Excentriske Prædikanter/Slutt
Alle disse excentriske Prædikanter har fuldt Alvor med sig, og just fordi de var saadan, har deres Humor undertiden faat tage ud sin Ret. Havde deres Hengivenhed for Arbeidet været mindre udelt, saa havde de tænkt mer paa den almindelige Mening og vogtet sig for at give Anledning til Daddel; men de var saa optaget af det ene Formaal at sigte Sandheden mod sine Tilhøreres Hjerte og Samvittighed, at de glemte sit eget Rygte og talte frit og djærvt.
Havde disse Mænd spøgt over det Hellige eller gjort sig latterlige over alvorlige Emner, da havde de fortjent al den Daddel, som er bleven udøst over dem; men de var ei af den Sort. Blandt de Alvorlige var de de Alvorligste; ingen kan tvivle derpaa. Det udgjorde den egentlige Grund til det Misnøie, de opvakte. Havde de blot vøret Spottefugle, skulde Verden ei hadet dem, som den gjorde; thi den elsker Gjøglere. Havde de lagt Vind paa en mat Sirlighed, eller havde de været tilfreds med at fuldføre sit Kald med et dødt maskinmæssigt Arbeide, da havde de ei behøvet at frygte for at komme i Gabestokken; thi man kan være saa træg og sløv i sit Embede som helst, uden at frygte for at faa Øgenavnet excentrisk.
Havde alle Mennesker Hjertet paa det rette Sted, saa skulde de villigt lytte til Frelsens Budskab, ogsaa om det blev rakt dem i den lærde Theologies tørreste Former; men de er saa ligegyldige for Alt det, som angaar deres Sjæles Ve og Vel, at vi ikke alene maa prædike for dem, men vi maa ogsaa bringe dem til at høre paa os. En stor Del af vort Arbeide bestaar i at finde paa tiltrækkende Billeder, Lignelser og vindende Ord, hvormed vi kan lokke dem til at tenke paa sine egne Interesser, endogsaa da mislykkes det for os, hvis ikke en høiere Magt hjelper os. Vi skal være tilfreds med at prædike Ordets Lærdomme og Sandheder med stadig Høitidelighed, naar den store Mængde kun vil høre os, men det vil den ikke. Hvad er saa at gjøre? Er den helbredende Medicin modbydelig for Barnet, saa maa vi forsøde Draaberne eller forgylde Pillerne. Vil ikke vore Ord løbe af sig selv, maa vi sætte Hjul under dem og paa den Maade faa dem i Bevægelse. Vort Maal er — det koste hvad det vil — at redde Nogle; og eftersom Menneskene ei vil tro, uden at høre, og ei vil høre, uden at Ordene gjøres behagelige og tiltrækkende for dem, saa tør vi ikke andet i dette Tilfelde end at komme dem imøde og lokke dem til at indhente Noget, ligesom man giver Børn Historier og Billedbøger for at lokke dem til at læse.
Denne lille Bog er ei skreven for at opmuntre til Excentriskhed, ei heller for at undsktylde alle Yttringer deraf, men for om muligt at borttage Odden af Sladderens, Bagtalelsens og Misforstaaelsens Skalperkniv. En ærlig og oprigtig Kritik er ei at foragte; den kan vere nyttig, naar den bliver udtalt aaben og venlig. Ingen kristen Prædikant, som har sin Forstand i Behold, vil krybe i Skjul bag sit Embede, ei heller ønsker han at blive anseet for ufeilbar; men hvad vi forlanger er, at vore Tilhøreres Tanker ei maa drages bort fra vort Emne, ved at lægge Mærke til den mindste Bagatel vedkommende vor Fremstillingsmaade og Fremtræden. Dette er sammenlignelsesvis af langt mindre Vægt; men vort Budskab er en Sag af Vigtighed, hvor det gjælder Liv eller Død.
Min Læser! Er du kommet til Tro paa Herren Jesus Kristus, saa skal du ei have meget at bemærke om den Prædikant, som førte dig til dette Maal; og er du en Evangeli Tilhører, men endnu forkaster din Frelser, saa vil du ikke finde nogen Undskyldning for din Vantro ved at henvise til Prædikantens Eiendommeligheder; thi nu for Tiden er det let for dig, hvis ei den Ene behager dig, at høre en Anden, og der er ingen Lov, som forbyder dig at gaa did, hvor du faar den største Velsignelse. Bedre for dig at bytte Plads end sløse bort dine Søndage.
Til alle vise og oprigtige troende Sjæle anbefaler vi Apostelens Ord:
„Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? Tjenere ved hvilke I ere blevne Troende, og det eftersom Herren har givet Enhver? De skal ei opirres den Ene mod den Anden, som om de var Rivaler, kjempende om den høieste Pris. Vi bør elske dem, hjælpe dem og frembære dem i Forbøn som Medhjælpere til vor Tro. „Derfor rose Ingen sig af Mennesker (ei heller foragte dem) thi alle Ting ere Eders, være sig Paulus, eller Apollos, eller Kefas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, eller det Tilkommende; alle Ting ere Eders; men I ere Kristi, men Kristus er Guds.“