Ja, vi elsker dette landet

I.Ja, vi elsker dette landet,

som det stiger frem

furet, vejrbidt over vandet

med de tusen hjem, -

elsker, elsker det og tænker

på vor far og mor

og den saganat, som sænker

drømme på vor jord.

II.Dette landet Harald bjerged

med sin kjæmperad,

dette landet Haakon værged,

medens Øjvind kvad;

Olav på det landet malte

korset med sit blod,

fra dets høje Sverre talte

Roma midt imot.

III.Bønder sine økser brynte,

der en hær drog frem;

Tordenskjold langs kysten lynte,

så den lystes hjem.

Kvinder selv stod op og strede,

som de vare mænd;

andre kunde bare græde;

men det kom igjen!

IV.Visstnok var vi ikke mange;

men vi strak dog til,

da vi prøvdes nogle gange,

og det stod på spil;

ti vi heller landet brændte,

end det kom til fald;

husker bare, hvad som hændte

ned på Fredrikshald!

V.Hårde tider har vi døjet,

blev tilsist forstødt;

men i værste nød blåøjet

frihed blev os født.

Det gav faderkraft at bære

hungersnød og krig,

det gav døden selv sin ære -

og det gav forlig.

VI.Fienden sit våben kasted,

op visiret for,

vi med undren mod ham hasted;

ti han var vor bror.

Drevne frem på stand af skammen

gik vi søderpå;

nu vi står tre brødre sammen

og skal sådan stå!

VII.Norske mand i hus og hytte,

tak din store gud!

landet vilde han beskytte,

skjønt det mørkt så ud.

Alt, hvad fædrene har kjæmpet,

mødrene har grædt,

har den Herre stille læmpet,

så vi vandt vor ret.

VIII.Ja, vi elsker dette landet,

som det stiger frem

furet, vejrbidt over vandet

med de tusen hjem.

Og som fædres kamp har hævet

det af nød til sejr,

også vi når det blir krævet,

for dets fred slår lejr.

(Fra «Digte og sange 1904», Bjørnsons siste bearbeidning.)