ikke Toug. Synes, ikke sjuues: ⱥ. s. v.
   17. Adsjillige Ord kan skrives mer ænd pⱥ en Mⱥde, sⱥ lⱥnge de udtales pⱥ mer ænd en Mⱥde: f. Æx. Olie, Ⱥlje. Orm, Ⱥrm. Pompe, Pumpe. Færge, Færje &c. Mange Ord, sⱥm skrives mæd ge, gi, gø, gy, udtales jemenlig mæd je, ji, jø, jy: s. Ged æl: Jed. Gevær æl: Jevær. Give æl: Jive. Gøg æl: Jøg. Gyldig æl: Jyldig &c. Mig synes, at disse Ord udsiges mer mæd Jⱥd ænd mæd G, vorfⱥr jæy ⱥk har sat de fleste ved dæn Bogstav J; mæn ⱥm dæt ær s aldeles rigtig, ⱥverlader jæy, sⱥvælsⱥm alt dæt fⱥregⱥende, til dæn kloge ⱥk sindige Læsers betænksⱥmme Dⱥm

Da jæy æfter anførte Mⱥde har indrætttet følgende Register, har jæy hⱥldet dæt fⱥr min Pligt at underætte Læsseren ⱥm, vad Grund jæy kunde have til sⱥdan Skrivemⱥde; hvilken sⱥm al uvænteøig Fⱥrandring, vil i dæt første synes noget følsⱥm, ⱥk mⱥsje vil pⱥføre mig adsjillige ufⱥrdelagtige Kritiker; mæn jæy, hⱥber dæt Uvæyr vil snart gⱥe ⱥver, nⱥr de ⱥverilede Jemytter kⱥmmer ijæn til Rolighed, ⱥk fⱥer Tid til nærmere at indse Sagen. Ingen rætskaffen Dⱥmmer dømmer en Sag æfter første Anseende, førænd han har ijænnemgⱥet ⱥk ⱥverlagt dæt ene mæd dæt andet. Dæt ær ikke min Tanke at dænne Skrivemⱥde, ⱥm dæn sjønt skulde finde Bifald, strax pⱥ engang burde indføres, da ændⱥk en god Fⱥrandring, nⱥr dæn æy indføres mæd Besjedentlighed, kan føre Ulæylighed mæd sig; mæn Tid æfter anden, da man kan prøve, vor vidt dæt ær rigtig æller ikke. Ingen mⱥ tænke at jæy haver fⱥrfattet dette, ænten fⱥr at jøre mig bekjænt ved noget nyt Pⱥfund, sⱥm var en sⱥre dⱥrlig Lyst; da jæy ær, mⱥsje fⱥr meget, av dæn Tanke: Bene vixit, qvi bene latuit; æy hæller fⱥr at laste nogen, fⱥrdi han skriver ænten sⱥ æller sⱥ, da dæn Lyst at vllde dadle andre ær intet andet ænd en Egenskab av et nedrigt ⱥk tⱥbeligt Jemyt, sⱥm æy sjønner sine egne alt fⱥr mange Ufuldkⱥmmenheder. Mæn fⱥrdi jæy ær av dæn faste Tanke, at jo mere simpel, læt ⱥk naturlig Skrivemⱥden ær, jo rigtigere ær dæn, ⱥk til desto større Lættelse ⱥk Nytte fⱥr dæn almindelige Mand ⱥk ustuderede Fⱥlk, sⱥm i Tallet langt ⱥvergⱥer de øvrige.

Vad Dⱥm man ænd vil fælde, ær jæy aldeles fⱥrvisset pⱥ, at jæy ikke tager Fæyl i Sagen sælv, næmlig at man i Sprⱥget bør have alle fⱥrnødne ⱥk beqvæmme, mæn ingen ufⱥarnødne, Bogstaver til almindelig Brug, ⱥk at dæn stumme ⱥk lydende Tale bør være sⱥ nær ⱥverenstæmmende, sⱥm mulig sjee kan; da Bogstaverne ligesⱥm skal repetere Sindets æller Mundens Tale. Vad jæy i en æller anden Begivenhed imod min Villie ⱥk Vidende mⱥsjee har taget Fæyl, æller æy udført mæd dæn Klygt, sⱥm kunde udfordres, beder jæy, dæn, fⱥrstandige Læser vil unsjylde, vel vidende: Non omnia possumus omnes.

NB. Dænne Avhandling ær tagen av Forfatterens Tydske Grammatika fⱥrhæn trykket.