Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/7

Yngvar Nielsen

Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600

Utgitt av Yngvar Nielsen, A. W. Brøgger, 1885 (s. xlviii-lvii).

I sit ægteskab med Magdalena Berg havde Jens Nilssøn ialt ni børn,^[1] af hvilke den ældste fødtes 14 Mai 1565 og efter sin farfader kaldtes Nils, men allerede døde den 24de i samme maaned. Derpaa fulgte i 1566 en datter, som hed Anna og blev i live, og saa 28 Februar 1570 en søn Laurits (Laurentius), der rimeligvis er opkaldt efter Frants Bergs Svigerfader.^[2] Saa kom i 1572 Kristofer og i 1573 Maren, der døde, inden hun havde fyldt sin anden maaned. Heller ikke det derpaa følgende barn, en søn, der fødtes i 1575 og efter sin afdøde broder fik navnet Nils, levede mere end i nogle faa maaneder. Saa kom i 1578 Karine (Catharina), der maa være opkaldt efter Frants Bergs kone, Karine Lauritsdatter, men som allerede døde i 1581. Hun synes i en særlig grad at have været genstand for sin faders kjærlighed, forsaavidt derom kan dømmes af det digt, som han skrev under sin sorg over hendes død. Det følgende barn var igjen en datter, der fødtes i 1579 og fik navnet Hilleborg efter Jens Nilssøns moder, og efter hende fødtes i 1581 ægteparrets sidste barn, Evert (Everhardus).^[3]

I 1578, 29 Marts, mistede Jens Nilssøn sin moder, Hilleborg Jonsdatter,^[4] som den gang maa have været en kone paa 60 aar eller mere. Først efter hendes død sees han at have opkaldt en af sine døtre efter hende; dette var efter tidens almindelige sædvane, at man ikke opkaldte levende mennesker.^[5] Maaske har Hilleborg Jonsdatter paa sine gamle dage været optagen i sønnens hus og har da tilbragt sine sidste leveaar i Oslo bispegaard. Om hendes ydre livsforhold høres intet, uden at hun i 29 aar levede som enke. Forsaavidt det sees, at hun selv fulgte sin søn paa hans første reise til Danmark, da tyder dette paa, at hun har været en om og dygtig moder, og det tør nok hænde, at hun har havt en god indflydelse paa sine børn. Da Jens Nilssøn efter moderens død ikke foretog nogen visitatsreise i det hele aar, er det muligt, at dette kan sættes i forbindelse med hans sorg over hendes bortgang.

Den næste, der ved døden blev reven ud af Jens Nilssøns familiekreds, var hans ægtefælle, Magdalena. Hun døde efter henimod tyve aars ægteskab, 12 Februar 1583, paa barselseng, inden endnu forløsningen havde fundet sted, og er formodentlig nogle dage senere bleven begraven i Halvardskirken, hvor andre af hendes slægt have fundet sit sidste hvilested. For Jens Nilssøn har dødsfaldet været et haardt slag. Han synes at have holdt meget af denne sin mangeaarige livsledsagerinde; den maade, hvorpaa han i sit nedenfor nærmere omhandlede digt over sin lille datters død taler om kone og børn, tyder paa, at der inden hans familiekreds har bestaaet et smukt forhold, og i det nedenfor anførte brev fra Rasmus Hjort omtales Magdalena Berg som en kvinde, der var dygtig i husets gjerning. I fortalen til sit skrift Epideigma seu specimen commentationis meditationisque sacrarum literarum omtaler Jens Nilssøn ogsaa sin da nylig afdøde hustru i varme udtryk; med haab om gjensyn paa den yderste dag. Denne fortale er dateret Oslo 4de April 1583 og er stilet til svigerfaderen, Frants Berg, til hvem bogen er dediceret. Han siger: „Si qua mihi esset animi vis et ingenij robur ad huius modi negocia conficienda, id omne occupationes continuæ et crebræ interpellationes facilè mihi adimerent, præsertim in hoc ægritudinis et acerbitatis meæ casu, qui quantus sit, et tua paternitas optimè nouit et sentit, extincta filia sua, erga quam fuit magnum amoris incendium, et omnes pij parentes et coniuges, præsertim illi quorum pectoribus στοφγὰς Deus flagrantiores ingenerarat, facilè cogitatione comprehendunt. Non enim (vt eleganter et verè poëta cecinit) dolor est maior quam cum violentia mortis vnanimi soluit corda ligata fide. Sed meam voluntatem cælestis et generis humani amantissimi patris voluntati propiciæ reuerenter subjicio: qui eam, quam dederat mihi fidam vitæ sociam, piam, honestam, pudicam, sobriam, industriam, quamque suo sapienti consilio ex hac ærumnosa lachrymarum valle ad suæ diuinæ lucis, sapientiæ, iustitiæ et vitæ æternæ fruitionem, die mensis Februarij 12. hora 4. matutina euocatam traduxit, in nouissimo die, qui dies est restitutionis omnium, mihi benignè restituet. Interim virtutum et meritorum eius dulcissimæque consuetudinis, cuius fructum 2O. ferme annos percepi, quoad vixero, recordabor: et Deum toto pectore precabor, vt in his ærumnis et doloribus nos consoletur, erigat ac sustentet, et ex præsentibus confusionibus ac periculis ecclesiæ et reipublicae Christianæ imminentibus liberet, ac nobis εῦθανασλίαν ἐν εὐφημία seu felicem et faustam ex hac vita migrationem, cum inuocatione et celebratione sui sanctissimi nominis, ad cælestem Paradisum et veram ac dulcem patriam nostram clementer largiatur.“

Dødsbudskabet blev fra den sørgende enkemand og hans børn meddelt slægt og venner, og fra dem er der da igjen indløbet svarskrivelser. Af disse er, saavidt vides, kun en bevaret, nemlig svogeren Rasmus Hjorts latinske trøstebrev, der er trykt i den foran nævnte bog. Det er svar paa den meddelelse om dødsbudskabet, som han bl. a. havde faaet fra biskopens søn, Kristofer Jenssøn, og lyder saaledes:

CLARISSIMO VIRO, DOCTRINA PIETAte et virtutibus ornatissimo, magistro IOANNI NICOLAI, diœcesium Asloënsis et Hammarensis superintendenti vigilantissimo, amico meo ac affini omni semper obseruantia colendo. Salutem æternam in filio Dei Domino nostro Iesu Christo.

Quantum in mærorem, Reuerende Domine Superintendens, amice ac affinis amantissime, nuncium id nimis triste de obitu dilectissimæ coniugis præstantiæ tuæ, sororis nostræ carissimæ, nos coniecerit, dici vix potest. Literas filioli tui Christophori, querelarum ac lamentorum plenissimas (nam eas primùm in manus sumpsi) legere sine lachrymis non potui. Quis n. hîc a fletu temperaret, nisi ἄστοργος aliquis, ἀπαθής et qui omnes affectus humanos prorsus exuit. Non itaque mirum mihi videtur quòd maritum charissimum in luctu acerbissimo nunc versari audiam. Est ita natura comparatum, vt amissionem amicorum, eorum maxime quibus cum familiarissimè et coniunctissimè viximus, feramus quàm grauissimè. Nam si columbis rationis expertibus eam natura affectionem inseuit, vt comparem quouis amissum casu, querulo requirat gemitu: quid de hominibus censendum est ijs præsertim, quorum pectoribus naturæ author Deus στοργὰς flagrantiores multò ingenerarat, ij certé à natura generosa nihil alienum videntur admittere, quòd in comparis sui decessu, grauiter afficiantur. Dolorem igitur talem ac luctum quoniam οργὴ ardentior exprimit, non modò sapientes Ethnici saniores conoedunt, sed probant etiam sacræ literæ, vt exempla passim occurrentia, itemque sententiæ multæ insignes testantur. Vnde et S. Paulus luctum admittit in amicorum decessu, sed vult tamen moderatum esse nec nimium, qualis est gentium, quæ spem non habent. Nihil igitur magis hic humanissime affinis optarim, quam vt præstantia tua crucem hanc æquius et moderatius ferat, ac omnes tristes cogitationes animo penitus euellat. Quod eni[m] vxor charissima hoc tempore hoc modo ad coeleste sanctissimorum angelorum et animarum contubernium eucoata sit, oracula diuina certissimos non reddunt, id ita Deo sciente et volente factum esse, qui pro æterna sapientia numerum mensium nostrorum in conspectu habet, ac numerum dierum ac tempus cuique præscripsit, qui item pro immensa et inexhausta bonitate ac misericordia, nostri euram indefessam gerit. Est pater noster cælestis, qui nos στοργῇ infinitis partibus ardentiore quàm vlla mater etiam φιλοστοργωτάτη infantem vteri sui tenerrimum complectitur. Quem suum nostri amorem non modo in creatione, gubernatione, conseruatione, sustentatione, voluntatis suæ propriæ reuelatione, sed maximè missione filij vnigeniti in carnem et alijs donis et beneficijs spiritualibus et corporalibus abundé declarauit in diesque declarat. Quod cum ita sit, non dubium est ob emolumenta certa ita factum esse. Vixit coniunx suauissima, et ante matrimonium, et postquam fœdus id connubij sanctissimum inijt, in timore Dei, humilitate, patientia, inuocatione assidua, exercitia pietatis publica et priuata nunquam intermissa sunt, obedientiæ parentibus et marito debitæ nihil usquam decessit, adfuit modestia, adfuit grauitas morum suauitate temperata, amoris ac fidei coniugalis semper memor, laborum, molestiarum, curarum (quæ non paucæ œconomiam administrantibus hoc præsertim infelici ac infido operarum seculo sese ingerunt) fidem simul ac sedulam se sociam declarauit, in rebus tristibus solatium præsentissinum extitit, in dubijs et perplexis consilium tutissimum ac promptissimum, quin adiutorium diuinum præstitit. Post varios vocationis labores exantlatos voluit Deus in hoc partus opere vt verè admirando ita longè difficillimo, eam miro spiritus sui sancti robore firmatam, superato agone acerrimo, præcipuarum virtutum vt viuæ et exporrectæ in filium Dei verum omnium propiciatorium fiduciæ, inuocationis ardentissimæ, patientiæ admirandæ, perseuerantiæ singularis insigne exemplum omnibus esse, quod imitentur, atque ita densum huius vitæ miserijs, aduersitatibus periculis exemptam, æternæ vitæ bonis inæstimabilibus, diuina luce, sapientia, iusticia et gaudijs veris, sinceris, perfectis, perpetuis cumulari. Quis igitur Deo patri nostro clementissimo ita visum est, decessus hic felicissimus et lætissimus habendus est. Si diuinæ sapientiæ alius visus fuisset commodior, cum indubiè (vt inenarrabilis est bonitatis) concessisset. Eo igitur nos solemur, et consilium diuinum quo id ita factum est, grati recdamus, simulque ardentibus votis precemur Deum, vt is nobis etiam spiritu suo adesse, nos regere dignetur, vt cum hora nouissima aduenerit, vita fiducia et inuocatione ardenti in Christi sinum nos reclinare, eique spiritus nstros commendare possimus. Video quidem crucem hanc, præstantiæ tuæ, optime Domine Superintendens perquam acerbam esse: sed ea tamen non caret veris magnarum vtilitatum fructibus, vt ex verbo Dei liquet. Scio quoque virtutum earum, quibus ornabatur coniunx, summæ item animorum vestrorum coniunctionis memoriam persæpe recurrere, mœrorique ansam non exiguam præbere. Sit ea potius causa dolorem leniens, vel amouens etiam. Nullum vnquam voluntatum vestrarum vel tentillum auditum est dissidiolum. Voluit ea cùm in viuis hic ageret, vt maritus charissimum munia vocationis arduæ necessaria lætus obiret, ne remoram vllam negocijs publicis priuatisue expediundis cogitationes tristes obijcerent. Ita minimè dubium est animæ in manu Dei nunc agentis eandem omnino voluntatem esse, vt maritus superstes, nulla mœrore, nullis angoribus se maceret sui decessus causa: cui si impendantur, nihil prosint: impendenti vero obsint plurimum: sed multó magis diuinæ se voluntati reuerenter subijciat, tristiciam omnem remoueat, animum veris solatijs é verbo Dei petitis, amicorumque colloquiis suauibus recreet ac confirmet, quo sic commodius in vocatione sublimi, gloriæ Dei, ecclesiarum multarum saluti promouendæ, liberorum item suorum et amicorum vnicus necessarijs seruiat. Ab hac eius voluntate diuinæ omnino conformi, cui vota quoque accedunt reuerendi senis soceri nostri omni obseruantia dignissimi, liberorum dulcissimorum et amicorum, quibus opera tua inprimis opus est, si etiam hîc præstantia tua non recesserit, argumentum id erit certissimum non obliteratæ, sed post funera etiam durantis ac maxime vigentis veræ animorum vestrorum concordiæ, quæ vt ante hæc nunquam infructuosa fuit, ita nunc non proprij modò corporis incolumitati, sed et ecclesiarum harum ac necessariorum vtilitati optime consulet. Explodatur igitur rogo amanter et quam maximè possum, charissima affinis, optime Domine Superintendens, spiritus tristis qui exiccat ossa, mœrorem omnem ac cogitationes mæstas, quoties obrepunt, excutiant protinus tum iucunda amicorum (vt dixi) colloquia, tum consolationes diuinæ suauissimæ, quibus et pium præstantiæ tuæ pectus abundare scio, et opus illud aureum viri omni laude dignissimi Chrytræi de morte et vita, est refertissimum. Quod κειμηλίου preciosissimi, quod continet, et authoris quoque ipsius nomine noui præstantiæ tuæ esse acceptissimum. Precor votis intimis æternam patrem Domini nostri Iesu Christi, vt is per eundem filium suum vnigenitum spiritus sui gratia præstantiæ tuæ semper adesse, eamque suo robore confirmare velit in gloriam nominis sui sempiternam, et ecclesiarum harum emolumenta perpetua אמן. His festinanter exaratis valeat præstantia tua cum liberis charissimis et tota familia quam felicissimè. Tonsbergiæ, 17. Martij. Anno Domini 1583.

Erasmus Cervinus. 

Medens Jens Nilssøn var enkemand, blev hans ældste barn, Anna, 27de August 1584 forlovet med Jakob Jakobssøn Volf, der samme dag overtog rektoratet Ved Oslo skole og 4de Oktober s. a. indviedes som prest. Bryllupet stod derefter Søndagen 3die Januar 1585 i Oslo. Jakob Volf havde da allerede været gift en gang tidligere, nemlig med en datter af professor Nils Krag, og var enkemand.^[6]

Inden datterens forlovelse havde Jens Nilssøn i det samme aar selv bragt sin ældste søn til Danmark, for at han der kunde begynde sine studier ved Kjøbenhavns universitet. Kristofer Jenssøn var den gang endnu ikke mere end 12 aar gammel, hvilket dog ikke var nogen hindring. Han ledsagede først sin fader paa dennes visitatsreise i Baahuslen og fulgte ham derfra paa veien til Danmark, hvor han sammen med faderen fik leilighed til at overvære den unge hertug Kristians, den senere kong Kristian den fjerdes, hylding.

Om denne reise, den femte, han foretog til Danmark, meddeler Jens Nilssøn selv forskjellige oplysninger.^[7] Af disse fremgaar, at han afbrød sin visitats i Kongelf og saa reiste over Lødøse, Guldberg og Elfsborg til Varberg og Halmstad, hvor han atter blev buden til gjæst af sin gamle kjending Povel Huitfeldt. Videre reiste han over Helsingborg og Helsingør til Kjøbenhavn, hvor han spiste hos universitetets rektor, og derefter over Roskilde, Ringsted og Slagelse til Korsør. Her gik han med færgen over Storebelt og holdt derombord en prædiken for de mange, som vare med. Jens Nilssøn kom 24de Juni til Odense, hvor hertug Kristians hylding for Fyen fandt sted den 27de. Den 25de „kom kongen og dronningen med stor stat ridendes i byen“, og med dem maa da ogsaa thronfølgeren, „hertug Kristian Frederikssøn“, være kommen. Efterat hyldingen havde fundet sted, reiste Jens Nilssøn den 29de over beltet og kom den følgende dag til Slagelse, hvor han blev i ro omtrent en hel uge, og hvor han prædikede 2den Juli. Den 7de reiste han til Ringsted, hvor hertugens hylding for Sjæland foregik den følgende dag; efterat denne var færdig, reiste han samme dag til Roskilde og saa den 9de Juli til Kjøbenhavn, hvor han blev til den 12te. Han reiste da til Rungsted og satte derfra over til Hveen, hvor han besøgte Uranienborg; han aflagde et besøg i Helsingør, kom atter til Hveen, og reiste endelig den 15de fra Helsingør med et skib, som tre dage senere satte ham iland i Karlsund i Baahuslen, hvorfra han roede til Bjørnlands kirke paa Hisingen og der gjenoptog sin tidligere afbrudte visitatsreise. Den 7de August kom han igjen tilbage til Oslo.

Kristofer Jenssøn blev paa denne reise 12te Juli indskreven som student og sat i huset hos Dr. Anders Lauritssøn, for at begynde sine studier.^[8] Da faderen traf kongen, benyttede han ogsaa anledningen til at skaffe sønnen de fornødne midler til underholdning, medens han laa ved universitetet; ved et kongebrev, dateret Antvorskov 6te Juli 1584,^[9] fik han Catharinæ præbende i Hamar domkapitel, med forpligtelse til at residere ved domkirken, naar han ikke studerede eller, som det heder, lod sig bruge i kirke- eller skoletjeneste.

I henimod 3 aar forblev Jens Nilssøn enkemand, – indtil han 14de November 1585 paa ny blev trolovet med en ganske ung pige, Anna, en datter af borgermester Oluf Glad i Oslo. Hun var født i Oslo 28de Marts 1570 og altsaa omtrent 32 aar yngre end den nu 47aarige biskop. I sit Idyllion de cordis humani pressura, der maa være skrevet om høsten 1585, altsaa i trolovelsestiden, taler Jens Nilssøn om sin unge brud:

{{{2}}}

{{{2}}}

Bryllupet stod den 16de Januar 1586 i Oslo; men for øvrigt er derom intet nærmere bekjendt, uden forsaavidt et til anledningen skrevet bryllupsdigt endnu er bevaret. Dette epithalamium er forfattet af den daværende rektor ved skolen i Vang paa Hedemarken, Jakob Hvid (Jacobus Albinus), og er trykt som tillæg til Jens Nilssøns ovenfor omtalte skrift Idyllion de cordis humani pressura, der udkom samme aar, efterat bryllupet havde fundet sted. Det indeholder ingen oplysninger om brudeparret, men er ved sin hele tone, navnlig mod slutniugen, meget betegnende for den i samtiden herskende opfatning af, hvad der kunde omtales ved en bryllupsfest. Det meddeles her fuldstændig.

EPITHALAMION

CLARISSIMO VIRO, PRÆ-

clara eruditione et doctrina, pietate et pru-

dentia, cæterisque donis et virtutibus eximijs

excellenti D. M. IOANNI NICOLAO, Præsu-

li Diœcesium Asloiensis et Hammarensis vigilantis-

simo, Mecænati suo: Et castæ ac pudicæ virgini,

ANNÆ, OLAI LÆTI Consulis

Asloiensis spectatissimi, F.

Scriptam à

IACOBO OLAO ALBINO

τῆς φιλίας ergò. Anno 1586.

{{{2}}}

{{{2}}}

Om familien Glad vides for denne tids vedkommende ikke meget. Oluf Glad, der allerede i 1580 nævnes som borgermester i Oslo, levede fremdeles i 1593, men omtales i 1595 som død.^[10] Familien holdt sig siden længe i Oslo og Kristiania, hvor den indtil den sidste tid har levet, ialfald i kognatiske led.

I biskopens andet ægteskab fødtes ialt 5 børn. En datter, Magdalena, der blev født i 1587 og opkaldtes efter den første kone, blev kun nogle uger gammel; derefter fulgte i 1588 og 1590 to sønner, Oluf og Nils, af hvilke den første allerede døde i en alder af to aar. En ny Oluf blev født i 1591 og døde i 1595. Det yngste af alle børnene var datteren Margrete, der blev født i 1593 og opkaldtes efter Frants Bergs moder. Da Oluf Glad levede paa den tid, bispens sønner af navnet Oluf kom til verden, er det rimeligt, at de ikke ere opkaldte efter ham, men efter en anden slægtning, der havde det samme navn.

Den gamle Frants Berg overlevede i adskillige aar sin datter og opnaaede en betydelig alder. Han døde 2den November 1591 og blev 3 dage senere begraven i Halvardskirken ved prædikestolen; Jens Nilssøn holdt ligtalen over ham. Efter sin egen beretning skulde Frants Berg da have været henved 90 aar, medens mange mente, at han var vel 100 aar. En enkelt beretning gaar endog ud paa, at han ved sin død var 125 aar gammel. Dette sidste synes dog noget urimeligt.^[11]

Jens Nilssøn var ikke meget fornøiet med sin ældste søn Kristofer. Da han i November 1585 kom tilbage til fædrelandet fandt ikke biskopen, at han havde gjort synderlige fremskridt, og beholdt ham hjemme i nogle aar; 1588–1589 var Kristofer i Rostock, 1590–1591 i Skotland og derefter 1593–1594 hos Tyge Brahe paa Uranienborg.^[12] 1595 blev han sogneprest til Stange og ægtede i det følgende aar Margrete Pedersdatter, en datter af fogden paa Hadeland.^[13] Af biskopens øvrige børn ægtede Hilleborg i 1597 borgermester Erik Olufssøn i Oslo, som havde mistet sin forrige hustru 10 Mai s. a. Evert Jenssøn gik i 1594–1597 i skole i Vang ved Hamar.

---

1. Smlgn. nedenfor, s. 566 flg.
2. Smlgn. ovenfor, s. XIX, note 2.
3. Om dennes navn se ovenfor, s. XIX, note 2.
4. Smlgn. nedenfor, s. 565.
5. Smlgn. ovenfor, s. XVI, note 1.
6. Jakob Volf var ifølge Worms lexikon over lærde mænd, II, s. 617 flg. født 24de Aug. 1554 i Odense, hvor hans fader, der ogsaa hed Jakob Volf, var kobbersmed. Han gik først i Odense skole, senere, fra 1572, i Ribe skole og var siden en tid i Slesvig, forinden han drog til Kjøbenhavn og der blev indskreven som student. 1585 blev han rektor i Ringsted og forflyttedes i 1584 til Oslo i samme stilling (efter hvad der oplyses i Norske rigsregistranter, II, s. 551 flg., med tilsagn om at faa det første ledigblivende kannikedømme; smlgn. samme verk, II, s. 706). 1594 tog han magistergraden ved Kjøbenhavns universitet og blev samme aar forflyttet til Odense som lector theologiæ. Han døde 31te Marts 1635. Om bryllupet smlgn. nedenfor, s. 566, hvor der ogsaa forekommer endel andre oplysninger om denne mand. Hans formand som rektor i Oslo var hr. Peder Matssøn Morsing, som i 1583 blev valgt til sogneprest i Gran, men i 1584 blev slotsprest paa Akershus. Maaske har der mellem Jens Nilssøn og Jakob Volf ikke været nogen anden rektor i Oslo.
7. Smlgn. nedenfor, s. 44 flg.
8. Smlgn. nedenfor, s. 566.
9. Norske rigsregistranter, II, s. 557.
10. Smlgn. nedenfor, s. 9O og 340, samt Norske rigsregistranter, III, s. 563.
11. Hovedkilden er her Jens Nilssøns angivelse af svigerfaderens alder, der er trykt nedenfor, s. 577. Paa de pag. XXXI omtalte blade af et Missale Nidrosiense, der har tilhørt Ringsaker kirke, findes følgende notits: „Anno 1591 obiit magister Franciscus Berg, episcopus Asloënsis et canonicus Ripensis aetat. 125. Ipsius successor, magister Joannes Nicolai Asloënsis, qui obiit anno 1600 een Onsdag morgen“. Professor Dr. L. Daae har gjort mig opmærksom paa dette sted, saavelsom paa den tidligere omtalte notits, der er hentet fra samme blade.
12. Smlgn. nedenfor, s. 77 flg., noten, og s. 566 flg. Norske samlinger, I, s. 87. Kristofer Jenssøn kom til Uranienborg 5te Mai 1593. Tyge Brahes meteorologiske dagbog, s. 209. I 1596 var en søn af Rasmus Hjort, Christophorus Cervinus, hos Tyge Brahe; smlgn. den meteorologiske dagbog, s. 251 flg.
13. Smlgn. nedenfor, s. 309 flg. og 567.