Kong Christiern den Førstes norske Historie/3

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  II.
IV.  ►
Karl Knutssøn uheldige Forsøg mod Gotland. Hans norske Venners Virksomhed. Han kommer omsider selv ind i Landet, vælges paa Hamar og krones i Throndhjem, men maa med uforrettet Sag trække sig tilbage fra Oslo.

Kong Christiern og hans Parti havde saaledes handlet med Raskhed og tillige med Held. Derimod var Kong Karl, skjønt nu snart et Aar var forløbet, siden et Parti blandt Nordmændene havde begyndt at indlede Forbindelser med ham, endnu ikke kommen videre end til at skrive Breve og sende dem omkring i Landet.[1] Aarsagen hertil var den, at han strax efter sin Kroning havde anvendt alle de Kræfter, hvorover han raadede, til et Foretagende mod Øen Gotland. Hertil dreves han af en dobbelt Bevæggrund, idet han ikke alene vilde give sin Regjering Glands ved at gjenforene denne længe tabte Besiddelse med Sverige, men tillige tørstede efter at ydmyge sin Uven, den gamle Kong Erik, der i ti Aar havde indehavt Øen, fra Visborg holdt en Kaperflaade i Søen og med denne ikke mindst fortrædiget sine fordums svenske Undersaatter.

Toget mod Gotland havde imidlertid været lidet heldigt. Kong Erik, som hellere undte Danmark end Sverige Øen, havde sat sig i Forbindelse med Kong Christiern, og denne havde i Begyndelsen af 1449 sendt ham Undsætning, hvorved Slottet var kommet i de Danskes Magt og Erik selv var sluppen løs og havde kunnet begive sig til sine Besiddelser i sit Hjemland, Bagpommern.[2] Vel havde de Svenske selve Øen inde, men Fæstningen var dog det, hvorpaa det egentlig kom, an, og Christiern forsømte ikke at sende nye og større Stridskræfter efter for at fuldende Erobringen. Hans Magt var Karls afgjort overlegen, thi hans Morbroder Adolf stod ham bi med Raad og Daad, og Broderen, Gerhard af Oldenburg, samt andre tydske Fyrster ydede ogsaa sin Bistand. Adolf har udentvivl ogsaa som Hansestædernes gamle Ven og Forbundsfælle skaffet sin Søstersøn Fordele fra den Kant[3] og i ethvert Tilfælde afværget, at Stæderne ydede Karl nogen Understøttelse. Dertil kom, hvad der var det værste, at Kong Karl allerede nu begyndte at faa Beviser paa sine fornemste Undersaatters og Tjeneres Utroskab. Da Hr. Olaf Axelssøn, en Broder af den ovenfor omtalte Aage, i Midten af Juli 1449 kom til Øen med den første Afdeling af Christierns store Udrustning, lagde Karls Høvedsmand, Hr. Magnus Gren, ham ingen Hindringer i Veien. Kort derpaa kom Kong Christiern selv efter, og Magnus Gren sluttede saa en Kapitulation med denne (31te Juli), hvorved den svenske Styrke opgav Øen, og hvorved tillige vedtoges en Stilstand mellem Kongerne og deres Undersaatter indtil Mortensdag 1450. Den første Mai skulde hver af Kongerne sende tolv Raader til Halmstad for at aftale en fast Fred.[4] De fornemste af Karls Mænd forpligtede sig i en hemmelig Artikel til at udvirke sin Konges RatiÍikation af Overenskomsten eller til, om dette ikke lykkedes, at indfinde sig i Helsingborg og ikke forlade Staden uden den danske Konges Vilje, altsaa til hvad man dengang kaldte et „Indlager“.[5] Karl ratificerede den ogsaa den 24de August.[6] Det bør for de følgende Begivenheders Skyld erindres, at i hin Overenskomst vare Danmark og Norge nævnte som Kong Christierns Riger, og det stedfundne norske Kongevalg altsaa anerkjendt.

Den rette Tid for Kong Karl til at gribe ind i de norske Anliggender var saaledes egentlig borte, og den svenske Konge havde dertil ved sit Uheld i den gotlandske Sag skadet sin Anseelse og vakt sine Fienders Mod. At, som vi have seet, flere af dem, der paa Baahus arbeidede for Karl, havde været med at hylde Christiern i Marstrand, er vistnok ogsaa at opfatte som Bevis paa, at flere af hans oprindelige Venner allerede ansaa hans Udsigter til Norges Krone som forspildte.

Nogle af disse Venner holdt dog fremdeles fast ved ham. Hr. Erik Sæmundssøn var en af dem og havde i Mai fra Tønsberg udstedt Opfordringer til Almuen om ikke at taale den „danske og tydske“ Konge. Til Agdesiden sendte han sin Svend Hans Munk afsted med et saadant Brev.[7] Nordenfjelds havde de to i Norge indgiftede Molteker, den som Bondeplager i Borgesyssel bekjendte Hr. Herman[8] og Aslak Bolts Svoger Hr. Johan, været virksomme. De havde den 17de Juni, altsaa i Mellemtiden mellem Kongevalget i Oslo og Hyldingen i Marstrand, indfundet sig ved Frostethinget og bevæget den forsamlede Almue til at erkjende Karl for Konge og indbyde ham til Throndhjem.[9] Ogsaa i Bergens Stift var der arbeidet for Karl. En i Norge indgiftet svensk Adelsmand, Magnus Hogenskild,[10] var her i Virksomhed paa sit Hjemsted Voss og fik Almuen der til at hylde Karl den 21de September, da der udstedtes et Brev, hvori protesteredes mod, at Rigsraadet havde valgt Christiern til Konge, og paastodes, „at Sverige og Norge havde af Alder været sammenbundne“.[11]

Ud paa Høsten satte Karl sig endelig selv im Bevægelse for at drage til Norge. Han holdt ved Mikkelsdagstid 1449 et Møde i Arboga med svenske Høvdinger, sendte atter Breve ind i Norge for at melde sin Ankomst og lod stevne et Møde til Hamar paa Hedemarken. Derpaa begav han sig gjennem Vermeland ind over Rigsgrændsen. Den Styrke, som han medbragte, var ikke stor, thi der nævnes kun 500 Ryttere og tales slet ikke om Fodfolk. Dels har han altsaa stolet paa at finde Venner og forudsat, at hans Modstandere ikke havde Folk paa Benene, dels har han maaske ogsaa, som det udtrykkelig berettes, ikke villet besvære Nordmændene med at underholde et større Antal Krigsfolk.[12]

Gjennem Soløer og Hedemarken naaede Kongen til fastsat Tid til Hamar eller, som det her og oftere kaldes, Biskopshamar. Han forefandt en temmelig talrig Forsamling. Stedets Biskop, Gunnar Thorgardssøn, der ikke havde været med hverken i Oslo eller Marstrand, medens derimod hans Broder, Provst Alf i Bergen, havde indfundet sig der, har sandsynligvis den hele Tid været paa Karls Side. Ogsaa andre „Prælater og Klerker“,angives at have mødt frem. Hr. Erik Sæmundssøn er sandsynligvis ikke udebleven, og af Bønder har der vel været en stor Flok.

Man skred til Kongevalg den 25de Oktober, og hvem det skulde falde paa, fulgte af sig selv. For et Syns Skyld opstilledes dog eller „lagdes i Valg“ hele fire Candidater, Kong Karl, Kong Christiern, gamle Kong Erik og, hvilket især er paafaldende, den fjerntboende Orknøjarl, der endnu i Navnet var det norske Riges Vasal. Om Sigurd Jonssøn, der ved et tidligere Møde var nævnt først, kunde der nu ikke være Tale; Med oprakte Hænder valgtes saa den tilstedeværende Kong Karl, „efter den Sambindelse og Kjærlighed, som længe været haver mellem Norge og Sverige af begge Rigers Indbyggere“, medens det udtaltes, at „ingen af de tre andre var falden til Konge i Norge nu“. Valgdokumentet udstedtes under fire og tyve Mænds Segl. Af disse hørte fire hjemme i Soløer, to i Østerdalen, atten paa „Hedemarken og Oplandene“.[13]

Paa Hedemarken lod Kongen tohundrede Ryttere tilbage for at beskytte sine Tilhængere „mod Kong Christierns Fogder“ og udentvivl under Hr. Erik Sæmundssøns Overbefaling. Denne, der kort efter optræder som „Rigets Forstander søndenfjelds“, har vel ogsaa paa Hamar modtaget Karls Beskikkelse som saadan.

Selv drog Kong Karl fra Hamar nordover til Throndhjem, og Biskop Gunnar af Hamar og flere andre, deriblandt nogle af de Storbønder, som havde beseglet det nysnævnte Valgbrev, fulgte ham over Fjeldet. Den svenske Rimkrønike skildrer Reisen som et Triumftog. Hvor Karl kom, heder det, gave Bønderne sin Glæde tilkjende og hilsede ham velkommen, takkende Gud, fordi han var bleven deres Konge. Den gode Høst, som man just havde faaet efter flere Uaar, ja hvis Mage man ikke kunde mindes paa tyve Aar, tilskreve de hans Lykke, og det gode Føre, han havde paa Reisen, medens Veiene ellers paa denne Aarstid pleiede at være ufremkommelige formedelst Sne, maatte ogsaa betyde, at Gud var med ham. Den 14de November naaede man frem til Nidaros, og Aslak Bolt skal selv have begivet sig afsted for at møde Kongen udenfor Staden. Karl, der tog sit Herberge i Kongsgaarden strax ovenfor den nuværende Bybro,[14] lod strax træffe Anstalter til sin Kroning, en Høitidelighed, som Throndhjem tidligere kun en Gang havde været Vidne til, nemlig da Kong Haakon V her blev kronet 1299, netop halvandet hundrede Aar tilbage i Tiden. Kongen havde Hastverk, og Dagen berammedes allerede til Thorsdag den 20de November. Til at indkalde Folk udenfor de nærmestliggende Bygder blev der altsaa ikke Tid.

Paa den fastsatte Dag foregik ogsaa den høitidelige Handling og udførtes af Aslak Bolt med Bistand af Biskop Gunnar af Hamar og andre Prælater, formodentlig throndhjemske Kanniker. efter skal Karl have slaaet femten nye‘Riddere, blandt dem formodentlig ogsaa nogle af de Svensker, der ledsagede ham.

Samme Dag havde Kongen udstedt sin Haandfæstning. Den ligner ikke lidet den, som Christiern havde givet Raadet i Marstrand, og af hvilken Aslak naturligvis har havt et Exemplar hos sig. Saaledes gjentages blandt andet Bestemmelsen om, at Kongen hvert tredie Aar skulde besøge Norge. Han skulde da, hed det, styre sin Gaard med disse Embedsmænd: Hovmester, Kantsler, Kjøgemester og Fodermarsk, og med indfødte norske Mænd efter Raadets Raad. Riget skulde efter hans Død have sit frie Kaar, Rigsraadet skulde ikke uden i Nødsfald kaldes til Sverige. Fremmede skulde ikke indtrænges i Riget enten i dets Len eller i geistlige Stillinger. Paa et Punkt ser man tydelige Spor af Aslak Bolts bekjendte Iver efter at kalde Hierarchiets gyldne Dage tillive igjen. Ligesom han for mange Aar siden havde villet tvinge Suffraganbisperne til at adlyde ham som Metropolitan, saaledes fremdrog han nu den bekjendte Overenskomst, som Magnus Lagabøter havde indgaaet med Erkebiskop Jon, men som allerede under Sønnen Erik var bleven afskaffet og siden var gaaet i Forglemmelse. Aslak lod Karl i Haandfæstningen atter vedtage denne gamle Akt.[15] Hvor lidet dette stemmede med Tidens Aand og med den Vending, som Forholdet mellem Stat og Kirke havde taget under det nys afsluttede Concilium i Basel, behøver ikke nærmere at udvikles.

Den 24de November gav han et Beskjærmelsesbrev for Nidaros Domkirke, Prælater, Gods og Tjenere og stadfæstede ældre Privilegier.[16] Af samme Datum er ogsaa et andet, langt interessantere Dokument. Det Parti, som for Øieblikket havde Magten i Throndhjem, lod nemlig den „norske Almue, baade nordenfjelds og søndenfjelds“, udstede et Brev til Kong Christiern, det samme, af hvis Indhold vi allerede tidligere have omtalt et og andet Træk. „Almuen“ lader her Christiern høre, at det forekommer den høist underligt, at han kalder sig Norges Konge. Dette skal han aldrig blive med dens gode Vilje, og det især fordi man har hørt, at han har Feide med Sveriges Rige. Thi disse Riger have fra Alders Tid af været sammen i Kjærlighed og Endrægtighed, og denne Enighed skal ikke sønderslides i vor Tid. Gud haver føiet de to Riger landfast sammen i en Strækning af mere end 400 eller 500 Mile. Dernæst fortælles om Aslak Bolts Forhandlinger om Kongevalget med Almuen, førend han drog til Oslo o. s. v., om Biskop Jens’s og Hr. Hartvig Krummedikes Danmarksreise og Tilbagekomst til Oslo med en stor Hær, om at Erkebispen ikke havde havt sin Frihed, at Christierns Valg var skeet paa ulovligt Sted m. m. Saa kommer en Paastand, der er ligefrem uforklarlig, nemlig den, at „Biskopper, Riddere, Svende og Almue i Norges Rige ere blevne ganske svare fordærvede med Mord, Drab og Rov, siden Christiern af nogle faa er ulovlig valgt til Norges Konge“. Medførte dette Sandhed, da vilde dette Aars Historie faa en helt anden Skikkelse, end den, under hvilken vi nu kjende den. Men Kilderne indeholde forøvrigt slet Intet om, at den norske Thronstrid indtil denne Tid havde fremkaldt en eneste blodig Kamp eller nogetsomhelst voldsomt Sammenstød. „Almuen“ gaar dernæst over til at meddele, at Kong Karl nu er valgt, samtykket og kronet til Konge paa det lovlige Sted, nemlig i Throndhjem, og at det ikke kan bevises, at Christiern er ret Arving til Norges Rige. Denne har, siges der, tilkjendegivet, at han til Sommeren agter sig til Throndhjem, men for den Reise kan han spare sig. Om han kommer, skal han befinde, at ingen af Almuen, som i Norge bor, vil hylde ham. Dette Brev besegledes paa den nordenfjeldske Almues Vegne med Landskabets Indsegl og paa den søndenfjeldskes af syv „gode“ Mænd, som havde ledsaget Karl fra Oplandene. Deres Navne vare: Ketil Amundssøn, Gudbrand Sigmundssøn, Holte Gunnarssøn, Paal Ivarssøn, Steinar Bratt, Thorstein Thoressøn, Peder Bengtssøn.[17]

Dette Brev er ikke det eneste politiske Skrift, som i Unionstiden er udgaaet under den norske Almues Navn. Vi have allerede ovenfor havt Anledning til at omtale nogle beslægtede Manifester, der ligeledes lægges Almuen i Munden, og flere vil man møde i den følgende Tid, saaledes, for at nævne et af de mærkeligste, den Skrivelse, som man efter Vincents Lunges Drab i Almuens Navn sendte til Bergen.[18] Adskillige Historikere have opfattet denne og lignende Skrivelser som virkelig udgaaede fra Almuen og som et Udtryk for dens Tanker, ja det throndhjemske Brev til Christiern har endog fundet Veien til de mest udbredte Skolebøger. Men til at vise Brevets sande Natur er det tilstrækkeligt at minde om, at man fra et af de nærmest følgende Aar, 1453, har et andet Brev, der ligeledes udgiver sig for at være et Vidnesbyrd af Almuen, og som indeholder ligefrem det modsatte af hvad der i Novemberbrevet fortælles. Det er simpelthen Karl Knutssøns Venner, som dennegang lade Almuen tale, ligesom det er Kong Christierns Venner, der skjule sig under Bøndernes Navn i det følgende.[19]

At Aslak Bolt har modtaget Kong Karl som Ven og derefter kronet ham idetmindste uden Modsigelse, maa i og for sig forekomme sandsynligt, skjønt ganske vist den gamle Erkebiskop maa have følt det modsigende, ubehagelige, ja ydmygende i sin Stilling. Han havde jo dog for et halvt Aar siden, lad være modstræbende, svoret Kong Christiern Troskab, ja endog af hans Haand modtaget Statholderskabet i Norge under hans Fraværelse. Senere blev det dog af det Parti, som Aaret efter kom til Magten, paastaaet, at Aslak havde ladet sig bevæge til at forrette Kroningen, tvungen dertil ved Karls Magt.[20] Altsaa: netop den samme Paastand, som Karl og hans Parti fremsatte, om at Aslak mod sin Vilje har hyldet Christiern i Oslo, vendes siden om af Christierns Parti, der lader ham mod sin Vilje krone Karl. Mærkelig nok forekommer den samme Ytring om den nødtvungne Kroning ogsaa i en tydsk Kilde, skjønt Tiden for denne Begivenhed der angives helt urigtig.[21] Tænkes kan det derfor, at Erkebispen virkelig har befundet sig i en saa raadvild og fortvivlet Stilling, at han med al den Sympathi, han har næret for den svenske Konge, dog har hævet tilbage for at tage det afgjørende Skridt, at sætte Kronen paa hans Hoved, og at Overtalelser eller vel endog Trudsler have maattet anvendes for at drive ham til en Handling, der selv i en Tid, da man just ikke regnede det meget nøie med Løfter og Eder, altid maatte kunne forekastes ham som Brud paa Tro og Love. I og for sig kan det heller aldrig negtes, at baade Kongevalget i Hamar og Kroningen i Throndhjem vare revolutionære Handlinger. Intet af de herom udstedte Dokumenter formaar at navngive de Riddere o. s. v., der skulle have været tilstede derved, og det medfører udentvivl Sandhed, naar det senere blev paastaaet, at der i Kong Karls Følge, da han kom til Throndhjem, kun var et eneste Medlem af Raadet tilstede.[22] Dette ene Medlem var da Biskop Gunnar af Hamar, der bistod sin Metropolitan ved Kroningen.

Kong Karl indsatte før sin Afreise to af sine nye Riddere, Einar Fluga, hvem vi kjende fra Februarmødet paa Baahus, og Aslak Thuressøn (Baat), til Statholdere nordenfjelds. Derpaa begav han sig samme Dag, fra hvilken „Almuens“ meget omtalte Statsskrift er dateret, afsted paa Hjemveien til Sverige. Ogsaa denne Hjemreise ledsagedes, fortaltes der, af særegne Omstændigheder, der skulde tyde paa, at den nye Konge stod under en høiere Beskyttelse. Stjørdalselven, der efter Bøndernes Mening nu maatte være ufarbar formedelst Menis og først blev sikker i Fastetiden, bar baade hans Heste og Ryttere, thi Kongen satte sin Lid til St. Olafs Hjelp, ja man havde aldrig seet klarere Krystal end den Is, hvormed alle Elve, der skulde passeres, vare belagte. Ved Meraker tog han Hvile og drog derfra til det halvt norske, halvt svenske Landskab Jemteland, hvis Indbyggere villig hyldede ham, hvorefter han gjennem Helsingland og Gestrikland ved Midten af December naaede Stockholm.[23] Han meldte da strax, hvad der var skeet, til Høimesteren af Preussen. Han var, forsikrede han i sit Brev til denne; bleven indkaldt til Norge af fast alle dets Stænder og var i Throndhjem kronet og antagen til Konge. „Almuens“ Brev medfulgte i tydsk Oversættelse.

Det var imidlertid en Selvfølge, at skulde dette Karls norske Kongedømme blive af Varighed, maatte han sikre sig de Landskaber, der uimodsigelig vare Norges vigtigste, og fremfor alt blive Herre i Oslo. Erik Sæmundssøn havde ogsaa forsøgt at virke for ham i det Søndenfjeldske. Paa den Tid, da Karl befandt sig paa Veien til Throndhjem, finde vi Hr. Erik paa Romerike (4de November 1449), hvor han forhandlede med Almuen paa Ullensakers Thing. Der meddelte han Bønderne, at Karl var tagen til Konge paa Hamar, og udviklede for dem, at Christierns Valg var ulovligt. Almuen forsikrede, heder det, at den mod sin Vilje havde været tvungen til at hylde Christiern, og erkjendte strax Karl for sin Konge. Dokumentet herom besegledes af nogle og tyve Mænd, hvoraf tolv fra Store-Næs. Nogle af disse Mænd have visselig hørt til de lavere Væbnerfamilier. Idetmindste var dette Tilfældet med den, som nævnes først, nemlig Finkel Hafthorssøn, der boede paa Gaarden Folberg og tilhørte en gammel, oprindelig med de bekjendte Hafthorssønner beslægtet Æt.[24]

Lignende Møder har Hr. Erik, sandsynligvis ledsaget af de svenske Ryttere, som Kong Karl havde efterladt, udentvivl afholdt med Bønderne i flere Egne, uden at det nu nærmere lader sig paavise. I Midten af December finde vi ham paa Sudreim, Hr. Sigurd Jonssøns Herresæde paa nedre Romerike, hvorfra denne formodentlig har maattet tage Flugten. Som Rigsforstander søndenfjelds skriver Hr. Erik 14de December til Indbyggerne paa Hedemarken, Romerike, Thoten, Hadeland og Ringerike, underretter dem om, at Kong Karl nu er kronet, men, „for ikke at volde Norges Almue Bekostning“, er vendt tilbage til Sverige. Han skulde imidlertid allerede i Julen indfinde sig i Oslo, og Almuen anmodedes derfor om ufortøvet at føre en Madskat (Gjengjerd) til denne Stad til hans Ankomst. Selv vil Hr. Erik være at finde i Borgesyssel, men for at forsvare dem, ifald Kongens Uvenner skulde søge at tilføie dem noget ondt, sender han dem Væbneren Magnus Larenssøn, rimeligvis den samme Magnus Hogenskild, der, som vi have seet, tidligere har virket for Karl i Bergens Stift.[25] Befalingen om, at Gjengjerden skulde bringes til Oslo, er mærkelig, da den synes nat tyde paa, at Karls Tilhængere nu havde Magten i denne By, og at altsaa Hr. Hartvig Krummedike, der uimodsigelig havde Akershus inde, har været beleiret paa denne Borg og ude af Stand til at hindre en Tilførsel til Oslo By til Karls Bedste.[26]

Karl Knutssøn drog afsted allerede fjerde Juledag og kom gjennem Vermeland ind i Norge, hvor han lagde sig for Akershus. En samtidig Kilde fortæller, at han medbragte en stærk Hær.[27] Men hvad enten Hr. Hartvig, som man maa formode, er bleven undsat af andre Lensherrer eller ikke, er saameget vist, at de Svenske Intet have udrettet. Kun sees, at nogle norske Fangenhave været i Karls Vold.[28] Der sluttedes meget snart en Stilstand, som skulde vare indtil den berammede Dag i Halmstad. Allerede ved Begyndelsen af Fasten Var Kong Karl i Lødøse,[29] og han gjensaa siden aldrig tiere Norges Land.

  1. ↑ Hadorph, II, S. 168.
  2. ↑ „Cum Ericus, quondam rex trium regnorum, Gotlandiam, quam ut pirata occupaverat, amisisset, rediit ad Pommeraniam, originale dominium suum, et factus est ibidem dux ignavus cum suo scorto Cecilia dicto.“ Riedel, Codex dipl. Brandeburgensis, IV, 1, p. 222.
  3. ↑ Kämmereirechnungen der Stadt Hamburg, hg. v, K. Koppmann, II, Hamburg 1873, S. 81: „Sciendum, quod illustris princeps et dominus, dominus Adolphus, dux Sleswicensis, rogavit, amicabiliter dominos nostros de consulatu, quatenus sibi concederent 300 sagittarios, qui suo cum exercitu de oppido Kylonensi versus terram Gottorum in illustrissimi domini Cristierni regis Danorum adjutorium possent navigare, et, licet domini nostri consules ex parte civitatis nostrae propter certa privilegia ad talem et consimiles expediciones minime fuerant et existunt adstricti, nihilominus tamen ob amicabilem peticionem dicti domini ducis Sleswicensis, non ex debito, sed ex amicitia in subsidium reisae suae 800 ℔ erogarunt.“
  4. ↑ Hadorph, II, S 156. Dipl. Christierni Primi, p. 13.
  5. ↑ Styffe l. c. III, XXI.
  6. ↑ Dipl. Chr Primi, p. 15.
  7. ↑ Dipl. Norv. IX, S. 292.
  8. ↑ Se om ham mine Oplysninger i Norsk hist. Tidsskr. IV, S. 73—77.
  9. ↑ Hadorph, II, S. 153—154.
  10. ↑ Miltzow, Presbyterologia Wos-Hardangriana, Hafn. 1679, p. 24, synes at gjøre ham til en Mand af norsk Herkomst, men uden Hjemmel.
  11. ↑ Hadorph, II, S. 159 160.
  12. ↑ I Rimkrøniken (Klemminge Udg., II, S. 273), der paa dette Punkt af Fremstillingen er en Hovedkilde, heder det:

    Han tok med vid 500 heste
    At almogen i Norge ei förgesta.

  13. ↑ Hadorph, II, S. 161—162.
  14. ↑ N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 610. Aarsberetning fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, 1871, S. 159.
  15. ↑ Dipl. Norv. VI, S. 560—561.
  16. ↑ Dipl. Norv. V, S. 549—550.
  17. ↑ Hadorph, II, S. 166—170. Af disse havde No. 1, 2 og 3 deltaget i Karls Kongevalg paa Hamar. Flere af dem gjenfindes i andre Diplomer, og de have aabenbart hørt til den fornemste Bondestand eller maaske tildels endog været Mænd af Vaaben. Ketil Amundssøn kjøbte 1421 Gods paa Eker (D. N. VI, S. 440), forekommer 1424 paa Hamar (II, S. 508) og var Kongens Ombudsmand i Søndre Hedemarken 1432 (II, S. 531). Gudbrand Sigmundssøn havde 1448 vikarieret for Oplandenes Lagmand (VIII, S. 361), senere forekommer han 1457 paa Hamar som Lagrettesmand (II, S. 612, 614). Holte Gunnarssøn tager 1449 Arv efter en „Hustru“ Sigrid (V, S. 547) og nævnes 1440 (V, S. 496) og 1458 (VIII, S. 362) som Lagrettesmand paa Hedemarken. Steinar Bratt synes at høre hjemme i Vaage (III, S. 625) og Peter Bengtssøn paa Thoten (III, S. 584, 620; 1II, S. 605).
  18. ↑ Se herom mine Oplysninger I Norsk historisk Tidsskrift, III, S. 333 fgg.
  19. ↑ Træffende har en fremragende Statsmand idet attende Aarhundrede, der vel ikke var Historieforsker, men som kjendte Verden og Menneskene, charakteriseret denne Art af Breve i disse Ord: „Slige Angivelser komme mig mistænkelige for, naar de ere i en hel Almues Navn, og allermest naar saadanne komme fra Norge, da jeg i den Tid, jeg har havt den Ære at forrette Generalprokurør-Embedet, har havt adskillige Exempler paa, at slige Angivelser baade ere indkomne og gjentagne i en hel Almues Navn, og dog, naar det siden er kommet til Undersøgning, har nogle Gange alene et Par og nogle Gange ikke en eneste blandt den hele Almue havt nogen Del derudi eller vidst det allermindste af deres Indhold at sige.“ H. Stampe, Erklæringer, Breve og Forestillinger, III, S. 648, smnlgn. en lignende Ytring IV, S. 75.
  20. ↑ „Archiepiscopus viribus Caroli resistere nequivit.“ Dipl. Chr. Primi, p. 25. „Kung Karl nødde erchebiscop Aslac til at krone seg.“ Dipl. Norv. VIII, S. 381.
  21. ↑ „In deme Vastelauende (!) nam myt walt to Drunthem de Krone ven deme Ertzbiscopp Aslaker Koningk Karl van Sweden,“ v, Gherens utrykte Krønike.
  22. ↑ Dipl. Norv. VIII, s. 381.
  23. ↑ Rimkrøniken, Klemmings Udg., II, S. 276—278.
  24. ↑ Hadorph, II, S. 165 fgg. Om Folberg-Ætten se Munch, N. F. Hist., 2. Hovedafd., I, S. 395.
  25. ↑ Dipl. Norv. X, S. 155.
  26. ↑ Hvorfra Jahn (Nye Danske Magazin, VI, S. 38) har sin Fortælling om, at „Hartvig Krummedike synes flere Gange at have slaaet Erik Sæmundssøns imod ham under Befaling af Magnus Larsen udsendte Tropper“, har jeg ikke været saa heldig at udfinde.
  27. ↑ „Manu forti“. Diar. Vadsten. ed. Benzelius, p. 100.
  28. ↑ Dipl Norv. III, S. 587.
  29. ↑ Sv. Rimkr., Klemmings Udg., II, S. 279.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Christiern_den_Førstes_norske_Historie/3&oldid=70019»