Blandt Nordpolens Naboer/4
De indfødte ved Smiths sund.
Disse boliger, der snart viste sig at være en samling telte og jordhytter, var beliggende ved foden af et forbjerg, paa en lav, fremspringende odde, hvor det et øieblik senere med noget besvær lykkedes os at lande.
Af stedets beboere, der ialt beløb sig til 11 personer, kom mændene os straks imøde nedover mod strandbredden, medens kvinder og børn forsigtig holdt sig i baggrunden. Et par af os rakte uvilkaarligt ud vore hænder til dem for at hilse dem paa civiliseret vis; men hvilket underligt indtryk det gjorde, da de istedetfor at gribe disse stirrede paa os med forbausede blikke uden ringeste begreb om, hvad disse gebærder skulde betyde. At vi var snille og fredelige mennesker, der ikke vilde dem noget ondt, syntes de dog temmelig snart at være paa det rene med, og den i begyndelsen noget trykkede stemning gik lidt efter lidt over til at blive særdeles munter og livlig.
En af vore matroser, der tilfældigvis under landgangen var bevæbnet med en kort snadde, tiltrak sig deres specielle opmærksomhed, og særlig syntes de røgskyer, han fra tid til anden udsendte, at imponere dem og give dem en afgjort tro paa hans mystiske og overnaturlige gaver. Et endnu mægtigere indtryk gjorde det, da han straks efter ved en hurtig haandbevægelse langs sit høire bagparti opnaaede at sætte ild i en træpinde for derefter ved dennes hjælp at frembringe nye og forøgede røgskyer fra sin mærke- lige «lampe».
Det var tydeligt at skjønne, at de mennesker, vi her havde for os, ikke tidligere havde været i nogen nærmere berøring med den civiliserede verdens sønner, ja, at størsteparten af dem endnu aldrig, end ikke paa afstand, havde havt anledning til at nyde synet af et skib, dette i deres øine saa vidunderlige produkt af menneskelige hænders arbeide.
Og opnaaede vi med alle vore rariteter og vidundere at vække deres høieste interesse og forbauselse, saa gjorde de indfødte til gjengjæld et ikke mindre stærkt og uudsletteligt indtryk paa vore sind. Vilde at se til, skiddenfærdige og langtfra vakre fremviste disse mennesker uvilkaarligt billedet af tilsyneladende meget lavtstaaende individer.
Deres lange, ravnsorte haar hang vildt og lurvet nedover de skinddækte skuldre, ja skjulte for enkeltes vedkommende endog halvt de mørke, sammenknebne øine, hvorved de fik et mærkværdig skummelt, næsten afskrækkende udseende.
Senere fik jeg forresten Se, at ikke alle de indfødte var saa helt blottet for haarfrisur som de, vi her havde mødt. Kvinderne, især de yngre, har saaledes ofte haaret fæstet op i en top paa issen ved hjælp af en tynd sælskindsrem, ligesom enkelte af mændene af og til bærer en lignende rem rundt hovedet for derved at holde øinene fri for sine lange, fedtglinsende lokker. Disse «lokker», som mest ligner fine hestetagl, sammenfiltrede til en lurvet masse, afgiver sikre og varme boliger for snyltedyrenes hærskarer.
Eskimoernes pande er lav, ansigtet bredt og trækkene gjennemgaaende uskjønne. Øieaabningerne er baade smaa og skjæve, men selve øieæblet maa ellers nok være af første sort, da deres syn er beundringsværdigt.
Næsen er liden og bred, munden derimod stor med tykke læber, saa at den selv hos det smukke kjøn har en saa ringe lighed med den ideelle kirsebærmund, at mændene, fremfor at kysse sine hustruer, foretrækker at vise dem sin specielle ømhed ved at trykke sin allerede tidligere flade næse endnu fladere mod den andens ansigt, hvilket kjærtegn i regelen ledsages med en lydelig snusen.
Indenfor de svulmende læber lyser der en række stærke tænder, hvis nytte strækker sig langt udenfor madtygningens omraade. Thi befæstede, som de er, til senestærke kjæver, danner de en patent-skruestikke, der benyttes i stor udstrækning ved deres daglige gjerning. Skal en mand saaledes surre sin slæde, et arbeide, hvortil der udkræves stor kraft, lægger han den ene ende af skindremmen mellem tænderne, støtter slæden, hvortil den anden ende er fæstet, med knæet og den venstre haand, medens han derpaa med den høire rykker paa midten af remmen med en saadan vedholdende voldsomhed, at synet deraf kunde bringe selv en gorilla til at ryste betænkeligt paa hovedet.
Gruppe af kvinder og børn; gut i forgrunden tilhøire.
Kvinderne forstaar ogsaa godt, i lighed med sine civiliserede søstre længere sydpaa, at «bruge mundtøiet», men dog til noget større gavn for sine medmennesker, end disse sidste pleier at gjøre det. Saaledes tygger de tomme for tomme hvert af de skind, som mændene bringer dem hjem fra jagten, efterat de først i udspændt tilstand er bleven om- hyggelig tørrede. Paa denne maade gjøres de nemlig bøielige og skikkede til klæder for familiens medlemmer.
Som af ovenstaaende vil fremgaa, vilde en eskimo for ansigtets vedkommende falde fuldstændig igjennem ved et europæisk skjønhedsstevne. I legemlig henseende kommer de derimod vort ideal adskillig nærmere. Saaledes er hænder og fødder meget nette og velformede. Dette ser man forøvrigt, hvad hænderne angaar, bedst hos kvinderne; thi mændenes hænder er somoftest saa vansirede af ar og mærker efter gamle knivskaar, erholdte under flaaningen af de fældede dyr, at de derved har tabt sine oprindelige linier.
Eskimoerne er smaa folk. En mand ved navn Miuk, der er 170 cm. høi, samt hans broder Kayegvitto, der har en lignende høide, betragtes saaledes og med rette af sine landsmænd som rene kjæmper. Kvindernes legemer er betydelig kortere end mændenes og holder sig gjerne omkring 140 cm.
For saavel mændenes som kvindernes vedkommende, og mere iøinefaldende hos disse sidste, er hofterne lidet fremtrædende, medens fordøielsesorganerne synes at optage en forholdsvis betydelig del af legemets volum, noget, der vistnok staar i forbindelse med det arktiske klimas strenghed og den derved nødvendiggjorte forøgede næringstilførsel. Dog har jeg aldrig paatruffet nogen værdig eskimoborger, der kunde siges at være generet af «et vist enbonpoint».
Mændene er gjennemgaaende udstyret med en brillant muskulatur, hvad jo ogsaa er en direkte følge af det yderst strabadsiøse liv, de fører. De unge gutter begynder allerede tidlig at deltage i det besværlige jagtliv og hærdes herunder i en grad, der senere gjør dem istand til med lethed at udholde, hvad for den uøvede vilde være forbundet med de største anstrengelser og savn. Ikke sjelden maa de desuden undvære føde gjennem længere tidsrum end egentlig behagelig, noget, de finder sig i uden knurren, ligesom de ikke mangler erfaringer paa sultefodringens omraade.
Intet under derfor, at de i rige og overflødige dage strækker sine maaltider udover de fleste timer af døgnet. Vistnok har de af denne grund været beskyldt for fraadseri; men dertil har man ligesaa liden ret som til at bebreide en opløben skolegut, at han søger tilflugt mellem maaltiderne i sin mors spisekammer.
Saa liden som eskimoen er, saa raader han dog over selv efter vore begreber betydelige legemskræfter, og ofte kan hans kraftpræstationer gjøre et noksaa imponerende indtryk. Naar han for exempel bygger sig sin jordhytte, hvis indre vægge og tag altid opstives ved stene, vil man kunne se ham trippe afsted i sine bløde skindstøvler henover bergknauserne med et helt lidet Dovrefjeld paa maven og førende sig med en letvindthed, som om det bare var en almindelig Amerika-kuffert, han holdt mellem hænderne.
Eller naar han om sommeren drager tilfjelds med kone og børn for at drive renjagt. Indi den mægtige bylt, som det stive skindtelt danner, putter han det meste af sit liggendefæ, hænger det hele op i en rem over panden og vandrer saa muntert afsted uden at tænke paa jernbane eller bybud. Man kan følge ham med øinene, som han bevæger sig opover fjeldskraaningen, lig et vandrende skjærmbret, medens ravnene kredser nysgjerrigt omkring i luften over hans usædvanlige skikkelse.
Med hensyn til eskimoernes hudfarve er det ikke saa let at fælde nogen afgjørende dom derom paa grund af det rigelige smudsbetræk, hvori de er indbalsamerede. Undlod man at tage dette med i betragtningen, vilde man komme til det resultat, at nyfødte børn er af en ensartet lys, gulbrun eller graabrun hudfarve, en voksen mand derimod noget mørkere med sorte flekker og endelig en olding sort med lyse flekker. I virkeligheden er den voksnes hudfarve sammensat af de samme kulører som de, der ovenfor er angivne for nyfødte børn, om end muligens af en gjennemgaaende noget mørkere tone.
Man kan vanskelig bebreide eskimoerne ved Smiths sund deres skiddenfærdighed; thi den er en næsten uundgaaelig følge af de haarde og primitive vilkaar, under hvilke de er henviste til at leve. Alt det vand, de trænger til drikke eller til sin simple madlavning, maa nemlig gjennem 9 til 10 maaneder af aaret møisommelig skaffes tilveie ved smeltning af sne eller is i stenkar over sparsomme spækflammer, hvilket baade er besværligt og paa det nærmeste kræver alt det spæk, de har til sin raadighed i disse øiemed.
Som rimeligt kan være, er derfor et bad eller en ordentlig vask for dem en ukjendt luksus, som de, trods vort forholdsvis gode exempel blandt dem, aldrig vil kunne indføre under sine nuværende kaar. Men en god del maatte de dog kunne udrette i retning af renslighed alene ved et vædet fugleskind eller i nødstilfælde en skarp sten, om sansen for renslighed først blev vakt hos dem. Og dette kan det nok hænde, vi allerede opnaaede at gjøre under vort ophold blandt dem, at dømme efter visse smaa tilsprang til properhed hos kvinderne, hvis lyst til at behage ikke er ringere under disse breddegrader end under ækvator.
Det vakte megen forbauselse og tildels munterhed, kan jeg huske, da nogle af de indfødte første gang saa os dukke vore hoveder i en vandbøtte for derefter at gnide os som rasende med næverne. De forstod tilsyneladende ikke den hele manøvre, fattede ikke, hvad aarsagen kunde være, eller hvilken hensigt vi havde. De syntes at være uvidende om be- greberne renslighed og urenslighed og undlod letsindig at rødme, naar de af og til fik se sine sorte hænder ved siden af vore «noget» mindre sorte.
Grunden, hvorfor de mangler denne sans for renslighed, er ubetinget at søge i den omstændighed, at skiddenfærdigheden, idetmindste tilsyneladende ikke paafører dem ulemper eller skade paa sundheden. Dette har igjen sin aarsag i den overordentlig rene og bakteriefrie luft, hvad der vel for størstedelen maa tilskrives det strenge klima.
Vi skal nu gaa over til noget enestaaende i sit
slags, nemlig klædedragten, der uden tvil har egenheder, der i høi grad er egnede til at vække forundring og opsigt blandt civiliserede mennesker.
To nord-grønlandske jægere.
Eller hvordan skal man karakterisere en dragt, der er i den grad stridende mod vore hjemlige regler for sundhedens bevarelse, at den istedetfor at beskytte sin bærers ædlere organer tillader nordenvinden at feie vildt henover hans trinde mave eller snekrystallerne at smelte mod korsryggens blottede hud?
Og dette i en egn, hvor kulden om vinteren kan gaa ned til 50° Celsius, og blandt mennesker, hvis praktiske hjerner har ofret aarhundreders arbeide paa fuldkommengjørelsen af denne originale habit!
At den eskimoiske klædedragt tiltrods for sine extravagancer, eller rettere, netop paa grund af disse, opfylder alle de betingelser, der bør stilles til en dragt, i hvilken man med held skal kunne trodse polaregnenes kulde, skal man i det følgende faa anledning til at overbevise sig om. Jeg skal i den hensigt kortelig berøre hvert enkelt plag.
Saavel mænd som kvinder bærer paa overkroppen en underskjorte af fugleskind med fjærene indad. Den er forarbeidet af alkekongens eller den almindelige alkes skind. Da skindene af den første er meget smaa, benyttes der til en enkelt skjorte et stort antal af dem, idet de efter at være tilskaarne i regelmæssige firkanter sammensyes ved hjælp af senetraad.
Den maade, hvorpaa fugleskindene tilberedes, er ganske enkel. Husmoderen putter gjennem et snit i fuglens skind pegefingeren ind under dette, hvor- efter hun med øvet haand fuldstændig løsner det fra kroppen, vrænger det af og hænger det op til tørring. Naar det er tørt, putter hun det, fremdeles vrængt, ind i munden, hvorpaa det tygges forsvarligt, og tilberedningsprocessen er tilende. Paa mig gjorde det et vist tryllekunstnerisk indtryk, hvergang jeg saa et af de større alkeskind forsvinde ind gjennem en ung husmoders mund.
Fugleskindsskjorten er hos mændene forsynet med en hætte, der sidder tæt rundt ansigtet, naar den er oppe; hos kvinderne derimod mangler denne. Skjorten rækker hos begge kjøn til lidt nedenfor hofterne, hvor benklæderne begynder.
Disse er hos mændene forarbeidede af isbjørnskind eller i særdeles sjeldne tilfælde af hundeskind og rækker saavidt nedenfor knæskallen. Da de ingen underbenklæder bruger, er benene i direkte berøring med den tykke, ujevne og lidet bøielige bjørnehud, hvad jeg kan forsikre ikke er nogen behagelighed for et almindeligt menneske før efter lange tiders træning. Bjørneskindsbuksen er et noksaa mærkeligt plag i den henseende, at den holdes oppe uden buksesæler paa en saa hemmelighedsfuld maade, at man i begyndelsen aldeles ikke, og senere kun vanskelig, vil kunne fatte det hele.
Dens øvre linning gaar nemlig ikke som hos os ovenfor, men derimod nedenfor hoften eller nøiagtig til laarbenets øverste led, en forholdsregel, for hvis grunde jeg senere skal gjøre rede. Fortil ligger denne linning paa mavens nederste parti, medens den bagtil passerer ret over de bekjendte kjødfulde dele, tæt tilstrammet ved en indeni linningen anbragt sælskindslidse.
Naar man første gang ser en indfødt klædt efter denne mode, der forøvrigt ikke bruges af eskimoerne
udenfor Smithssund-egnene, er man straks tilbøielig
En snil gammel bedstemor.
til at anse fyren for en skjødesløs ungkarl, der har
mistet fire af sine seks bukseknapper, samtidig som
man kun betragter det som et tidsspørgsmaal, naar
han vil gjøre skandale. Men mærkelig nok gaar manden rolig omkring, ja er endog saa fræk, at han
bøier sig ned for at flaa en sæl, uden at noget indtræffer, samtidig som man dog selv fremdeles føler
sig fuldstændig sikker paa, at en katastrofe er uundgaaelig. Men nei, manden gaar aar ud og aar ind
i den samme truende tilstand, som da vi først saa ham; og vi kunde ikke gjøre ham det efter heller;
thi han og hans landsmænd har nemlig en noget
mere udpræget sænkning i musklerne bagenfor laarbenets led, end vi kan opvise, og dette er saaledes
løsningen paa gaaden. Jeg beder mine læsere erindre
sig dette, naar de paa kommende illustrationer
muligens maatte faa øie paa en og anden person,
der, efter alle ydre kjendetegn at dømme, er ifærd
med at miste sit nødvendigste plag, og de af denne
grund kunde fristes til at slutte, at tegningens teknik
var mindre heldig.
Jeg har allerede antydet, at der mellem benklæderne og fugleskindsskjorten er en aabning, hvorigjennem den ydre luft har fri adgang ind til det blotte legeme. Vistnok er skjorten af en saadan længde, at den i regelen nogenlunde kommer ned over benklædernes øvre kant; men da den tillige er særdeles vid, de sidste derimod tæt tilstrammede oventil, bliver der dog rundt det hele legeme en rummelig aabning tilbage, hvorigjennem deres mørke hud ved enhver bevægelse kan skimtes.
Hensigten med denne rummelige aabning er, at den skal vedligeholde en virksom og jevn ventilation ind til overkroppen.
Hele hemmeligheden ved brugen af skinddragter under saadanne legemlige strabadser og anstrengelser som de, der møder en paa eskimoiske jagtture eller under arktiske slædereiser i videnskabelige øiemed, bestaar idetheletaget saagodtsom udelukkende i en kraftig og systematisk gjennemført ventilation.
Thi først da vil pelsklæderne vise sig i besiddelse af de gode egenskaber, der i saa høi grad gjør dem overlegne over alle de forskjellige, af kunstige stoffe sammensatte beklædninger, der hidindtil har været foreslaaede til brug eller prøvede under reiser i de arktiske egne.
Forsømmer man derimod at skaffe skinddragten den nødvendige ventilation, kan det ikke undgaaes, at man ved de mindste legemlige anstrengelser kommer i en stærk sved, der, om end luftens temperatur udenfor kan være streng nok, ikke derfor virker mindre mattende end paa en varm sommerdag herhjemme. Og den trækker paa en jagt- eller slædefærd i de arktiske egne andre ubehageligheder efter sig, der endog indeholder alvorlige farer for helbreden. Thi kun sjelden kan man under saadanne reiser efter en dags anstrengende marsch om aftenen lægge sig til hvile i andre klæder end de, man om dagen har benyttet, hvorfor man for at undgaa en kold og søvnløs nat og dens mulige skjæbnesvangre følger for enhver pris maa søge at forhindre al transspiration.
Med hensyn til grundene, hvorfor de indfødte mænd ikke som andre skikkelige mandfolk lader sine benklæder komme op over hofterne og hvile paa disse, saa maa for det første nævnes, at om det stive bjørneskind helt skulde dække hofteleddet, vilde vedkommende hæmmes betydelig i sine bevægelsen. Dernæst vilde ogsaa i saadant tilfælde aabningen mellem benklæderne og overkroppens pels komme til at ligge over mere ømlindtlige partier af legemet end den nu gjør.
For benklædernes vedkommende foregaar den hovedsagelige ventilation gjennem aabningerne rundt knæleddene. Thi ogsaa der har disse tilsyneladende saa uvorrene mennesker givet den ydre luft fri adgang til legemet selv. Forresten benytter de paa kjøreture om vinteren, naar snoen henover de nøgne knæled bliver dem noget vel skarp, at binde en rævehale, af hvilke hver mand medhringer et par i dette øiemed, rundt hvert knæled, hvorved aabningerne tildækkes. En lignende indretning benyttes, om end betydelig sjeldnere, i form af en kort, af rævehaler sammensyet boa til at tildække aabningen rundt maven under lignende omstændigheder.
Blandt de eskimoiske kvinder anvendes ikke skjørter fra hofterne og nedover, men istedet derfor benklæder som hos mændene. Disse er meget kortere end det andet kjøns, eller omtrent af samme længde som et par pufbenklæder fra riddertiden. Fuldt saa elegante er de dog ikke, da de er gjort af ræve- eller hundeskind uden nogensomhelst andre udsmykninger end de, der kan opnaaes ved at putte lidt hvidt skind ved siden af mørkt eller omvendt. Indenfor de ydre benklæder af ræve- eller hundeskind bæres et par lettere af sælskind, der selv under deres ophold indendørs aldrig aftages.
Af ydre pelse for overkroppen har de indfødte to slags, der begge er af samme form som den allerede omtalte fugleskindsskjorte. Til vaar-, sommer- og høstbrug har de en sælskindstrøie, forsynet med hætte. Om vinteren benyttes derimod en betydelig varmere pels af ræveskind. Forresten ser man hos mændene ogsaa af og til renskind benyttet i deres vinterpelse. Kvinder med spædbørn har paa ryggen af sin sommer- eller vinterpels en poseagtig udvidelse hvori barnet noksaa fornøiet residerer, naar moderen er udendørs i fri luft. Det er da ofte uden en traad paa kroppen, saaledes at dets bare, næsten haarløse hoved og de runde smaa skuldre er udsatte for den kolde vinterluft, uden at dette dog i ringeste mon synes at forstyrre barnets tilfredse mine.
Gruppe af indfødte paa isen.
Overkroppens pelse og skjorter er alle saaledes skaarne i ærmernes øverste del, at personen, der bærer dem, altid med lethed kan trække den ene eller begge arme ud af ærmerne og ind paa kroppen. Dette medfører to store behageligheder. For det første kan han, naar han fryser paa hænder og arme, paa denne maade meget letvindt atter faa varme i dem ved at holde dem en stund inde paa brystet hvad eskimoen benytter sig af i stor udstrækning ikke mindst paa sine lange kjøreture.
Den anden behagelighed, der følger af den omtalte egenskab ved pelsen, er, at den giver vedkommende anledning til uden mindste bryderi at foretage jagtture inde paa fugleskindsskjortens mørke vidder.
Og at disse udflugter er noksaa paakrævede, kan man ikke tvile paa; thi de indfødte er temmelig stærkt befængte med utøi. Men alligevel har jeg aldrig hørt de voksne for alvor beklage sig over denne omstændighed, mens de smaa børn dog nu og da kan fælde en hed taare over de brydsomme plageaander. Jeg har endog en svag mistanke om, at de indfødte vilde føle savnet noksaa haardt, om det omtalte vildt pludselig skulde uddø; thi det er ikke tvil om, at indfangningen af de spredte individer skaffer dem næsten stadigt og ofte særdeles muntert tidsfordriv i de lange, ensformige vintermaaneder. Hvis det ikke havde været en smule udelikat, vilde jeg ogsaa have tilføiet, at de indfødte altid fortærer udbyttet af denne fangst. Dette gjør de dog ene og alene af den grund, at det er den letvindteste og sikreste maade at tilintetgjøre dem paa.
I alle de forskjellige dele af polaregnene synes parasiterne at være stærkt udbredte baade blandt mennesker og dyr. For de menneskers vedkommende, der helt igjennem gaar klædte i pelsværk, er de vistnok saagodtsom uundgaaelige. Thi de skind, hvoraf klæderne syes, er som regel allerede hjemsøgte af dem. Specielt synes skindet af den arktiske hare at være dem et kjært opholdssted.
Eskimoernes fodbeklædning er som de øvrige dele af deres dragt ligesaa enkel, som den er sindrig. Støvlerne, de saakaldte kamikker, er lavede af sælskind, hvorfra haarene er fjernede, mens strømperne indenfor er gjorte af hareskind eller af og til, især hos kvinderne, af hundeskind med pelssiden vendt indad. Mellem kamikkens og strømpens saalestykke anbringes et lag af tørt græs, hvilket bidrager særdeles meget til at gjøre dette fodtøi varmt og behageligt.
Til at beskytte hænderne bruges i almindelighed votter af sælskind, i meget koldt veir af rensdyrskind. Ogsaa indeni votterne anbringes tørt græs.
Naar man ser en større samling af indfødte jægere, bliver man overrasket over den store lighed, der hersker mellem hver enkelts klædedragt. Thi ikke alene findes der ikke hos de forskjellige individer et eneste stykke i denne dragt, der ikke er skaaret nøiagtig efter samme mønster, men endog skindet, hvoraf disse stykker bestaar, stammer jo hos dem alle saagodtsom altid fra de samme dyrearter.
For tiden bestaar den isolerede stamme af indfødte ved Smiths sund af 243 individer, mod 234 i 1892, idet fødslernes antal i de mellemliggende to aar havde oversteget dødsfaldenes med 9. Heraf alene kan man dog neppe drage den slutning, at antallet af stammens medlemmer er i tiltagende. Derimod synes de indfødte selv at være af denne mening, ligesom de ogsaa ved at fortælle om, at deres antal engang i tiden har været langt betydeligere, end det nu er.