Det norske Folks Historie/1/7

Fra Wikikilden

De oprindelige germaniske Vandringssagn vilde imidlertid for længe siden have været tabte, hvis de først skulde være blevne optegnede efterat Germanerne i deres eget Hjem havde lært boglig Kunst, eller uden den græsk-romerske Kulturs Mellemkomst. Men Folkevandringerne, der i det fjerde og femte Aarhundrede e. Chr. bragte saa mange germaniske Folk til Sydeuropa, medførte blandt mange Goder ogsaa dette, at disse indvandrede Germaner snart tilegnede sig Sydens Kultur, og at de selv opnaaede en langt anden Vigtighed i Sydboernes Øjne, end forhen; dette havde til Følge, at baade de selv desto tidligere bleve istand til at fortælle og forevige, hvad de vidste om deres Urhistorie, og at Sydboerne ikke længer fandt det under sin Værdighed at granske efter deres Oldsagn, optegne og forklare dem. Derfor have vi fra den Tid af, da hine Vandringer først begyndte, langt anderledes nøjagtige og udførlige Beretninger om de enkelte germaniske Folk, end forhen, og disse Beretninger ere deels forfattede af romaniserede Germaner, deels af Romere eller Grækere, der fra Germanernes egen Mund havde indhentet paalidelige Efterretninger. Og det er ikke af ringe Betydning, især for Skandinaviens Historie, at det første og mægtigste Folk, med hvilket Romerne gjorde Bekjendtskab, var det skandiske Goterfolk.

De første Tegn til de Rystelser, der omsider fra Germanien af skulde omstyrte det vestlige Kejserdømme, bringe det østlige til at skjelve, og omskabe Syd- og Vest-Europas Udseende, sporede Romerne allerede mod Enden af den lange Fredsperiode efter Trajans Tid, under hvilken de troede at have naaet Højdepunktet af Lykke og Magt. Mod Slutningen af det 2det Aarhundrede, paa Markus Aurelius’s Tid, begyndte den Indstormen af germaniske Nationer over den romerske Grændse, der siden stedse fortsattes, indtil Germanerne ganske fik Overhaand. Den første Krig, Romerne paa Grund heraf havde at føre, kaldte de den markomanniske, fordi Markomannerne, Germanernes yderste Grændsefolk mod Donau, paa en vis Maade stod i Spidsen for de øvrige, med dem forbundne eller maaskee kun til samme Tid angribende Nationer[1], blandt hvilke der ogsaa nævnes de saakaldte Viktovaler eller Viktofaler og Astinger, et Folk man neppe med Urette har antaget at høre til de gotiske eller nærmest med Goter beslægtede[2]. Snart traadte ogsaa Goterne selv frem, i Begyndelsen af det 3die Aarhundrede og i de nedre Donau-Egne, hvilket gav Anledning til, at Romerne i Førstningen forvexlede dem med Geterne. Men den store Kraft, Goterne nu udviklede, viser at de ogsaa maa have haft megen Deel i de tidligere Folkebevægelser, der først fremkaldte Markomanner-Krigen, ja at de maaske endog have været dens nærmeste Ophavsmænd ved at trænge ind paa de sydligere boende Germaner. Dette antydes ogsaa forsaavidt af romerske Forfattere, som de udtrykkeligt omtale at flere Folk, der deeltoge i den markomanniske Krig, vare fremdrevne af andre „barbariske Folk bagenfor (e. nordenfor) dem, og strax begyndte Krig, hvis de ej godvillig bleve optagne inden de romerske Grændser“[3]. Den hele Krig og dens Fortsættelser viser sig saaledes ej som en alene af Nationalhad, frivilligen begyndt, Kamp, men som en uvilkaarlig Vigen for uimodstaaelige Folkestrømninger fra Norden af. Hvor langt mod Norden disse Folkestrømninger sporedes, derom har man ingen bestemt Efterretning; men da Goterne vare de egentlige nordiske eller nordgermaniske Folks umiddelbare Naboer, kunne heller ikke disse have staaet udenfor Bevægelsen, men have maaskee endog fra først af været med at fremkalde den. I Løbet af det 3die Aarhundrede bleve Goterne farligere og farligere for Romerne, i hvis Rige de oftere gjorde ødelæggende Herjetog, hvilke Romerne stundom søgte at undgaa ved at betale dem aarlig Tribut. Kejser Decius faldt, som bekjendt, i et Slag mod dem (251)[4]; under Gallienus trængte de herjende frem til de sydlige Egne af Peloponnes og ind i Lilleasien; det lykkedes først Aurelian at drive dem tilbage hiinsides Donau, hvor de nu en Tidlang holdt sig rolige indtil Constantin den Stores Tider. Denne forstod at holde dem tilbage. Muligt er det ogsaa, at de just i denne Tid undlode at forurolige Romerne saameget som hidtil, fordi der inden deres egne Grændser var nok at bestille, idet den østgotiske Ermanarik optraadte som Erobrer og underkastede sig ej alene alle de gotiske og med Goterne beslægtede Folk, men ogsaa flere af de tilgrændsende, ikke gotiske Nabofolk, og grundede et stort Erobringsmonarki, der naaede fra Østersøen til det sorte Hav. De mongoliske Huners Indstyrten fra Asien nødsagede endelig Vestgoterne til at flytte ind paa det romerske Gebet, hvorfra de siden, som bekjendt, under Alarik gik til Italien og derfra under Ataulf til Sydfrankrige og Spanien; Østgoterne fulgte senere efter, og satte sig under Theodorik fast i Øvreitalien, hvor det først lykkedes Iustinians Hærførere at undertvinge dem.

Foruden Goterne vare der mange andre, mere eller mindre mægtige germaniske Folk, som til forskjellige Tider fulgte den samme Trang til at storme frem mod Syden. Franker og Burgunder satte sig fast i Gallien, Vandaler og Svever i Spanien, de første sidenester i Afrika. Det er fornemmelig Vandalernes Tog over Rhinen i Følge med Svever og Alaner 406, som man har kaldet den store Folkevandring. Heruler eller Eruler, Skirer og Ruger nævnes ligeledes blandt de forskjellige Folkeslag, som gjestede Italien og de romerske Lande. Og tilsidst kom Langobarderne, der efter en langsom Flytning fra de nedre og mellemste Elb-Egne til Dacien omsider (568) brøde ned i Italien strax efter Goternes Undertvingelse, og frareve de romerske Kejsere Størstedelen af Landet, hvis nordligste Deel, Lombardiet, endnu minder om deres Navn.

Af de her nævnte Folk vare Goterne det, som tidligst antog Christendommen og ved Samkvemmet med Romerne tilegnede sig deres Dannelse uden dog derfor at opgive sin egen Nationalitet. Allerede blandt de Vestgoter, der paa Kejser Valens’s Tid (375) flyttede over Donau paa romersk Grund, levede den berømte Biskop Ulfilas eller Vulfila, som oversatte Bibelen paa Gotisk, af hvilken Oversættelse det nye Testamente endnu for en stor Deel er tilbage, og saaledes er noget nær det ældste og for Sproghistorien interessanteste germaniske Sprogmonument, Tiden har levnet os. Goter, saavelsom andre Germaner, opnaaede ofte vigtige Embeder ved de romerske Kejserhoffer og i den romerske Hær. Og ved den gotiske Theodoriks eget Hof i Øvreitalien levede anseede, kundskabsrige Romere, som Boethius og Cassiodorus, hvis Dannelse ej alene middelbart kom Goterne tilgode, men som endog granskede i Goternes egen Historie og forfattede Verker derover[5]. Det var især den Ro, saavel Goterne, som Romerne nøde under Theodorik, der bragte begge Folk nærmere og gav Goterne Smag for Videnskabelighed. Deres glimrende Bedrifter bidroge baade til at vække deres egen og Romernes Opmærksomhed paa deres ældre Historie og Sagn. Cassiodors store gotiske Historie er nu vistnok tabt, men et Udtog deraf, forøget med flere, som det lader til, authentiske, fra Goternes egne Traditioner hentede Tillæg, forfattedes af den gotiske Gejstlige Jornandes i Ravenna henved 551, og dette Skrift er endnu til[6]. Samtidigt med Jornandes levede den ypperlige græske Historieskriver Prokopios, der i vidtløftige Verker har beskrevet de Krige, Kejser Justinian lod føre, saaledes ogsaa den gotiske, og fortæller i denne Anledning meget til Oplysning ej alene om Goternes men ogsaa om andre i Berørelse med Goterne staaende germaniske Folks Skikke, Sæder, Leveviis og Oldhistorie, altsammen Notitser, han alene kan have hentet fra Indfødtes Beretninger[7]. Frankernes Historie behandledes et halvt Aarhundrede senere af en indfød frankisk Gejstlig, Gregorius af Tours[8] og af andre Chronister, hvoriblandt Gregors Fortsætter Fredegar er en af de ældste. Langobardernes Oldsagn optegnedes, deels af de ældre navngivne Forfattere, deels af deres Hovedforfatter, den berømte Paul Warnefried[9] (samtidig med Karl den Store), medens Vestgoterne 100 Aar før deres Riges Tilintetgjørelse kunde opvise den ej alene som Theolog men og som Historiker navnkundige Skribent Isidor, Biskop af Sevilla[10].

Hos de fleste her nævnte Forfattere finder man righoldige Sagn fra de Tider, der laa forud for den sidste Udvandringstid; Sagn, der i Ordets egentligste Forstand maa kaldes authentiske og nationale i Sammenligning med dem, som ældre romerske og græske Forfattere meddeelte efter Beretninger, i Hast opsnappede af Rejsende, der neppe engang ret forstode, hvad de Indsødte fortalte dem, og idetmindste ikke saaledes vare inde i de germaniske Kultur- og Sagn-Forholde, at de kunde forklare og anvende de Efterretninger, de indsamlede, som de burde forklares og anvendes. Men ej alene paa svundne Tiders Forhold, ogsaa paa samtidige Forhold i Norden sprede hine authentiske og nationale Efterretninger Lys. Man maa nemlig ikke tro, at de til Syden udvandrede strax afbrøde enhver Forbindelse med Norden og deres fordums Hjem. Tvertimod har man bestemte Vidnesbyrd om, at den meest levende Forbindelse endnu i en lang Tid vedligeholdtes endog mellem de fjerneste Punkter af den germaniske Verden. Vi finde saaledes, at uagtet Goterne i en saa stor Mængde droge til Syden, vedbleve dog ikke alene de nuværende og ældre danske Lande at kaldes Gotland lige til det 9de Aarhundrede[11], men de nationale danske Sagn om Jarmunrek eller Ermanarik vidne endog om at denne gotiske Erobrer beherskede Goternes gamle Hjem paa samme Tid som han herskede over Goternes Land i Syden, og hans Bedrifter udførtes maaskee endog fornemmelig i Østersø-Landene[12]. Hvor langt Theodoriks Herredømme naaede op mod Norden, veed man ikke engang ret at angive, men saameget veed man, at hans Anseelse naaede til Nordsøen og Østersøen, at en Konge fra Landene hiinsides Østersøen lod sig adoptere af ham eller gik i hans Tjeneste; at Æsterne, der under Ermanarik havde adlydt Goterne, sendte ham Gaver (Rav), og at han overhoved blev brugt som Mægler og Voldgiftsmand af de fleste germaniske Nationer i deres indbyrdes Stridigheder[13]. Vi erfare tillige af Prokop, hvorledes en Afdeling af Erulerne, der saa længe havde tumlet sig i Syden, atter (mod Slutningen af det 5te Aarhundrede) søgte hjem igjen til Norden, ved hvilken Lejlighed Prokop ogsaa meddeler særdeles interessante Notitser om Thule, under hvilket han har forstaaet Norge eller den nordiske Halvø, og om dets Beboere[14]. Det frankiske Rige strakte sig fra det indre af Nord- og Mellem-Tydskland lige til Italiens Grændser, og stod igjen i temmelig nøje Forbindelse med Angelsaxernes Riger, der i Løbet af det 5te og 6te Aarhundrede stiftedes i Britannien. Mellem Syden og Norden var der saaledes i hine Tider den meest levende Forbindelse; Nationerne tumlede sig om hinanden; Afstanden maa de – hvad ogsaa vore Forfædre senere gjorde, naar de saa hyppigt droge til Constantinopel – have anseet som ubetydelig, og man kan antage det for temmelig vist, at der i Goternes og andre Germaners Rækker i Italien, Spanien og Grækenland ofte kæmpede Mænd, der hørte hjemme i Norden, og efterat have samlet sig Ære og Rigdomme, vendte tilbage til Norden for der at ende sine Dage. Det bedste Vidnesbyrd derom er, at Sydens germaniske Helte, Ermanarik og Theodorik, ogsaa gribe ind i de nordiske Heltesagn, og at Franker, Goter og Burgunder ligesaa vel spille en Rolle i disse, som i de sydgermaniske Krøniker[15]. Om Authentien og Egtheden af hine, hos germaniske Forfattere efter Folkevandringen eller efter germaniske Kilder meddeelte nationale Oldsagn kan der saaledes ej herske nogen Tvivl. Jornandes paaberaaber sig endog ligefrem gamle mythologiske Kvad, der ved mundtlig Tradition havde vedligeholdt sig hos Goterne[16].

Men disse Sagn, opstaaede i Nationernes ældre Hjem, og følgelig stemmende med og passende til Nationernes daværende Omgivelser, kunde ej ret stemme med de mangelagtige Begreber om Nordens geographiske og ethnographiske Forhold, der laa til Grund for de ældre romersk-græske Forfatteres, især Ptolemæos’s Fremstillinger. Og da nu desuagtet endog de indfødte Germaner selv, trods deres større Kjendskab til deres ældre Fædrelands Forhold, havde saa stor Agtelse for de sydlandske Forfatteres Videnskabelighed og Dannelse, at de blindt hen antoge de af dem opstillede Satser som beviste og tilforladelige, kunde de heller ikke rive sig løs fra den Tanke, at alt, hvad de vidste om Nordens Geographi og Ethnographi, maatte passe til og lempes efter det af Ptolemæos opstillede System. Derved maatte nødvendigviis mange Forviklinger og Vildfarelser opstaa, af samme Slags, som de vi allerede have omtalt, og som ere en uundgaaelig Følge af virkelige Kjendsgjerningers Underordnen under forud opgjorte Hypotheser og forudfattede Meninger. Den samme Kritik, som maa anvendes ved Bedømmelsen og Benyttelsen af Plinius’s, Tacitus’s og Ptolemæos’s Efterretninger om Norden, maa saaledes ogsaa anvendes ved Jornandes’s Prokops og Paul Warnefrieds, og det i saameget højere Grad, som Notitsernes Mængde og Indholdsrigdom er saameget større end i de tidligere, ugermaniske Skribenters magre Relationer.

Vi erfare da først og fremst af Jornandes, ifølge gamle gotiske Sagn, at Goterne udledede deres Herkomst fra det samme Skandja[17], hvor vi allerede hos Ptolemæos og maaskee endog hos Pytheas finder dem omtalte. Dette Skandja beskriver Jornandes saaledes, at man kan see, at han vistnok dermed især mener Skaane, men at han tillige derunder indbefatter den hele nordiske Halvø. Han lægger nemlig, følgende Ptolemæos, som han udtrykkeligt nævner, Skandja ligeoverfor, ja i Syne (in conspectu) af Floden Weichselens 3 Mundinger, men omtaler tillige blandt Skandja’s Indbyggere ej alene Dani og Beboere af Sverige, som Svethans (Svearne), Theustes (Thjust i Smaaland), Finnaithæ (Finveden), men ogsaa norske Folk, som Raumaricæ, Ragnaricii (Ranrikinger), ja endog Scretofennæ (Skridfinnerne). Det af Jornandes meddeelte Sagn om Goternes Udvandring er heel merkeligt. I en fjern Oldtid (han henfører det til Tiderne før den ægyptiske Konge Vesoses eller Sesostris) drog Goterne under deres Konge Berik fra Skandja paa tre Skibe til den ligeoverfor liggende Kyst af Oceanet, som efter dem fik Navnet Gotiskandja; et af Skibene kom lidt senere end de øvrige, og dets Mandskab fik derfor Navnet Gepider, hvilket Jornandes udleder (skjønt fejlagtigt), af gepanta, der skal betyde „doven“[18]. Gepiderne forbleve en Stund boende paa en Ø i eller rettere nogle Øer i Weichselmundingen, som de efter sig kaldte Gepidojos (d. e. Gepid-Øerne); og hvor de saakaldte Vidivarier senere, efterat Gepiderne vare dragne bort, nedsatte sig og endnu paa hans Tid boede, nær ved Æsterne. De først ankomne Goter begave sig til de dengang ved Oceanets Kyster boende Ulmerugers Land, fordrev dem derfra og erobrede Vandalernes Land. Her forøgede de sig saa sterkt, at de allerede under den femte Konge efter Berik, nemlig Filimer, Godariks Søn, maatte opsøge sig nye Bopæle, og drog til Skythernes Land, hvorfra de siden udbredede sig videre mod Syden. At Jornandes ved Gotiskandja og Gepid-Øerne omtrent maa have tænkt sig eet og det samme Land, er iøjnefaldende; derimod er det saare uvist, hvorvidt Sagnet oprindelig dermed har meent, hvad han antager dem for, nemlig Landene ved Weichsel-Mundingen. Han boede selv i Syden, og havde saaledes neppe haft Anledning til at erhverve nogen klar Forestilling om Nordens geographiske Forholde. Han vidste nogenlunde Besked om Weichselen, og om at de saakaldte Vidivarjer (Viter eller Vider, efter hvilke Landet endnu i det 9de Aarhundrede kaldtes Vitland) boede i dens Nærhed[19]. Men han maatte ogsaa have hørt om de tre danske Sunde, – om hvilke Mela udtrykkeligt siger (see ovenf. S. 16) at de ligne Strømme – og de danske eller skandiske Øer, hvilke Ptolemæos, som vi have seet, netop lægger ved Weichsel-Udløbet; og da Jornandes følger Ptolemæos, blive hans trende Weichsel-Mundinger derfor ingen andre Strømme, end de danske Sunde, hans Gepid-Øer de danske Øer, og hans Gotiskandja enten det egentlige Skaane, som han fejlagtigt antager forskjelligt fra det ældste Skandja, eller ogsaa maaskee den nordtydske Kyst. Med disse dunkle Fortidsminder sammenblander han, hvad han af egen Erfaring har hørt om Vidivarjerne eller Viderne ved det virkelige Weischel-Udløb. At man endog i Middelalderen fortolkede disse Steder hos Jornandes paa samme Maade, viser den allerede i tvende danske Krøniker fra det 13de Aarhundreds Slutning eller der 14de’s Begyndelse optagne, øjensynligt paa Jornandes grundede, Fabel om de østlige danske Øers ældre Navn Withesleth og deres Erobring af Kong Dan, hvorom vi ogsaa nedenfor komme til at handle[20]. Jornandes har her altsaa virkelig antydet en Vandring af Goterne fra den sydlige Deel af den nordiske Halvø til de danske Øer og videre mod Syden indtil Egnene ved det sorte Hav. Men han antyder ogsaa et mere almindeligt germanisk Sagn om Skandja som alle de udvandrende Nationers ældre Hjem, idet han kalder den „Folkenes Frembringelsessted og Nationernes Moderskjød“[21].

Men herom er Jornandes ikke ene. Ogsaa Langobarderne, skjøndt henhørende til den overtydske eller sydtydske Green – hvad deres Sprog noksom viser – udledede sin Herkomst fra Skandinavia[22]. Allerede Prosper af Aquitanien, der levede i det 5te Aarhundrede, omtaler deres Udvandring fra „de yderste Grændser af Germanien, Oceanets Kyst og den store Ø Skandia“ Deres Nationalforfatter Paul Warnefried nævner udtrykkeligt Skandinavia som Langobardernes ældste Hjem[23]; en unavngiven Forfatter nævner den Vindelske Elv (anmis vindelicus) i deres Naboskab, hvorfra de flyttede til Scatenauge, Albiæ iluminis ripa og derfra videre[24]. Ogsaa den frankiske Forfatter Fredegar veed at fortælle om Schatanavia eller Schandinavia, mellem Donau og Oceanet, som Langobardernes oprindelige Hjem[25], og afgiver derved tillige et tydeligt Beviis paa den Forvexling af Nordens og Østens Hovedfloder, som vi ovenfor have omtalt, thi det er klart, at ved Danubius eller Donau her ikke oprindelig den egentlige Donau har været meent, men den ubekjendte Tanais, og ved denne igjen Gøta-Elven, imellem hvilken og Oceanet Skandien eller Skaane er beliggende. Den frankiske, med Karl den Store omtrent samtidige Hraban Maur, der allerede havde lært at kjende Normannerne som Nordens Herrer, siger udtrykkeligt, at „alle, der tale det tydske Sprog, stamme fra dem“, det vil sige fra de Lande, hvor de paa den Tid boede[26]. Og den saxiske Forfatter Widukind fra det 10nde Aarhundrede nævner om et gammelt Sagn, der udledede Saxernes Herkomst fra Daner og Normanner (de af Daner og Nordmænd beherskede Lande), altsaa Norden[27]. Hvorledes Angelsaxerne ansaa Jylland for deres ældre Hjem, er bekjendt nok, og hvor Prokop omhandler Erulernes Tog fra Syden, rimeligviis til Hjemmet, lader han dem drage først gjennem slaviske Stammer, derpaa over en ubeboet Strækning, saa til Varnerne, derpaa gjennem Danernes Nationer, og endelig over Havet til Thule, der hos ham er eenstydigt med Jornandes’s Skandja, og hvor Gauterne lod dem bo hos sig[28].

Der findes ved de her anførte Sagn enkelte Omstændigheder, som endog nærmere antyde en nordisk Lokalitet. Allerede de saakaldte Rugier, Ruger eller Roger, der oftere nævnes sammen med Goter og Eruler, og af Prokop udtrykkeligt kaldes et gotisk Folk, ligesom Jornandes nævner dem blandt de af Ermanarik undertvungne Nationer[29], have idetmindste Navn tilfælles med de i Norges ældre Historie forekommende Rygir eller Rogar, der befolkede Ryfylke (Rogaland), maaskee ogsaa flere af det sydligste Norges Kyster, og som undertiden, fordi de boede paa Øer, kaldtes Holmryger, hvilket Navn gjenkjendes i Jornandes’s Ulmerugii. Paul Warnefried lader Langobarderne, eller – som deres ældste Navn lød – Vinilerne fra Scandinavia drage til Scoringa, hvor de stred med Vandalerne og fik Navnet Langobarder, derpaa til Mauringa, videre til Golanda (Gotland) eller efter en anden Læsemaade til Rugulandia (Rugernes Land)[30], medens den anonyme Forfatter sætter deres ældste Sæde ved den vindelske Elv og derfra fører dem til Scatenauge. Naar man veed, at den nordligste Deel af Jylland allerede fra den fjerneste Oldtid hed Vendil (Vendsyssel) kommer man let paa den Tanke, at den vendilske Elv hos Anonymen ej betyder andet end Kattegattet og at Albiæ flumen, hvis Bred „Scatenauge“ siges at være, oprindeligt eller egentligt kun er Gøta-Elven, og ikke Elben i Tydskland, som de fleste, og maaskee endog Sagnets Nedskriver selv, have antaget[31]. Ved Skirerne, der af Plinius omtales i Nærheden af Weichsel, og som af sildigere Skribenter oftest nævnes i Forbindelse med Ruger og Eruler, maa man tænke paa det norske Landskab Skiringssal ved Logens Udløb i Skagerraket, og ved dette igjen paa Paul Warnefried’s Scoringa, saameget mere som man ogsaa finder Skirerne kaldte Skerer eller Skører[32]. Og naar Jornandes paa eet Sted siger at Erulerne af Danerne vare uddrevne fra sit egentlige Hjem, men paa et andet, ifølge den gotiske Historieskriver Ablavius’s Udsagn, at de fik deres Navn (egentlig med omsatte Bogstaver: Heluri) efter Sumpene ved Mæotis[33], altsaa ved Don’s eller Tanais’s Mundinger, hvor de i Førstningen boede: da opstaar strax Forestillingen om at Jornandes har gjort sig skyldig i den allerede ovenfor omtalte Forvexling mellem Tanais og en nordeuropæisk, i flere Arme udrindende Elv, vistnok Gøta-Elven, den eneste Elv paa det skandiske Fastland, som her kan komme i Betragtning, især da det hos Prokop opbevarede Sagn melder at de til Norden tilbagevendte Eruler bosatte sig hos Gauterne eller Gøterne, det vil altsaa sige i Nærheden af Gøta-Elven.

Alle disse Oplysninger godtgjøre tilstrækkeligt, at alle eller idetmindste de fleste tydsk-germaniske Nationer før og i de nærmeste Aarhundreder efter Folkevandringen havde bestemte Sagn om at de over Skandinavien vare komne til Tydskland. Disse Sagn ere af saameget større Betydenhed, som de forskjellige, efter enhver Dialekt lempede Skikkelser, under hvilke Navnet hos de forskjellige Forfattere fremtræder, (Skandja, Scandinavia, Scatenange, Schatanavia, Scedenicg), saavelsom de forskjellige Maader, paa hvilket Sagnet af de enkelte Nationers Skribenter berettes, klart lægger for Dagen, at det i enhver Stamme har vedligeholdt sig som dets eget, upaavirket af, og end mindre laant fra andre beslægtede Stammers Sagnkreds. Men under disse Omstændigheder faar det en større Betydning end slige ethnographiske Sagn almindeligviis pleje at have. Saadanne ere nemlig sædvanligviis opgjorte i sildigere Tider, hvor den oprindelige Sagntraad forlængst var afbrudt, og Trangen til at erstatte, hvad der var gaaet tabt, gav sig Luft i ukritiske og uheldige, tildeels barnlige, Gisninger. Men Sagnene om Udvandringen fra Skandinavien ligge umiskjendeligt dybere i Folke-Erindringen, og kunne derfor gjøre Fordring paa at betragtes som paalidelige Vidnesbyrd om Folkebevægelser i Nationernes fjerneste Fortid.

  1. Ligefra Illyrikums Grændse til Gallien, heder det hos Capitolin(Ant. Phil. 22).
  2. Eutropius (VIII, 2) nævner dem som Dakiens Indbyggere tilligemed Thaifaler og Tervinger, af hvilke de første umiskjendeligt vare et i Følge med Goterne vandrende Folk, de sidste vare Vestgoterne selv. Astinger eller Hasdinger kaldes hos flere Skribenter Medlemmerne af den kongelige Familie, eller af de fornemste Familier blandt Vandaler og Vestgoter. (Jornandes Cap. 22, Cassiodor, Var. IX, 7., Lydus de magistr. p. 218). Som deeltagende i den markomanniske Krig nævnes de hos Dio Cassius p. 1185, 1186; Jornandes Cap. 16.
  3. Capitolinus, Ant. Phil. 24. Victovalis et Marcomannis cuncta turbantibus, aliis etiam gentibus, quæ pulsæ a superioribus barbaris fugerant, nisi reciperentur, bellum inferentibus.
  4. Dette Slag forefaldt i Nærheden af Donau, men endog her, saa sildigt, sorvexler Zosimus (I, 23, 24) denne med Tanais.
  5. Cassiodor har skrevet en stor gotisk Historie, som nu er tabt, men som dog Jornandes har benyttet til sit Verk. Han har tillige efterladt sig en Mængde Embedsbreve (Varia), conciperede af ham for eller skrevne til Theodorik, Datteren Amalasvindha og andre fornemme Mænd; disse Breve ere af stor Vigtighed for den gotiske Historie.
  6. Det heder almindeligviis, efter en overfladisk Opfatning af Jornandes’s egne Ord i Fortalen til hans Goterhistorie (de rebus Geticis), at han kun har leveret et Udtog af Cassiodor. Men nøjere Undersøgelser vise, at alt, hvad der vedkommer Goternes Oldhistorie, Beskrivelsen af Norden, og den skythisk-getiske Historie, der paa en højst ukritisk Maade er forbunden med den gotiske, skriver sig fra Jornandes’s egen Pen, og at Cassiodors Verk saaledes neppe har omfattet mere end den egentlige gotiske Historie fra den Tid, Goterne kom i Berørelse med Romerne.
  7. Prokops Verk naar til 553.
  8. Gregorius af Tours døde 595. Han har skrevet en historia Francorum.
  9. Han kaldes sædvanlig Paulus Diaconus, f. i Friuli 740, død 900, hans Verk heder libri VI de gestis Langobardorum. Andre Optegnelser af Langobardernes Udvandringssagn sindes i Lovcodices, og hos Prosper af Aqvitanien, død 463.
  10. Isidor af Sevilla (Isidorus Hispalensis), døde 636; han har, foruden sine bekjendte Dekretaler eller Dekretsamlinger, efterladt en Verdenskrønike.
  11. Om denne Omstændighed, der siden nærmere vil blive omtalt, indeholde Sagaerne mange Oplysninger.
  12. Se herom, hvad Saxo beretter angaaende Jarmerik (8de Bog), sammenholdt med Jornandes’s Beretning om Ermanariks Erobringer (Cap. 23).
  13. Cassiodor. Varia III. 3, IV. 2, V. 2.
  14. Prokop, den got. Krig, II, 14. 15. Det heder her just ikke udtrykkeligt, at Erulerne søgte tilbage til deres gamle Hjem, men det ligger dog næsten i Sagens Natur; det bestyrkes desuden ved Jornandes’s Udsagn (Cap. 3), at Danerne, selv et skandisk Folk, havde fordrevet Erulerne fra deres egentlige Hjem.
  15. Det er bekjendt, hvilken vigtig Rolle Jarmunrek (Ermanarik) spiller i Vølsunge-Sagnkredsen, hvor tillige, endog i de gamle Eddadigte, Goter og Burgunder og Franker, især de første, hyppigt omtales. Thjodrek eller Theodorik nævnes i et af de yngre Eddadigte, men tilhører forresten mere den tydske end den oldnorske Sagnkreds.
  16. Disse Kvad (fabulæ) paaberaaber han sig, hvor han udleder Theodoriks Herkomst fra Anses ɔ: Æserne.
  17. Navnet skrives forskjelligt, Scandza, Scandra, Scandzia, i de forskjellige Haandskrifter af Jornandes, men da han tillige skriver Mundzuccus istedetfor Mundjuccus (Attilas Fader), og vi tillige andensteds sinde z istedetfor det gotiske j, maa man antage, at Jornandes i sit Originalhaandskrift virkelig har plejet at bruge dette gotiske j, der af en ukyndig Afskriver let lader sig forvexle med z. Da nu Plinius desuden har Scandia, tage vi ej i Betænkning at rette Fejlen, idet vi skrive Skandja.
  18. Etymologien er, som man let seer falsk; Gepanta kan aldrig blive Gepida; Navnet udtales desuden, hvad man af latinske Digtere kan see, Gipedes, med næstsidste Stavelse kort, ogsaa Gibidi, hvilket svarer til den Form Gifðe, under hvilken Navnet forekommer i angelsaxiske Oldkvad (den saakaldte Rejsendes Kvad V. 120 og Beowulf V. 4983) og som kun er et Fleertal af gifeðe ɔ: forundt, lykkelig.
  19. Jornandes, Cap. 5 og 17.
  20. Kong Eriks Krønike (eg. Ryklosters Annaler) og de Esromske Annaler i Langebeks Scriptores r. D. I. p. 150 og 223.
  21. Scandia insula, quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum, Jorn. Cap. 4.
  22. Prosper Aquit. Chron. Ronc ved Aar 379, I, 635. (ed. Scalig.).
  23. Paul Diac. I. 7.
  24. Anonymus Langob. i Fortalen til Ritters Udgave af Codex Theodosianus.
  25. Fredegar. Hist. Franc. epit. c. 65.
  26. Hrab. Maur. hos Goldast. Scr. rer. alem II. P. I. p. 67. Se ogsaa Nigellus de baptismo Haraldi regis, Langebek. scr. r. D. I. p. 400.
  27. Pertz Mon. Germ. p. V. 417.
  28. Prokop. got. Kr. II. II.
  29. Jornandes Cap. 23.
  30. Paul. Diac. I, 7–13.
  31. Ved Wendelsæ forstaaes i angelsaxiske Skrifter Middelhavet. Men da de neppe kjendte til Middelhavet førend efterat de ved Christendommens Indførelse vare komne i nærmere Berørelse med Rom, maa denne Benævnelse være laant eller overført fra en anden Gjenstand. Og denne maa visselig have været Kattegattet og Østersøen, der i Norden forholdt sig til Oceanet, som i Syden Middelhavet, eller som i Sammenligning med Oceanet var et Indre-Hav, Grækernes θαλάττα, modsat ὠκεανός. Ved Wendnelsæ har man maaskee just tænkt sig en θαλάττα. Forresten bør man heller ikke lade det norske, til Skagerrakets inderste Krog stødende Landskab Vingulmark, og det i Jornandes’s Fortegnelse paa Skandjas Beboere forekommende Vinoviloth uberørt.
  32. Nemlig hos Sid. Apollinari, ant. 7, 322, hvor man foruden „Scirum“ læser Scerum eller Scoerum. Bogstavet o i Scoringa kunde desuden let fremkomme ved en Fejlskrift.
  33. Nemlig det græske ἕλη, af ἕλος et Morads. Jeg behøver ikke at tilføje at Etymologien er aldeles urimelig.