Eskimoliv/2
Udseende og klædedragt.
Den oprindelige eskimo vilde for de fleste af os europæere ved første øiekast synes alt andet end vakker.
Han har et rundt, bredt ansigt med store, grove træk — smaa, mørke, undertiden lidt skraatliggende øine — flad næse, smal mellem øinene og bred nedentil — runde, af fedme struttende kinder — en bred kjæft — svære, brede kjaker, som sammen med de runde kinder bringer underansigtet til at spille en fremtrædende rolle i fysiognomiet. Trækkes munden op til et fedtglinsende smil, viser sig to rader sterke, hvide tænder. Det hele gjør indtryk af et ypperligt tyggeapparat og leder tanken velbehagelig hen paa meget og god mad. Men gjennem disse træk gaar der samtidig, særlig hos kvinden, et drag af en vis indsmigrende, kjælen blødhed.
Efter vore tilvante begreber vil vi jo ikke kalde dette skjønhed; men hvor er vi ikke fordomsfulde i denne henseende! Det tar lang — meget lang tid at leve os bort fra vore traditioner. Vi tænker paa vore langansigtede og langnæsede hjemlige skjønheder, og vort sind fyldes med vemod ved erindringen om de mange, vi sværmede for, disse interressante blegheder — men gud, hvor farveløse! — Det er dog merkeligt, hvor ens smag kan bli brutal, jeg fandt virkelig disse brune, af sundhed og fedtglinsende naturansigter skjønne, de bragte mig i tanker paa blaat hav, tindrende solskin, hvide bræer, og saa midt i alt bankende menneskehjerter, gjorte af virkeligt sanseligt kjød og sydende varmt blod.
Det var dog særlig, mens de var unge, de gjorde sligt indtryk, og de blir tidlig gamle — sørgelig tidlig. — Disse skrumpede, surøiede og skaldede gamle kjærringer, de var ikke vakre, mindede om frosne æbler, og dog, der var en vis stil over dem ogsaa, slid læstes i disse ansigter, men ogsaa mad — meget mad, blandet med en godmodig, haabløs resignation. Intet af denne glasagtige haardhed eller fortørkede anstændighed, som livets skole saa ofte præger i gamle ansigter andre steder i verden.
Den blandingsrase, som er opstaat paa vestkysten ved krydsning mellem europæere og eskimoer, er efter europæisk smag gjerne vakrere end disse, de har som regel et vist sydlandsk udseende, med sit mørke haar, mørke øienbryn og øine og sin brune hudfarve. Undertiden kan de fremvise endog paafaldende jødiske typer. Der forekommer ikke saa sjelden rene skjønheder mellem dem, saavel af det sterke, som af det svage kjøn. Hyppig laa der dog noget vegt over disse blandingsmennesker, der var utvilsomt noget mer egte og sundt hos de oprindelige eskimoer.
Det er en almindelig vildfarelse blandt folk i Europa at tro, at eskimoerne er smaa folk. Om de end er mindre end de skandinaviske raser, saa maa de dog henregnes til de middels store folkeslag, og jeg fandt endog blandt de mest ublandede af dem mænd paa henimod tre alen. Deres krop gjør gjennemgaaende et ganske kraftigt indtryk, særlig overkroppen. Mændene har brede skuldre, sterke, muskuløse arme og et godt bryst, derimod er hofterne forholdsvis smale og benene mindre kraftige. I en ældre alder har de derfor en usikker gang og lidt krumme knær. Denne underkroppens svagere udvikling maa for en væsentlig del skrive sig fra det daglige liv i den trange kajak.
Det mest iøinefaldende træk ved kvindernes krop forekom mig at være de forholdsvis smaa hofter, som er betydelig mindre end paaklædte europæerinders, og som vi saa gjerne anser for uforenelige med en kvindelig skjønhedstype. Dette, har man fortalt mig, kommer deraf, at eskimokvinderne har det saakaldte runde bækken, mens europæerinderne har det flade og brede. Forøvrigt maa som merkeligt ved deres figur fremhæves de usedvanlig smaa og velskabte hænder og fødder. Deres krop gjør gjennemgaaende et net, tiltalende indtryk.
Hudfarven er hos de oprindelige grønlændere brunagtig eller graalig gul, og selv hos blandingerne kan en vis grad af brungul farve være temmelig iøinefaldende. Denne hudens naturlige mørkhed blir imidlertid, ialfald for mændenes og de ældre kvinders vedkommende, som oftest end yderligere fordunklet paa grund af manglende renslighed. Til veiledning i saa henseende kan jeg meddele, at vor landsmand, den velærværdige Hans Egede, skildrer deres vaskemetode, særlig mændenes, bl. a. saaledes: «Sveden skraber de af Ansigtet med en Kniv og Slike op.»
De nyfødte børn har lyst skind, ikke bare af den grund, at de endnu ikke har naad at bli skidne. Allerede Hans Egede Saabye har i sin dagbog[1] gjort opmerksom paa, at de over korsryggen skal ha en blaasort flek, af størrelse omtrent som en af vore fordums tiskillinger, og hvorfra den mørke hudfarve først senere udbreder sig. Holm omtaler noget lignende fra østkysten[2]. Selv har jeg ingen mening herom. Det vilde i saa tilfælde være noget i lighed med, hvad der fortælles om japanesernes børn.
Eskimoernes klædedragt har de fleste sikkert nok dannet sig et begreb om fra billeder. Som de vil ha forstaat, er det mest fremtrædende derved, at kvindfolkenes dragt ligner mændenes og er betydelig vakrere og mer hensigtsmæssig end vore stygge og tungvindte kvindedragter.
Mændene bærer i Sydgrønland paa overkroppen en saakaldt timiak. Den er gjort af fugleskind, som vender fjærene eller dunene indad, har form omtrent som en af vore uldtrøier og trækkes paa over hodet ligesom disse. Oventil er timiaken forsynet med en hætte, som er til at trække over hodet, naar man er ude, men som ellers slaas ned og danner med sin opstaaende kant af sort hundeskind en slags krave rundt halsen. Ved haandleddene er timiaken ligeledes kantet med sort hundeskind, ligesom en flot spadsertulup hjemme hos os. Udenpaa timiaken bruges et betræk (anorak), som nu mest gjøres af bomuldstøi. Paa benene bruges bukser af sælskind eller ogsaa af europæisk tøi, paa fødderne en egen slags støvler, kamiker, af sælskind. Disse bestaar af to lag, en indvendig strømpe af skind med de paasiddende haar vendende indad og en udvendig støvle af afhaaret, vandtæt skind. I saalen mellem strømpe og yderstøvle lægges straa eller sennegræs. Ned i disse kamiker stikkes de nøgne fødder.
Kvindernes klædedragt er meget lig mændenes. I Sydgrønland bæres paa overkroppen fugleskindspels, som nu imidlertid ikke har nogen hætte til at slaa over hodet, men derimod en høi opstaaende krave, udvendig kantet med sort hundeskind, helst saa glinsende som muligt, og udenom denne krave bæres gjerne en bred krans af glasperler, straalende i alle regnbuens farver. Rundt haandleddene er der ogsaa sorte hundeskindskanter. Bomuldsbetrækket udenpaa pelsen har naturligvis saa sterke farver som muligt, rød, blaa, grøn, gul, og nedentil er det gjerne kantet med et broget, bredt baand af bomuld eller helst silke. Paa benene bruges bukser, helst af spraglet sælskind, men ogsaa af renskind. Disse er betydelig kortere end mændenes; de rækker blot til et stykke ovenfor knæet, men er rigt prydede paa forsiden med farvede skindbroderier og hvide strimler af renskind eller hundeskind. Kamikerne er længere end mændenes og rækker ovenfor knærne, de er gjerne rødmalede, men ogsaa blaa, violette og hvide. Langs nedad forsiden har de paasyd en broderet strimmel.
Foruden de her omtalte plag er der endnu et, som bruges af kvinder, der har diebørn. Dette, som kaldes amaut, ligner en almindelig anorak med undtagelse af, at der bag paa ryggen er en stor udvidelse eller pose, hvori barnet bæres med til al gjerning. Da amauten saavel udvendig som indvendig er foret med ren- eller sælskind, blir denne pose et godt og varmt opholdssted for barnet.
Der udkommer ingen modejournal paa Grønland, og de eskimoiske moder er saaledes ikke saa vekslende som vore. Man er imidlertid heller ikke der fuldstændig barbarer i saa henseende, hvilket følgende eksempel vil overbevise om.
I tidligere tider var kvindernes anoraker eller pelse ligesaa lange som mændenes, men efterat europæerne havde lært dem den overdaadige luksus at bruge hvidt linned, saa fandt de denne merkelige indretning altfor smuk og flot til, at den burde skjules. Istedenfor som vore skjønheder at udringe sig ovenfra begyndte de nedenfra og gjorde anorakerne saa korte, at der mellem dem og bukselinningen, som sidder helt nedenfor hofterne, blev et bart stykke paa en haandsbred eller mer, hvor bemeldte plag kunde komme tilsyne. Dette er jo for os en noget usedvanlig maade at udringe sig paa.
Eskimoerne paa østkysten bærer en dragt væsentlig lig den her beskrevne, dog bruger de næsten ikke fugleskind til pelse, men mest sælskind. I det nordlige Grønland bruges ogsaa meget sæl- og renskind til disse, og det samme var tilfældet i tidligere tider paa hele vestkysten.
Paa østkysten har de den overraskende skik, at saavel mænd som kvinder og børn gaar fuldstændig nøgne inde i huset og i teltet, i det mindste forekom det mig saa. Balto, som formodentlig har set nøiere efter, forsikrede mig imidlertid, at de voksne mænd og kvinder hadde alle et smalt baand om lænderne, noget som mine blufærdige øine hadde hindret mig fra at opdage. I denne merkelige iagttagelse stemmer vor ven Balto overens med de fleste reisende, som har beskjæftiget sig med lignende forskninger, og jeg maa saaledes tro dem. Dette baand, som de reisende behager at betitle med navnet underbukser — om de fortjener et saadant navn, vil jeg, at læseren af vedføiede tegning skal danne sig en mening om — skal grønlænderne selv kalde nâtit.
Før i tiden bar man slige letvindte husdragter over hele Grønland lige til den nordligste bebyggelse ved Smiths sund, hvor de ogsaa fremdeles bruges.
|
|
| Grønlandsk husdragt — alias underbukser — fra østkysten. | |
| 1. Herredragt. | 2. Damedragt. |
Denne lette husdragt er naturligvis meget sund og god; thi de mange skindklæder hindrer i sterk grad hududdunstningen, og det er derfor en naturlig trang, som har bragt dem til at kaste dem inde i de varme rum, hvor de særlig blir usunde. Da europæerne kom til landet, stødte imidlertid denne gemytlige skik deres anstændighedsfølelse, og missionærerne prækede derimod. Saaledes gik det til, at denne husdragt er blit afskaffet paa vestkysten. Om dette har forbedret moralen, kan jeg ikke afgjøre, jeg har mine tvil — at det ikke har tjent til sundhedstilstandens forbedring, har jeg derimod ingensomhelst tvil om.
Fremdeles er imidlertid vestlændingerne meget naturlige med hensyn til at blotte sig. Mange damer gjør vistnok visse forsøg paa at skjule sine nøgenheder, naar en europæer kommer ind; men jeg har en bange anelse om, at dette mer er affekterthed, som de antar, at vi liker, end virkelig blufærdighed, og naar de opdager, at vi ikke lægger synderlig bret paa deres forsøg, lægger de dem ogsaa bort. De har forøvrigt liden blufærdighed lige over for sine landsmænd; hør engang, hvad den skikkelige Hans Egede ser sig nødsaget til at oplyse om dem i saa henseende, og som jeg af egen erfaring kan bevidne er sandt: «De Undseer sig ikke,» siger han, «for, udi andres Nærværelse og paasyn, f. v. at giøre deres Nødtørft etc. Enhver Familie haver en Balle staaendes Frem for sit Rum, hvor udi de lader deres Vand, og samme, reverenter at melde, bliver staaende, indtil det stinker, saasom de bruger det til at legge deres Skind udi, som skal bereedes osv.» Man vil heraf kunne danne sig et begreb om, hvilke paradisiske forhold disse lykkelige mennesker lever i.
Haaret, som er ravnsort, stridt og slet, lig hestetagl, lar mændene vokse vildt. Paa østkysten klipper de det som regel ikke, ja det anses endog for farligt at miste noget deraf; isteden holdes det gjerne borte fra ansigtet med en snor eller grime. Undertiden finder man dog paa at klippe børns haar, men da maa disse fortsætte dermed hele sit liv og dertil iagtta bestemte formaliteter; saaledes blir bl. a. ører og hale skaarne af deres hunde som hvalpe. Jern maa ikke komme i berørelse med haaret, det blir derfor saget af med en haakjærringkjæve.
Kvinderne binder haaret op i en top paa issen. Dette sker derved, at det samles og strammes tæt sammen fra alle kanter og ombindes, paa østkysten med skindbaand, paa vestkysten derimod med forskjelligfarvede tøibaand. Ugifte kvinder har rødt baand — har de hat børn, faar de grønt — gifte koner har blaat — og enker sort. Ønsker de atter at gifte sig, blander de gjerne lidt rødt i det sorte; ældre enker, som har opgit haabet, anlægger ofte hvidt baand. Faar en enke barn, maa ogsaa hun anlægge den grønne farve.
En grønlænderindes stolthed er hendes haartop, og denne bør staa saa ret og stram iveiret som bare muligt. Dette gjælder naturligvis særlig for de unge, giftefærdige, og da de neppe er mindre forfengelige end sine europæiske søstre, strammer de haaret slig sammen, at det efterhaanden rives bort fra panden, tindingerne og nakken, og de blir ofte i en ung alder mer eller mindre skaldede, hvilket ikke virker meget tiltalende, men som dog er et synligt bevis paa denne verdens forfængelighed.
For at faa haaret rigtig fast surret og desuden gi det en smuk, glinsende farve, har de end yderligere den skik at bade det i sin egen urin, før de sætter det op, det blir jo derved vaadt og lettere at stramme. Jeg mindes meget vel en kveld ved en dans i Godthaab, at jeg i spøg ertede en af mine veninder med, at hendes top ikke stod saa godt, som den kunde; hun forsvandt straks og kom en stund efter igjen med toppen staaende ret til veirs og haaret glinsende og duftende meget sterkt af bemeldte haarvaand. I samme vædske vasker de sig ogsaa, de er meget renslige og vasker sig ofte. Den lugt, de ved alt dette faar, finder de selv behagelig, de kalder den jomfruelig og anser den for et godt tryllemiddel til at fange mænd. Paa europæiske næser virker den imidlertid ikke til en begyndelse tiltrækkende. Saabye fortæller om en handelsbetjent i Nordgrønland, som var blit forelsket i en grønlænderinde, men ikke i lugten. «Han fandt et Middel til at befrie sig fra den ham stedse modbydelige Stramhed, og han brugte det. Han bestænkede hende nemlig med Eau de Lavande, først i Forbigaaende, siden mere aabenlyst; det gjorde sin Virkning. Nu friede han, og fik, som man kan tænke sig, Ja. De levede et ganske lykkeligt Egteskab, og havde mange Børn; men hun lugtede og stedse siden af Eau de Lavande.»
Det er en merkelig ligegyldighed, hvormed de i det hele omgaas urin. Saabye saa bl. a., «at en Moder lod sit Barn lade Vandet i et Fad, slog det af, og uden videre tog det kogte Kjød af Kjedelen, lagde det deri, og satte det frem for Gjesterne, som spiste med megen Appetit.»
Mødrene slikker sine børn istedenfor at vaske dem, saa gjorde de ialfald før i tiden, «og naar de lyske eller kjæmme dem, spise de uden Omstændighed Dyrene.» «De bide, sige de, de maa igjen bides.»
Her burde jeg stanse, men forat man ligesaa godt med engang kan gjøre sig fortrolig med det usedvanlige i disse folks maade at optræde paa, vil jeg anføre endnu et sted af vor ven Egede, hvor han om deres «udvortes Comportement» siger: «I det øvrige ere de i al deres Adfær grove og tølperske, toer sig sjelden, æde og vel af de Kar og Skaaler som deres Hunde have ædt af, uden tilforne at toe dem reene; ja det som er væmmeligt at see paa, æde Luus og utøy af dem self og andre, og efterleve og nøye Ordsproget, at hvad der kommer af Næsen, kand falde i Munden, paa det intet skal spildes.»
Dersom nogen skulde ta anstød over disse eiendommeligheder i grønlændernes ydre optræden, bør de tænke paa, at deres egne forfedre for ikke saa mange slegtled tilbage opførte sig ikke meget anderledes; læs blot skildringer af de skandinaviske folks huslige liv for nogen tid siden, og man vil faa forbausende ting at høre.